Anmeldelse i Weekendavisen den 26. oktober 2012.
Lendrup. Det er i livet, som med naturens dannelse: man bliver skubbet og tabt, og får et trykseksten.
Over hegnet
Hvis man tager Ida Jessen og Jens Smærup Sørensen og blander dem med Hans Otto Jørgensen og Josefine Klougart, får man en jysk situeret prosa, hvor livsomvæltende begivenheder fortælles lavmælt og side om side med lyriske sprogregistreringer af naturens stemninger. Og alt dét får man også, når man læser en af dansk litteraturs bedst velbevarede hemmeligheder: Lisbeth Brun, der nu er aktuel med Som brødre vi dele, der er tredje bind i Lendrup-serien.
I den første roman Vejs ende (2006) mødte vi den stressnedbrudte arkitekt Lærke, der vendte tilbage til Løgstør, hvor hun voksede op hos en plejefamilie efter en tvangsfjernelse. Den anden roman, Det du mister (2011), begyndte i de tidlige 60’ere, hvor den enlige mor Marie tog med sin lille søn til Lendrup ved Løgstør for at arbejde i huset hos gårdejeren Villy. På vejen derop blev hun besprunget og besvangret af chaufføren, og da graviditeten kunne ses, gav Villy hende et tilbud: Gift dig med mig – men barnet skal bortadopteres. Marie slog til.
I Som brødre vi dele er der gensyn med en af bipersonerne fra Det du mister, nemlig Helle, der engang i 80’erne dukkede op på gården, hvor hun kom til at arbejde med hestene, mens hun angiveligt læste til lærer på seminaret i Ranum. Det viste sig, at hun i virkeligheden var på sporet af sine rødder, for hun var nemlig den datter, som Villy tvang Marie til at give fra sig. Nu får vi så at vide, hvordan hun via mødet med Lærke i en adoptionsgruppe fandt frem til sin biologiske mor.
Med et fortælleteknisk veludført krydsklip i både synsvinkler og tid, skildrer Lisbeth Brun de samme situationer som de opleves af forskellige personer, og Som brødre vi dele belyser dermed de tidligere romaner, især Det du mister, og i særlig grad en ulykke i ridehallen, som bringer Villy på hospitalet, som nu beskrives gennem Helles blik.
Der er nu gået over tyve år siden den bortviste datter sidst var i Lendrup. Marie er videre i sit liv i et nyt ægteskab, Villy er død, og Helles to halvbrødre Ole og Jens – som også er hinandens halvbrødre – lader med en vis modvillighed Helle flytte ind på den forladte gård, og de splittede mennesker prøver nu halvhjertet og tvivlrådigt at hele en falmende og famlende familie, kulminerende i en rørende forløsende konfrontation i romanens sidste scene.
Officielt kan Lendrup-serien læses som fritstående romaner, men det kan ikke uden videre anbefales. De tre bøger er nemlig skrevet som et triptykon, hvor forholdet mellem detalje og helhed er grundigt tænkt igennem. Man vil derfor stå noget fortabt tilbage, hvis man læser Som brøde vi dele uden at have især Det du mister i frisk erindring.
Lisbeth Bruns solide prosa er sprogligt forankret i lyrisk finhed, og hun skriver både stemnings- og indsigtsfuldt om menneskene og naturen, for eksempel her, hvor Helle er ude med sin mountainbike: “Oppe ved pigtråden tog hun bestik af skråningen og valgte at tage til højre. Kvierne fik øje på hende og satte sig langsomt i bevægelse, og hun bremsede for ikke at lande i en rævegrav. Bakkerne måtte være noget isen havde skubbet sammen eller tabt på sin vej, og sådan var det også med alt her i livet. Man fik et trykseksten, eller også havde man ikke lov at være med. Nu luntede flokken hen mod hende, og i sidste øjeblik fik hun sig selv og cyklen over hegnet. En stængel var vokset helt op til tråden, og det tikkede omkring den.”
Et elegant symbol: Det er i livet, som med naturens dannelse: man bliver skubbet og tabt, og får et trykseksten som et slags adgangstegn til det menneskelige fællesskab – og mens flokken kommer luntende, gælder det for den enkelte om at komme over hegnet.
Den traditionsrige nordjyske litteratur, der altid har bidraget så stærkt til dansk fortællekunst, har med Lisbeth Brun fået en ny, stærk stemme.
Lisbeth Brun: Som brødre vi dele. 2338 sider, 250 kr. Roman. Gyldendal.