Hvem var Egan Christians?

Weekendavisen den 7. juli 2012.

Mystik. I 1958 udgav det eksklusive forlag Arena en bemærkelsesværdig debutroman om Mau Mau-opstanden. I dag findes der kun et enkelt aerogram fra forfatteren.

For et par år siden læste jeg en anmeldelse i et nummer af tidsskriftet Perspektiv fra 1958. En ung Klaus Rifbjerg, der i øvrigt netop havde sendt Den kroniske uskyld på gaden, skrev om en forfatter, hvis navn fængede min opmærksomhed – Egan Christians, hed han, og noget sagde mig, at navnet skjulte en god historie.

Klaus Rifbjerg var i vildrede om romanen Himmelen over løverne: “En så hård, uforsonlig, splittet bog skal man lede længe efter. Hovedpersonerne er to britiske politisoldater i Kenya på jagt efter Mau Mau. De spytter engang imellem lidt sætninger ud i god hemingway-stil, ellers lader de hovedsagelig maskinpistolerne ordne samtalerne. Mau Mau er den satanisk, ufatteligt brutale fjende, som skal vernichtes – dermed basta.”

Anmelderen mente at man måtte smide bogen fra sig i lede og foragt, men så alligevel ikke: “Den har et krav, sidder fast i hjernespindet som en borre, der er umulig at fjerne, før man helt har forstået, hvorfor den sidder der.” Klaus Rifbjerg konkluderede, at “bogen er modbydeligt spændende, talentfuld i usædvanlig forstand. Et mærkeligt indslag i dansk litteratur.”

Hvem i alverden var denne Egan Christians? Og hvilken historie gemte sig bag navnekonstruktionen? Egan, ikke Egon. Christians, ikke Christiansen. Jeg søgte i gamle håndbøger og på nettet, men forgæves. Jeg fik dog fat i romanen i et antikvariat, og bagsideteksten var interessant: “Egan Christians er dansker, men bosat i Britisk Sydafrika, hvor han bestyrer en farm. I to år gjorde han tjeneste i det britiske politi, da kampene mod Mau Mau var på deres højeste. Det er disse begivenheder, der udgør handlinge i denne hans debutroman. Himmelen over løverne er en uheroisk bog, en nøgen bog. Det er en roman om en nådeløs menneskejagt, en grusomhed uden lige, men også – og især – om mennesker i en situation, der ødelægger dem indefra. Det er en bog om, hvad der sker med mennesker, der jager mennesker…”

Forfatteren var altså dansker og farmbestyrer i de britiske besiddelser, som få år senere, i 1961, blev selvstændig som det nuværnede Tanzania. Og så havde han gjort tjeneste i det britiske politi under kampene mod Mau Mau i Kenya. Romanen er altså selvbiografisk af en slags. Den såkaldte Mau Mau-opstand mod kolonistyret stod på 1952-1957, og slutter dermed samtidig med at Egan Christians roman udkommer. Vi ved ikke, hvornår han selv gjorde tjeneste.

Himmelen over løverne skildrer to britiske politisoldater, Robert og Ken, der deltager i kampen mod en gruppe Mau Mau-terrorister ude i bushen. En roman om mennesker, der jager mennesker, står der som sagt på bagsiden, og jagten går mange veje. De sorte jager de hvide, de hvide jager de sorte, de sorte jager hinanden, de hvide jager hinanden, mændene jager kvinderne – og alle jager frihed og lykken.

For at komme på sporet af den mystiske og komplet ubeskrevne Egan Christians henvendte jeg mig til bestyreren af de gamle arkiver for forlaget Arena, og det lykkedes at finde et enkelt aerogram fra forfatteren i arkiverne. Det fremgår dog, at der har været mindst et par breve mere. Aeogrammet er dateret den 8. august 1957. Det er skrevet på maskine (ø’erne er o’er med en ‘ og æ er ae), frankeret med et 50 cent frimærke med portræt af en ganske ung Dronning Elizabeth II og en slank giraf i profil, afsendt fra Maguilo Farm, P.O. Box 10, John’s Corner, Southern Highland Province, Tanganyika, og det er stilet til Arena, Forfatternes Forlag, Fredensborg:

Forfatteren fortæller, at hans fulde navn er EGAN CHRISTIAN JOACHIM CHRISTOFFERSEN CHRISTENSEN, og at han “engang var den ulykkelige ejer af syv navne”. Og så skriver han: “Jeg skal ikke gøre det indviklet for Dem, men af flere grunde ønsker jeg at bruge navnet CHRISTIAN.”

Hvorfor forfatternavnet ender med at blive Christians med en s til sidst, kan vi ikke vide. Af brevet fremgår det, at forlæggeren, Arenas legendariske K.E. Hermann, tidligere har foreslået, at manuskriptet skal gennem Elsa Gress’ hænder (en slags gennemskrivning eller redigering?), og Egan Christians tilslutter sig taknemmeligt ideen. Derefter fortæller han sin forlægger, at han har ca. 15 manuskripter i skrivebordsskuffen, og at han arbejder på en roman om fire unge mænd i efterkrisgtidens Europa. Han gør også notater, skriver han, til en stor Afrika-bog, som han vil bruge år på at skrive. Han har læst en del Afrika-litteratur, men det meste keder ham, kun ikke Karen Blixen.

Det korte brev præsenterer en dannet mand, præget af ydmyghed, beskedenhed og venlighed, men også en mand, der kun linder let på låget om sin tilsyneladende ganske brogede fortid, familieforhold m.m. Sporet ender blindt, for udover hans roman, har vi kun aeorgrammet, der rejser lige så mange spørgsmål, som det besvarer: Hvad er forfatterens biografiske kendsgerninger? Hvad er den fulde historie bag hans mange navne, inklusive de to, som han har bortskaffet? Hvorfor er forfatternavnet på omslaget af romanen Egan Christians? Hvad bragte ham i sin tid til Kenya og videre til Britisk Sydafrika? Hvad lavede han i britisk polititjeneste i Kenya under krigen mod Mau Mau? Hvad blev der af de ca. femten manuskripter, han omtaler i aeogrammet? Hvilken rolle mon Elsa Gress har haft ved færdiggørelsen af manuskriptet (hun har næppe kun rettet kommaer, men sandsynligvis revideret sproget og måske givet det hele en litterær overhaling)?

Hvem var Egan Christians? Jeg har spurgt mig for i litterære kredse – fra Klaus Rifbjerg til eksperter i Arenas historie og 50’ernes litteratur. Ingen ved mere om romanen og dens forfatter. Ender sporet her?

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.