Anmeldelse i Weekendavisen den 27. december 2013.
Provinsliv. Lille velskreven og punktumløs roman, mangfoldig som livet selv.
Carsten Müller Nielsen: Englen over din nabos hus. Roman. 128 sider. 240 kr. Tiderne Skifter
nej, det er ikke en korrekturfejl, hverken her eller i Carsten Müller Nielsens kort- og punktroman, Englen over din nabos hus, hvor alle kapitler begynder med småt for ligesom at angive, at vi hele tiden har været i gang, at tider skal komme, tider skal henrulle, slægt skal følge slægters gang, og fordi tilværelsen foregår i sådan én lang uendelig bevægelse, sætter forfatteren aldrig noget punktum, men lader hele tiden teksten fortsætte i en stakåndet bevægelse derudad i 65 prosasnapshots om en lille sjællandsk by fra tiden op til Anden Verdenskrig og frem til det nye årtusindes begyndelse (og her må jeg lige indskyde at så forskellige forfattere som Jan Stage og Julia Butshkow også har skrevet rigtig gode punktumløse bøger), og selv når et kapitel er slut, står det sidste ord og dirrer i luften uden den lille berømte prik som stopklods for sætningen, og selv ikke i romanens sidste tekst bliver der sat punktum, nej det hele får bare lov at ebbe ud til en virkelig plat Otto Leisner-vittighed, vi slutter nemlig i 70’erne for der ikke er nogen kronologi i fortællingen, som bare udvikler sig kalejdoskopisk og sekventielt derudad, springende i tid og sted, fra person til person, fra familie til familie, så man først kan lægge det samlede puslespil til sidst og undervejs må leve med forvirringen, for eksempel når man læser om et ægtepar der har mistet deres børn i en brandulykke og først hen mod romanens slutning får selve skildringen af branden, men stilen holder og man lever sig ind i de abrupte historier, og netop Mona og Kresten Melgaard, hvis børn omkommer i det brændende hus, står centralt i romanen, fordi romanens titel, Englen over din nabos hus, refererer til et syn, som den desperate mor har på den skæbnesvangre nat, hvor hun ser englen (og så blev dét 80’er-symbol genintroduceret) træde frem på himlen, “en høj legemsbygning med tre vingepar der slog tungt i luften, og fra hans mund og øjne brændte ilden og på hans hoved, så hun, knejsede et kronhjortegevir og fra takkerne flagrede stofrester eller tråde af blæretang i vinden der tog til”, og dét er jo et syn, som kan gøre enhver angst og religiøs, og Mona bliver begge dele, men det ved vi på forhånd, fordi vi allerede har hørt at hun bliver hvervet af Den Evangeliske Sandheds Vogtere, hvilket dog ikke bliver hendes redning, for intet kan redde en mor, der har mistet sine børn i en brand, heller ikke en engel over huset, og bemærk den fine synsvinkelforskydning i romanens titel, hvor englen ikke står over dit eget hus, men over naboens, for det frygtelige sker jo aldrig for en selv, men altid kun for naboen, og i lillebyen er vi alle hinandens naboer og tilsammen udgør alle de løsrevne fortællinger et broget billede af byen og dens mennesker, altså af os og vor tid, og som sådan er Englen over din nabos hus en lille, komprimeret kollektivroman, der garanteret er inspireret af Peer Hultbergs legendariske storværk Requiem, hvor en provinsbys skæbner enten væves sammen eller kører parallelt, for sådan er det også her i byen med englen over nabohuset, og selvom man som læser føler sig hårdt ramt af nogle skæbner og kun strejfet af andre, opnår Carsten Müller Nielsen samlet set rigtig meget med sin velskrevne og bevægende punktumløse punktroman, der er mangfoldig som livet selv, og her burde faktisk stå et punktum, men det dropper vi i dag