Den 19. november 2013.
Digteren Yahya Hassan blev i går aftes overfaldet på Københavns Hovedbanegård. En mand slog ham flere gange og skældte ham ud for at være “vantro”.
Det må siges at være mere end et tilfældigt overfald på en ung mand. Det kan kun være et angreb, som bunder i Yahya Hassans kulturkritiske digte om faren, familien og islam.
Et angreb på en digter er et angreb på hans digte, et angreb på digte er et angreb på frie ord, et angreb på frie ord er et angreb på ytringsfriheden, et angreb på ytringsfriheden er et angreb på demokratiet. Angrebet på Yahya Hassan er derfor et angreb på os alle.
Nyheden om anholdelsen og varetægtsfængslingen af den 24-årige gerningsmand faldt sammen med det danske kommunevalg i dag, et valg som Hizb-ut-Tahrir sørgeligt nok har brugt som anledning til at slå en kile ned mellem samfundet og de danske muslimer.
Demokrati er ifølge den fundamentalistiske forening uforeneligt med islam, fordi mennesker – siger de i deres visdom – ikke kan bemyndiges til bestemme, det kan nemlig kun Allah!
Manden, der overfaldt Yahya Hassan, blev ifølge flere medier i dag dømt i Danmarks første terrorsag, Glostrup-sagen, i 2007, hvor han som 17-årig blev kendt skyldig i planlægning af terror mod et stadig ukendt mål i Danmark. Han har altså papir på at være terrorist.
Efter syv års afsoning i fængsel går terrorplanlæggeren Abdul Basit Abu-Lifa nu frit omkring under nyt navn, det sært jødisk (!?!) klingende Isaac Meyer. Når han har afsonet den dom, han sandsynligvis får for at slå Yahya Hassan, vil han desværre ikke have ændret holdninger eller værdier. Han er stadig en skamplet på demokratiet, en potentiel terrorist og en politisk hooligan.
Yahya Hassan, derimod, er en modig ung mand, der godt ved at han løber en enorm risiko. Han kæmper med det fineste våben af alle, det frie ord. Den historie han har fortalt i sine aggresive råbedigte, er vidnets historie og – sandt nok – den vantros historie. Vantro er der for få af, digtere eller ikke-digtere. Religiøse antidemokrater er der derimod for mange af, men deri ligger jo demokratiets vidunderlige paradoks: at det skal give taletid til dem, der vil det til livs. Det er derfor vi accepterer at Hizb-ut-Tahrir findes. Og Danskernes Parti (apropos KV2013).
Den vantro digter Yahya kan – Gud-der-ikke-findes forbyde det – risikere at blive Danmarks egen Salman Rushdie, en digter under mere eller mindre permanent beskyttelse, en digter under jorden på flugt fra denne selvretfærdige voldsmand Isaac Meyer og typer som ham.
Som samfund kan vi danne kreds om Yahya Hassan med moralsk opbakning og sympati, idet vi må antage at Politiets Efterretningstjeneste så gør deres til at sikre den unge mand når det er nødvendigt. Samtidig må vi forvente at Forfatterskolen, hvor han studerer, og Gyldendal, der udgiver hans digte, bistår med hjælp og vejledning, ligesom Dansk PEN støtter og rådgiver.