En fis i en hornlygte

Kommentar i Weekendavisen den 1. februar 2013.

Denne uges historie om palæstinensiske børns chikane af danske jøder på Nørrebros skoler er en skandale. Og det er ikke chikanen, der er skandalen. Chikanen er nemlig et teoretisk problem, men et praktisk fatamorgana. Skandalen er, at medierne blindt genfortæller en halvbagt historie, som dens egen kilde – skoleinspektør Lise Egholm – derefter må dementere lodret, altimens politikere af enhver slags hyler op. Rasmus Jarlov ville for eksempel have palæstinenserne smidt ud af skolerne!

Lise Egholm kaldte selv sagen for ‘en fis i en hornlygte’, hvorefter hun gik i flyverskjul. Ja, der var engang for nogle år siden en jødisk familie, der var lidt nervøse, sagde hun. Eller ingen problemer. Og som samtlige skoleinspektører på Nørrebro siger, har de aldrig haft sager med palæstinensisk chikane af jødiske børn. Det tror pokker. De jødiske skoleelever i København går jo i alt overvejende grad på den jødiske privatskole og i øvrigt er der næppe mange jødiske børn i Nørrebros skoledistrikter.

Det er nemt og bekvemt at tildele palæstinensiske børn rollen som gerningsmænd og jødiske børn rollen som ofre, når en historie som denne går amok. Politikerne taler om, at vi ikke skal acceptere, at konflikten fra Vestbredden rykker ind i de københavnske skolegårde, og det er jo sandt nok. Men med deres grundløse og aggressive retorik, lukker de konflikten ind i vores hoveder på et falsk grundlag, og det er ansvarsløst. Nu er de palæstinensiske elever – som næppe er de nemmeste elever at have med at gøre for vores hårdtarbejdende lærere – blevet uretmæssigt stemplet som chikanører. Hvordan mon det føles?

Politikerne tager attraktiv tv-tid og ruller sig ud på Facebook uden ærligt grundlag. Det må virkelig harme de skoleledere og pædagoger, der arbejder med forebyggelse af konflikter gennem oplysningsprojekter og kulturmødeundervisning, der skal modvirke myter og fordomme. Palæstinensiske skoleelever blev udsat for et moralske justitsmord. De fortjener en undskyldning.

PS. Jeg er efterfølgende blevet gjort opmærksom på, at det faktisk kun er de færreste jødiske skolebørn, der går på den jødiske skole, Carolineskolen. Undskyld fejloplysningen. Den ændrer dog ikke ved substansen, kritikken af politikerne.

Den 22. februar, Weekendavisen:

Jeg er i flere læserbreve og kommentarer blevet kritiseret for min kommentar for to uger siden til historien om palæstinensiske skolebørns chikane af jødiske elver på Nørrebros skoler.

Min pointe var, at problemet er teoretisk, ikke reelt. Derfor var min kommentar en kritik af de politikere, der på basis af en enkelt skoleleders udtalelelse – som hun uvist af hvilken grund senere selv lagde afstand til – krævede palæstinensiske børn smidt ud af skolerne.

Jeg synes, at der er god grund til at slå hårdt ned på gerningsæmnd til chikaner og hadforbrydelser, men jeg mener ikke at der ansvarligt at mistænkeliggøre hele grupper af elever for handlinger, de rent faktisk ikke har begået. Det burde vel være logik i et retssamfund. I stedet for at betone og støtte det konfliktforebyggende arbejde, som skolerne knokler med for at modvirke fordomme, fokuserer politikerne på straf og sanktioner. Men hvor er forbrydelserne? Jo, der findes chikanesager, men ifølge skolelederne selv ikke på Nørrebro-skolerne.

Spørgsmålet er – og det er i sig selv alvorligt nok – om der er københavnske jøder, der undlader at sende deres børn til disse skoler af frygt for chikane. Det er ikke umuligt, hvilket en høring på Københavns Rådhus i sidste uge også gav eksempler på, men i så fald er det dét problem, politikerne bør afdække, diskutere og finde løsninger på. I stedet blev eleverne med palæstinensisk baggrund en bloc udpeget som gerningsmænd til forbrydelser, der ifølge skolelederne ikke rigtig finder sted. Derfor kritiserede jeg politikerne for at rykke konflikten ind i vores hoveder.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.