Forebyggelsesfascismen længe leve!

Kommentar i Weekendavisen den 17. februar 2012

Kommentar. Nu har cigaretpakkerne fotos af rygerlunger, kræftsvulster, sprukne læber og ødelagte tænder, tunger og mundhuler. Det kan man da kalde en vaskeægte skræmmekampagne.

Tre små oplevelser fra de seneste par uger:

1) En mail fra min mor tikker ind: Fredag den 17. er det 40 år siden jeg holdt op med at ryge. Det fejrer vi med middag for hele familien!

2) Ved cykelstativerne på en af mine freelancearbejdspladser møder jeg en mørk eftermiddag en kollega fra en anden redaktion. Vi siger hej og småsnakker indtil jeg opdager en fin røgsøjle, der stiger op bag hendes vinterhue. Hun er ved at ryge en fyraftensmøg, men gemmer den på ryggen. Jeg er så flov over at jeg ryger engang imellem, siger hun.

3) Ved hovedindgangen til en af mine andre freelancearbejdspladser møder jeg chefredaktøren, der får sig en cigaret sammen med et par medarbejdere. Her er der ingen flovhed, tværtimod. Rygerne minder om en gruppe stolte dissidenter. Og som chefen siger: Hvis ikke man ryger, går man glip af pausen foran porten, hvor der bliver talt om mange vigtige ting.

Det tror jeg på.Men jeg går gerne glip af lidt interessant snak, hvis jeg også bare må gå glip af røgen. Indtil vedtagelsen af loven om røgfrit miljø i 2007 var det imidlertid ikke et valg for os ikke-rygere. Jeg tænker tit på dengang jeg arbejdede i en organisation, hvor personalechefen pustede mig baglæns ud af kontoret i en arrogant ceruttåge, da jeg forsigtigt forelsog at vi skulle indføre en rygepolitik med visse begrænsninger for røgen. Den slags amerikansk puritanisme kunne jeg godt glemme alt om. Det var midt i halvfemserne. Nu står han nede i gården og pulser.

Før Danmark fik en stram rygepolitik, var rygning et privilegium for rygerne og en plage for os andre. Loven om røgfrit miljø vendte tingene på hovedet, og om ganske få år vil rygeloven sandsynligvis blive skærpet, så det ikke længere er lovligt at nyde tobak på enkeltmandskontorer. Det er det som bekendt i dag (med mindre arbejdspladsen selv har vedtaget en strammere rygepolitik med totalt rygeforbud) som følge af den undtagelsesparagraf, som Dansk Folkeparti fik gennemtrumfet. Det varer ikke længe, før man vil se tilbage i hovedrystende vantro på dengang i 2012, hvor fødevareministeren havde lov til at installere en rygekabine til sig selv på kontoret.

I denne uge fik rygerne så ekstra klar besked om, hvor sundhedsrisikabel deres last er. Nu skal alle cigaretpakker nemlig bære modbydelige billeder af rygerlunger, kræftsvulter, sprukne læber og ødelagte tænder, tunger og mundhuler. Det kan man da kalde en vaskeægte skræmmekampagne, og det indrømmer Sundhedsstyrelsen gerne: “Undersøgelser har vist, at billeder gør mere indtryk end blot nogle ord. Det kan understøtte folk, der gerne vil stoppe med at ryge, og det kan bidrage til at unge mennesker tænker sig om en ekstra gang før de begynder,” siger styrelsens chefkonsulent i borgerrettet forebyggelse, Jørgen Falk.

Taler med man rygere, siger de nu det modsatte, hvilket vel kan være et spørgsmål om ikke at tabe ansigt til en kampagne, der fortæller dig, at du har en ussel livsstil. Politiken bragte forleden en vox pop, hvor fem rygere – unge som gamle – samstemmende sagde, at billederne ikke vil påvirke deres rygning. Jeg spurgte min gode ven og nabo, om billederne betyder noget for hende, og svaret var klart: “Jeg holder mig for øjnene og tager en smøg til. Billederne virker ikke på forhærdede rygere som mig. Jeg skal nok opleve et dødsfald pga. lungekræft før jeg holder op med at ryge. Sandsynligvis mit eget!”

