Gå hen til brønden

Anmeldelse i Weekendavisen den 30. november 2012.

Rumi-roman. Lotte Isager skriver med stor kunstnerisk kontrol og markant egensindighed.

Om forfatteren Lotte Isager vidste jeg intet, men forlaget fortæller gavmildt i pressemeddelelsen, at hun er født i 1964 og som ung levede af at spille tennis i London, inden hun – ramt af fornuft – begyndte at studere etnografi og antropologi i Århus, blev mag. art. på en afhandling om dovenskab på Borneo, og siden har arbejdet som forsker i Danmark, Vietnam, Thailand og Kenya.

Lotte Isager har også en ph.d. i geografi og udgav for 22 år siden romanen Skyggeboksning. Hun lyder med andre ord ikke som én, der går tolv af på dusinet.

Du er da også en ganske usædvanlig roman, skrevet i anden person ental, hvilket ikke er hyppigt set i dansk litteratur, og tonen adskiller sig også væsentligt fra andre romaner med ‘du’ i titlen: Christina Hesselholdts Du, mit du, Peder Frederik Jensens Her står du, Christian Jungersens Du forsvinder, Jens Christian Grøndahls Det gør du ikke og Lisbeth Bruns Det du mister

Nej, Lotte Isagers Du behøver ikke andre ord at støtte sig til. Det er noget for sig, og ikke kun på grund af henvendelsesformen, hvor det personlige pronomen bliver et forførende kunstgreb, der suggestivt sigter lige så meget på læseren som på et fiktivt, litterært ‘du’.

Som forlaget videre skriver om romanen: “Du er en fortælling om kærlighed, adskillelse og forening, og om menneskers vej ind til hinanden. Handlingen udspiller sig i en mosaik af korte, hurtige afsnit, hvor synsvinklen veksler mens historien udvikler sig. Også bogens univers veksler. Er vi i Bagdad eller Europa, i virkeligheden eller i 1001 nat?”

Som det fremgår: Man læser romanen med en tiltagende tvivlrådighed mens du’et skifter, og enkelte handlingstråde langsomt samles. Vi er i en stor, navnløs by, måske Bagdad, hvor vi føres ind i en gruppe menneskers liv og tanker, og som et poetisk-filosofisk spor væves citater af den store persiske sufidigter fra 1200-tallet, Rumi, ind i fortællingen.

Åbningen er spektakulær, jeg citerer:

“Det kan sagtens tænkes, at du en dag kommer til at ligge i luften med et andet menneske, og I flyver sammen, ordløse, sporløse, mellem himmel og jord, I daler gennem luften med blafrende hud, holder fast ved hinanden, og du mærker dette ubegribelige element overalt på din krop, usynligt, allestedsnærværende, mens luften omfavner jer, ligesom du har set vandet omfavne fiskene i floden, ligesom ilden omfavner træet, den brænder, og jorden de døde.”

Scenen udvikler sig på en sær måde. Manden og kvinden ikke bare klamrer sig til hinanden mens de styrter mod jorden, nej de gisper under hinandens kærtegn og han glider sorgløst ind og ud af hende, indtil hun ser på sit ben og indser, at de vil falde til jorden. De kan se Sultanens Palads i byen, der er omgivet af ørken, og da de er jorden nærmer sig, siger han “Se! Se brønden!”. Kapitlet slutter: “Tilbage står kun spørgsmålet, om I vil blive grebet.”

Hvad foregår der? Hvad skete der, da kvinden så på sit ben? Hvilken rolle spiller brønden? Og bliver de/vi grebet, hvis denne situation “som sagtens kan tænkes” rent faktisk opstår?

Den årvågne læser har bemærket, at forfatteren har sat et par citater af Rumi som indgang til romanen. Det ene lyder: “Gå hen til brønden”. Som vi arbejder os ind i romanen, bliver brønden som motiv og symbol mere klart. Hvad var det Rumi mente? Og hvad er det den unge mands mor mener, når hun udskifter det at gå med det at flyve: “Flyv hen til brønden”?

Det kaster et replikskifte lys over, da du’et får en forklaring fra en kvindelig chefredaktør: “Gå hen til brønden. Gå i luften, om du vil. Din ven her må finde sin egen vej. Han blæser igennem livet som et vindstød, det vil du få at se. Snart er han også ude af dit liv. Han drømmer om en bestemt sindstilstand, ikke om dig. Hvis han knytter sig til dig, er det kun, fordi han håber på, at han på den måde kan opnå den sindsstemning.”

Kvinden uddyber sin menneskekundskab, med Rumi som kilde og vidne: “Se bort fra om du er grim eller vanskabt… Du som har tørre læber, bliv ved med at søge efter vand! Dine læbers tørhed er et budskab fra vandet, om at det til sidst vil slukke din tørst, hvis du søger…”

Jo, her er et budskab, som er til at tage at føle på. Gå hen til brønden. Eller gå i luften. Find din vej i tilværelsen. Og lad dig ikke slå ud. Hvordan Lotte Isager lader sig inspirere af Rumis opfordring til den vanskabte, vil jeg ikke røbe her, men det er stærkt og aparte.

Aparte er også flere fantasmagoriske passager i Du, ikke mindst besøget hos ‘hjertepudseren’, hvor du’et fra faldet i romanens åbningsscene (og slutscene) konsulterer en kvinde, der rengør hjerter for ophobet snavs og forvandler huden til et spejl for de billeder, der dannes i hjertet. Det er magisk realisme på persisk på dansk.

Lotte Isagers sprog og fortælling springer dristigt fra det sted- og tidløse til en samtid i geografisk – men stadig navnløs – genkendelighed, hele tiden i bevægelse omkring bærende symboler som byen og brønden. Hendes kølige og koncentrerede prosa er skrevet med stor kunstnerisk kontrol. De poetiske og filosofiske pointer står derimod i så utilsløret gæld til den store Rumi, at Lotte Isager selv fortoner sig noget, hvilket desværre får Du til at tone ud i en splittelse – dels som en noget kunst-ne-risk og kunstlet roman, dels som en filosofisk fortælling i skønskrift, der markerer sig ved sin iøjenfaldende egensindighed.

Lotte Isager: Du. 224 sider, 200 kr. Forlaget Vandkunsten.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.