Weekendavisen den 7. september 2012.
Blæksprutten. Forlagenes katalogtekster er en genre, hvor der kalkuleres med risikoen for at oversælge. Vi ser nærmere på nogen af efterårets nyheder.
Med de seneste ugers udgivelser af store forfatternavne som Pia Juul, Naja Marie Aidt og Nielsen blev efterårssæsonen skudt tidligt – og godt! – i gang, og i den kommende tid kommer romanerne, novellerne og digtsamlingerne væltende ud af alle knaphuller på forfattere og forlag.
Allerede i dag udkommer en bog, som påkalder sig vores nysgerrighed. Katrine Marie Guldager genudgiver de to første bind i sin stort anlagte Køge-krønike, der er begyndt med Ulven og Lille Hjerte. Mens vi venter på bind tre, kommer de to første romaner nu i ét bind, hvor Ulven er revideret (hvad det så vil sige?) og forøget med fem nye historier skrevet af Hr. Fink, en nabobifigur fra romanerne. Det lyder som en slags kunstnerisk bonusmateriale, der gør bøgerne til andet og mere, end et traditionelt genoptryk – en snedig måde at genudgive og vedligeholde romanerne på.
Om Katrine Marie Guldager bemærker vi i øvrigt, at hun har forladt Gyldendal til fordel for Lindhardt og Ringhof, hvilket betyder at Lille Hjerte optræder i begge forlags kataloger for 2012, ordinærudgaven hos Gyldendal, genudgivelsen hos Lindhardt og Ringhof, hvilket må siges at være ganske usædvanligt, ja gad vide om den slags er sket før i samme katalogsæson?
Erobringen af Katrine Marie Guldager er i øvrigt en god skalp for forlaget, der kæmper for at opbygge et godt litterært program efter mange magre år. I sidste uge udkom Stig Dalagers store roman om Marie Curie, Det blå lys, og senere på sæsonen kommer noget så sjældent som en dansk cirkusroman. Det er den artistuddannede Iselin C. Hermann, der har skrevet Cirkus Manera, der rapporteres at være “en krønike med spænding og kærlighed, humor og tragedier”.
Det samme kan man vist sige om kollega Leonora Christina Skovs nye roman, Førsteelskeren. Jeg citerer fra kataloget (Politikens Forlag): “I 90erne og begyndelsen af dette nye årtusind var Nat Kaminski Danmarks ukronede romankonge, verdenskendt for bl.a. sin store erotiktrilogi, hvori han nådesløst udleverede sig selv. Nu har alle, der har stået ham nær, vendt ham ryggen, og ingen køber hans bøger. Dertil kommer, at hans elskede, sangerinden i punkbandet Schneewittchen and the Bipolars, Veronica Lake, har forladt ham. Han har været hende utro igen, men hun elsker ham stadig.Veronica har ikke delt meget af sin fortid med Nat af frygt for, at den skulle blive omsat til litteratur, men i et ikke afsendt brev fortæller hun nu om sin opvækst og om sin mor, den rødhårede letlevende Gina, som forsvandt på en skovtur i 1950. Hun havnede på sindssygehospitalet i Vordingborg, hvor hendes mand fik hende spærret inde som sindssyg.”
Og nu vi er i gang, så lad os blive lidt i selskab med de sindssyge. Rune T. Kidde har vist drejet endnu en af sine vilde fortællinger, Dødssøbølger (Modtryk). Den beskrives af forlaget på denne uhyggelige måde: “Jogvan bliver nøgen og afsindig bragt ind på Sankt Johannes Hospital en kold vinternat med en månesten om halsen. Efter lang tids bæltefiksering og tavshed begynder han at fortælle en psykiatrisk overlæge om sin uhyggelige skæbne. Han er vokset op i Torshavn i et dystert hus tilknyttet vældige lagerhaller med rester fra alle skibe, der er gået ned og hugget op på Færøerne gennem flere hundrede år (…) Intet i denne bogs vandring på kanten af menneskesindets knivsæg er, som det ser ud til at være – det er værre.”
Åh ja, katalogtekster er en genre, hvor der kalkuleres med risikoen for at oversælge. Se bare hvad Sohns Forlag skriver om Sven Ørnøs Dyndhåb, der er henlagt til Helsingør i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor den brutale, drikfældige grovsmed Herman Grundig huserer:”Sjældent har man i dansk litteratur set en så rå og selvdestruktiv mand som ham. Han er brutal over for sine undergivne på skibsværftet, hensynsløs over for sin kone og datter, og det eneste forhold, han har til sin søn, er, at de to slås, indtil blodet flyder, hver gang de er i samme stue eller på samme værtshus.”
Herman Grundig kunne godt lyde som en mand, det er værd at stifte bekendtskab med – han er tilsyneladende en sjældenhed i dansk litteratur, og det er dog noget!
Også på forlaget Klim kan de kunsten at skrive teasertekster til katalog og pressemeddelelser. Dansk-tyrkiske Leyla Tamers roman Lille Yelena får i hvert fald nogle effektive ord med på vejen: “Magt. Erotik. Kriminalitet. Magi. Tyrkiet. Lille Yelena er en sjælden roman. Lille Yelena er et legende, sorgløst barn, men pludselig en dag bliver hun af krop som en 70-årig. til gengæld kan hun se skæbner, og i ledtogt med sin kludedukke kan hun forudsige alt det, som ellers er dunkelt for mennesker. Men det koster at få hjælp til at få opfyldt sine drømme. Det kommer en ung forbryder til at sande, da han vil overtage chefens forretning og hans kone…”
På Samlerens forlag stemmer de forventningerne højt med en helt anden stil, når Vibeke Grønfeldts Bogstavets betydning skal præsenteres: “For Nini No Nielsen ligger der talløse liv i alfabetets bogstaver. Bogstav for bogstav skriver hun levende og døde frem. Fx. V for den suveræne Vanderbilt, der vandt 14 millioner i Lotto og ikke har en bekymring i livet. A for kræftsyge Arild, der lige knap overlever på øl, M for Mester Tavs, fortællingens umælende mindtpunkt, der er ved at bygge hus på en mark. Bliver han mon nogensinde færdig? Snakken i byen går.”
Hvad mon det dækker over? Min fornemmelse siger mig, at det er godt, rigtig godt. Og så er der sidste nyt fra Gyldendal. De lover at Niels Franks første roman, Nellies bog, er en helt ny læseoplevelse, skrevet på en blanding af dansk, amerikansk og jysk, gammelt og moderne – og Lars Frosts Kongskilde NCS 5100 kaldes en genreløs bastard i dialog med Freuds seksualteori.
Dét ser vi forventningsfuldt frem til – og til nye markante romaner af Kristian Bang Foss (Døden kører Audi) og Anne Lise Marstrand Jørgensen (Hvad man ikke ved). Og endelig må vi have med, at den gamle garde tilsyneladende er ved at gøre status. Klaus Rifbjerg skriver i Nøleren om en litteraturprofessor, der er blevet uven med sin ven kunstmaleren, som han ellers har kendt siden skoletiden. Hvad skal det uvenskab gøre godt for, spørger han sig selv. Også Jens Smærup Sørensen skriver om en professor i Hjertet slår og slår. Han skal besøge sin gamle far, der kun har få dage igen, men – som titlen røber – er faren mere sejlivet end som så. Hanne Marie Svendsens Bølgernes skum skildrer en forfatter, der er ramt af en skrivekrise. Men det vil hendes romanfigurer ikke finde sig i.
Bogåret er i gang.