Er den slags afskrækningskampagner udtryk for rettidig omhu fra et samfund, der tager ansvar for borgernes fysiske sundhed – eller er det endnu et skridt på vejen til et potentielt sundhedsdiktatur, hvor staten blander sig i borgernes private beslutninger? Svaret er: Både-og.

Naturligvis kan myndighederne ikke ignorere, at 14.000 danskere hvert år dør af rygning. Det må man gøre noget ved, ligesom man hele tiden må føre oplysningskampagner til bilister, der kører for hurtigt, uden sikkerhedsseler og med sprit i blodet.

Omvendt må myndighederne acceptere og respektere, at vi borgere har ret til selv at bestemme over vores eget liv og adfærd. Derfor er forebyggelsesarbejdet en vanskelig balance, hvor stram lovgivning og offensiv oplysning må supplere hinanden. Den krænker ingens frie valg, men det sikrer at man vælger på et grundlag, hvor risikoen er kendt.

Det er en privat sag om man vil ryge, men en social sag hvor man ryger. Sådan sagde man i debatten allerede tilbage i 80’erne, og sådan stod der i bemærkningerne til det lovforslag, der blev til loven om røgfrit miljø i 2007. Netop derfor er rygeloven så god. Den fratager ingen retten til at ryge, men den regulerer hvor de må gøre det. Det beskytter mod ufrivillige passiv-rygning.

Men hvor bevæger vi os hen? De første boligforeninger med røgfri lejligheder begynder at komme frem, og de rejser både juridiske og moralske spørgsmål. Skal en røgfri familie smides på porten, hvis deres teenagedatter begynder at ryge? Den slags spørgsmål ligger i et helt andet felt end oplysningsarbejdet og skræmmebillederne, men de vil præge fremtidens rygepolitik.

I denne uge sagde den radikale folketingspolitiker Camilla Hersom, at hun ønsker et totalforbud mod rygning. Hun vil dog ikke arbejde for det politisk, men hun så gerne et generelt rygeforbud, hvis det kunne lade sig gøre. Hvad er det nu, det minder mig om? Åh jo, det lyder som Hizb ut-Tahrir, der taler om inførelsen af sharialovgivning i Danmark: Vi arbejder ikke aktivt for det, men vi ser gerne at det kommer.

Camilla Hersom tager rygeforbuddet alt for vidt, for i frihedens navn skal folk naturligvis have lov til at ryge, hvis de virkelig vil. De skal blot kende konsekvenserne – og det gør de. Men man kan godt drive en ambitiøs politik, der beskytter rygerne mod sig selv og os andre mod rygerne, uden at være en formynderstat. Derfor er aggressive skræmmebilleder helt i sin orden, og derfor siger jeg: Forebyggelsesfascismen længe leve! Om det batter noget, vil tiden vise. Rygerne vil næppe holde op. De siger derimod, at væsentlig højere priser på en pakke smøger, vil få dem til at overveje. Vi er lige glade med vores helbred, ikke med vores pengepung.

Før rygeloven trådte i kraft var jeg forventningsfuld – og fuld af skepsis. Jeg vil derfor gerne sige at jeg er fuld af taknemmelighed overfor de rygere, der i dag som den naturligste ting af verden går udendørs for at ryge. Jeg beundrer og respekterer den hensynsfuldhed som rygerne viser, og den accept af de nye vilkår, som de har modtaget rygeloven med. Måske føler de sig som dissidenter i et sundhedsdiktatur, og måske er der stadig små modstandslommer, der ryger forbudte steder. Men ekspansionen af det røgfrie miljø er en sand revolution af velvære for alle os, der i tiden op til lovens vedtagelse var tvangsindlagt til rygernes røg på arbejdspladser, restauranter og alle mulige andre steder. Vi kunne ikke vælge at undgå røgen, og jeg finder det helt rimeligt, at rygerne nu må vælge at opsøge den. Om de ryger flovt eller stolt, kan jeg jo være fuldkommen ligeglad med.

Og så afsted til min mors 40-års ikke-ryger-jubilæum.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.