Weekendavisen den 10. august 2012.
Kommentar. De Radikale vil revidere folskeskoleloven og sætte mangfoldighed på skoleskemaet. Det er overflødigt.
Det kunne ligne en sommerballon, men er tilsyneladende et egentligt politisk udspil, som vi kommer til at høre mere til. De Radikale ønsker at eleverne allerede i de små klasser skal undervises i tolerance og mangfoldighed, og det bør skrives ind i den forestående revision af folkeskoleloven. Det varsler partiets ligestillingsordfører Sofie Carsten Nielsen.
“Danskerne har ikke helt indstillet sig på, at mangfoldighed er kommet for at blive, og at man kan leve og være på mange forskellige måder,” sagde hun i sidste uge. Hun pegede på at der er modstand mod muslimske bederum på arbejdspladserne, og at nye undersøgelser viser, at seks ud af ti danskere mener, at folk fra Mellemøsten kan betegnes som religiøse fanatikere.
Spørgsmålet om bederum på arbejdspladserne er en gammel traver, men mig bekendt er det irrelevant. Jeg husker engang i 90’erne, hvor Poul Nyrup Rasmussen som statsminister lige ville vise, at han også kunne være hård i filten med en kommentar om, at vi måtte sige fra overfor krav om at man skulle kunne bede fem gange om dagen på sit job. En hurtig rundspørge hos de store virksomheder viste, at problemet var ukendt, og måske er det stadig et fatamorgana i debatten. Det samme så vi for et par år siden, hvor der var stor opstandelse over bederum på gymnasierne – lige indtil det viste sig, at der rent faktisk ikke var nogen gymnaiser med bederum…
Hvis der rent faktisk er et reelt ønske om bederum på en arbejdsplads, må man spørge sig selv om der bør gives rum til privat religiøs praksis på danske virksomheder. Hvis en arbejdsgiver kan se en fordel i at indrette bederum, fordi det evt. kan holde på arbejdskraften – som frugtordning, fittness og firmafester – og dermed gavne business og bundlinie, så værsgo. Men skal der lovgives om det? Absolut ikke. Vi skal have et religionsfrit råderum i et sekulært samfund.
Men det er ikke kun forholdet til muslimerne, Sofie Carsten Nielsen bekymrer sig om. Det radikale mangfoldighedsudspil handler også om øgede rettigheder til homoseksuelle og transpersoner: “Lærerne skal forklare børnene, hvad det vil sige at være trans. Hvad det vil sige at være homoseksuel. Og hvordan ligestilling mellem kønnene skal forstås. Og så skal børnene vide, at der skal være plads til alle i det danske samfund uanset seksualitet, køn eller etnisk oprindelse,” siger den radikale ordfører, der konkret ønsker bedre mulighed for kunstig befrugtning for lesbiske, og at transseksuelle, der ikke har fået en kønsskifteoperation, kan få kønsneutrale CPR-numre og pas, hvor der ikke står om man er M for male eller F for female, men X for transseksuel. Det lyder som absolut besindige forslag, som jeg gerne ser realiseret.
Spørgsmålet om tolerance vender jævnligt tilbage i den danske samfundsdebat, og indbygget er den sofistiske spidsfindighed om tolerancens berømte grænser. Hvor går grænsen, og skal man være tolerant overfor intolerancen, lyder det polemiske modspørgsmål hver gang. Reaktionerne på De Radikales forslag var absolut heller ikke til at misforstå på nettets kommentarfelter og blogs, hvor partiet bl.a. blev kaldt fædrelandsskadelige, nyttige idioter for menneskeundertrykkende islam. Eller som en læser skrev på berlingske.dk: “Det er svært at forstå hvorfor Danskerne lader et lille og ubetydeligt segment af vores befolkning dominere vores værdidebat stadigvæk. Disse selvgode pariaer, der så åbenlyst har mentale problemer med deres selvværd, udgør stadigvæk en mærkbar og substantiel trussel imod det Danske demokrati. Det er som om at denne sygelige radigale bevægelse totalt mangler situationsfornemmelse og ikke vil forstå, at det store flertal af den Danske befolkning ikke køber deres perverterede politiske ideologi.”
Intolerancen overfor tolerancen fejler absolut ikke noget i debatten. Men spørgsmålet er, hvor tolerante danskerne er – eller ikke er. Jævnligt kommer der undersøgelser og meningsmålinger om emnet, og de viser snart det ene, snart det andet. Den ene dag er vi verdensmestre i tolerant fordragelighed, den næste er vi det stikmodsatte. Men ganske stabilt opfatter vi danskere os selv som fordomsfri mennesker, der gerne giver plads til forskellighed. Det er ikke nødvendigvis forkert, men det er heller ikke nødvendigvis sandt, og heldigvis for det, for intet folk kan beskrives i absolutter, og som bekendt skifter fronterne i værdidebatten over tid.
Sofie Carsten Nielsens forslag om øget skoling i tolerance i de yngste klasser blev med det samme skudt ned af de øvrige partier, og når De Radikale går videre med det efter sommerferien, vil de ikke kunne samle flertal. Det er heller ikke nødvendigt. Folkeskoleloven forpligter allerede skolerne på at undervise i frihed, frisind, demokrati og menneskerettigheder, og jeg er sikker på at lærerne i meget høj grad udnytter mulighederne. Derfor vil jeg gerne bevare lærernes frihed til at vælge temaer og metoder, og jeg ønsker ikke at de skal rette ind efter en kanon af statsautoriserede sande og sunde værdier, uanset hvor ideelle og sympatiske de måtte være.
At tænke sig en folkeskole, hvor eleverne bliver bedømt på deres mennekserettigheds- og mangfoldighedskompetance og rummelighed. Man ser det for sig på eksamensbladet, ja måske endda i passet ved siden af et M, F eller X: T for tolerant.