Allan Edwall: Doktor Glass. Monolog på baggrund af Hjalmar Söderbergs roman

Anmeldelse i Weekendavisen den 27. september 2013.

Doktor Glas. Livet er kort, men timerne er lange. Genial sceneopsætning af Hjalmar Söderbergs moralske gyser.

Du skal ikke forstå for meget

Den er djævelsk, dramatisk, spændende og sindsoprivende, den udspekulerede roman Doktor Glas, som Hjalmar Söderberg chokerede stockholmerne med i 1905, og præcis det samme er den teatermonolog, der kondenserer romanen til fuldkommenhed i Krister Henrikssons pragtspil.

I foråret skrev de kræsne teateranmeldere i London næsegrus kritik af opsætningen på Wyndham’s Theatre, hvor monologen blev spillet på svensk med engelske subtitles, og i fredags havde stykket premiere på Göteborg Stadsteater med stående ovationer ved tæppefald, mens Krister Henriksson lagde en hånd på hjertet, bukkede let, smilede forlegent – og listede ud.

Hjalmar Söderbergs roman handler om lægen Tyko Gabriel Glas, der kommer i store moralske og menneskelige problemer, da han forelsker sig i en ung kvindelig patient, som beder ham lyve hende syg for hendes ægtemand, den ækle pastor Gregorius, så han “afstår fra sine rettigheder” i ægtesengen. Men pastoren vil ikke holde fingrene fra sin hustru. Han siger, at det er deres pligt at få et barn, og pligten overfor Gud går forud for hustruens helbred.

For at redde den unge kone, bilder Doktor Glas pastoren ind, at han lider af dårligt hjerte, og at det vil være farligt for ham at dele seng med sin kone. “For deres kone gælder det helbredet, for pastoren selv gælder det livet,” lyver doktoren – og så er der lagt op til en gyser af dimensioner. Det handler om mandens magt og mandens ret, og om hvordan videnskaben udmanøvrerer religionen. Med andre ord: Det stof som skandaler skabtes af anno 1905.

På romanens første side mindes Doktor Glas en anekdote om Schopenhauer, der sad på en café, da en mand med et usympatisk ydre trådte ind. Filosoffen betragtede hans ansigt, hvorefter han rejste sig og dunkede manden i hovedet med sin stok. Og sådan har doktoren det med pastoren. Han byder ham imod, ganske som pastoren byder sin unge kone imod. Hvem kan tåle en modbydelig fedling, der undertrykker sin hustru seksuelt med troen som argument?

Peder Bjurmans scenografi viser lægekonsultationen i en slags hammershøisk renhed, hvor lyset strømmer ind gennem vinduerne med de lange hvide gardiner. På væggen hænger et ur uden visere, måske for at antyde, at tiden er gået i stå i doktorens eget liv. Han omtaler sig selv som et menneske, der er skabt til at hjælpe andre, men ude af stand til at hjælpe sig selv. Splittet som han er, kastes han skygge op på væggen i en sigende dobbelteksponering, der stemmer godt overens med hans forelskelse i den unge kvinde, som han aldrig vil kunne få. Hun elsker nemlig en anden, en ung mand, der har netop det ansigt, som Doktor Glas gerne ville have.

Men hvad kan man gøre, når man blot er et skyggemenneske – men dog et skyggemenneske med magt og muligheder? Det spørgsmål slår ned i doktoren, da den unge kvinde betror ham, at hun ønsker sin modbydelige mand slået ihjel. Herefter udklækkes en djævelsk plan i den filosoferende doktors hoved. “Livet er kort,” siger han til sig selv, “men timerne er lange”. Og: “Man skal ikke forstå for meget. Men når man forstår dét, har man allerede forstået for meget.”

Hvordan det hele ender, skal ikke røbes her. Hvis man ikke får mulighed for at se forestillingen, bør man i hvert fald ikke snyde sig selv for romanen. Blot skal det med, at Doktor Glas flere gange frem mod sluspillet står ved sit emaljefad og vasker sine hænder.

Krister Henrikssons solopræstation gennem halvfems minutter er betagende. Med en knusende sikker diktion, en forbløffende righoldig mimik og et kropssprog, hvor hver en antydet bevægelse rummer et helt menneskeportræt, skildrer han både Doktor Glas, den unge kone og den modbydelige pastor i én totalkontrolleret fortælling, der er både alvorstung, gravitetisk og komisk.

Når Krister Henriksson kan spille rollen som den besatte doktor så indfølt eminent, skyldes det ikke alene, at han er en dygtig skuespiller med sans for stoffets dramatik. Det skyldes også, at romanen og monologen har en særlig betydning i hans kunsterniske liv. Som ung engang i 1960’erne så han den på et lille kælderteater med Allan Edwall, som selv havde dramatiseret romanen, i rollen som Doktor Glas. Allan Edwall (som vi blandt andet kender som Emils far i tv-filmatiseringen af Emil fra Lønneberg) sagde bagefter til sin unge kollega, at han en dag selv skulle komme til at spille rollen, og den profeti skulle mange år senere gå i opfyldelse.

Under optagelserne til en ny tv-sæson som Kurt Wallander, begyndte Krister Henriksson nemlig at genlæse romanen hver aften, mens han boede på hotel i Ystad. I 2006 havde han så premiere på stykket på Vasateatern i Stockholm. Senere har det spillet på både Dramaten og Wyndham’s Theatre, og nu altså i Gøteborg – og der synes ikke at være nogen ende på anmeldernes og publikums begejstring. Et eller andet dansk teater bør virkelig invitere Krister Henriksson og Doktor Glas i genialt samspil herned.

Allan Edwall: Doktor Glass. Medvirkende: Krister Henriksson. Monolog på baggrund af Hjalmar Söderbergs roman. Instruktion: Peder Bjurman og Krister Henriksson. Göteborg Stadsteater, www.stadsteatern.goteborg.se.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *