Espressobøger

Weekendavisen den 7. juni 2013.

Kommentar. Den gode boghandler bør være produktionscentral for selvudgivere.

For noget tid siden fortalte min særdeles kompetente lokale boghandler, at hun have indgået en aftale med en eller anden netbutik om, at hendes baglokale kunne være afleverings- og afhentningssted for kundernes varer. Hun tjente kun håndører på det, men håbede at folk måske også købte en bog, når de nu alligevel kom eftert det, de havde bestilt.

Jeg blev lidt mismodig over at boghandleren nu var blevet det fysiske sted for afhentning af kjoler, cykler og dit og dat fra netbutikkerne. Tænk at lægge baglokale til en varecentral! Men hvad gør man, når der ikke længere kommer kunder nok ind ad døren, fordi bogsalget er forsvundet andre steder hen? Ja, i udlandet har de i mange år vidst, at bogkøbere skal behandles som museumsgæster. De skal have mulighed for at gå på café samtidig med at de browser bøger.

For nylig var jeg i New York, hvor jeg fandt det perfekte sted til min morgente, müesligrød og dagens avis. Jeg hang ud i en kombineret boghandel og café i 52 Prince Street, hvor folk flokkedes fra morgenstunden for at få både fast og åndelig føde. Men det var ikke kun den trendy café, der gav stedet karakter og atmosfære. Midt i butikken stod nemlig The Espresso Book Machine, en avanceret printer, der kan lave filer om til bøger.

McNally Jackson Books er nemlig ikke kun boghandel og café. Det er også et produktionssted for selvudgivere, der både får trykt, udstillet og solgt deres bøger i butikken. Som producer og teknisk forlag ligner den litterære kaffebar et drømmested for amatørforfattere. Bøgerne ser pænere ud end så meget andet, der er trykt som book on demand, der ofte er lige så usmukke som rapporter fra offentlige styrelser. Og æstetik betyder noget.

I 2009 skrev jeg her på stedet en kommentar om det hierakiske system blandt danske bogforlag, og jeg udnævnte selvudgiverne til at være kasteløse. Jeg skrev at selvudgiverne befinder sig i et litterært limbo, hvor deres romaner, noveller og digte ikke bliver taget seriøst, og at jeg endnu havde til gode at se en bog af bæredygtig kvalitet fra en amatørudgiver.

Efter kommentaren har både TV2 News, Kristeligt Dagblad og senest Information ringet til mig for at høre, hvordan jeg nu ser på sagerne. Hver gang har jeg svaret, at mit indtryk af selvudgiverne stort set er det samme. Man bliver ikke nødvendigvis forfatter af at udgive en bog. Man bliver heller ikke politisk analytiker af at have sin egen blog.

Noget tid efter fik jeg en mail fra forfatteren Henning Prins, der kaldte min analyse hovmodigt og fejlagtigt. Han sendte samtidig klip med positive citater fra avisanmeldelser af et romanværk om landarbejderdrengen Tobias, som han har udgivet på sit eget forlag, Forumdanorum. Og så førte han krigen over i fjendens lejr: “At WA ikke anmelder mig, har jo været en kendsgerning i snart mange år, selv om jeg er udkommet på yderst troværdige forlag som Per Kofod, Vindrose, Gyldendal etc. etc. Imidlertid læser jeg ikke WA, men støder ufrivilligt ind i dit hovmodige snak, som hermed er tilbagevist! Venlig hilsen Henning Prins.”

Godt ord igen. Måske er Henning Pris’ romaner fantastiske. Måske er de slet ikke afvist på etablerede forlag? Måske foretrækker han at være sin egen forlægger? Jeg ved det ikke. På Informations debattråd kan jeg også se, at en læser minder mig om at Dostojevski var selvudgiver! Åh ja, den slags eksempler fra fortiden er givetvis legio. Bibelen havde heller ingen forlægger. Og fremtiden vil naturligvis også byde på selvudgivet skønlitteratur, som holder i længden.

De tekniske og økonomiske muligheder for at udgive udenom forlagene bliver større og større, og antallet af selvudgivne bøger bliver flere og flere. Men ikke bedre og bedre. Der er derfor stadig en masse stigmatiserende fordomme forbundet med at være selvudgiver – med mindre man da er en af de litterære avantgardeundergrundsforlægger som skyder op som paddehatte for tiden, Hans Otto Jørgensen og Solvej Balle er de seneste pragteksempler.

Den forlagsløse litteratur har brug for at sted at høre til, og hvorfor ikke i en kvalitetsboghandler med to espressomaskiner: én til kaffe og én til bøger. Pointen er jo, at forfatterne selv betaler omkostningerne for trykningen af deres egne bøger, som sættes til salg i butikken side om side med The Espresso Book Machine der står midt i butikken, hvor den skaber stemning og atmosfære. Side om side med de professionelle forlags bøger.

Det ligner en forretningsmodel for fremtiden for den gode boghandler, som både drive kaffebar og være produktionscentral for selvudgivere. Dermed trækkes mere trafik ind i butikken, hvilket kan øge det normale bogsalg, og selvudgiverne kommer ind i varmen i et bogligt miljø, hvor de – som hos McNally Jackson Books i New York – får deres eget reservat ved siden af de etablerede forlags bøger. Hvilken vækst i anseelse vil det ikke være?

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.