Kommentar i Weekendavisen den 3. maj 2012.
Kommentar. Danmark bør som EU-formandsland tage initiativ til et europæiske krav om menneskerettigheder i Ukraine forud for EM 2012.
I mandags udkom det danske fodboldlandsholds officielle slagsang forud for EM 2012, der begynder om en måneds tid i Polen og Ukraine.
Vi vandt i dag er skrevet og sunget af den navnkundige popduo Nik og Jay, og helt forventeligt er teksten dejlig banal, patetisk og patriotisk – og blottet for selvironi. Til gengæld leverer Nik og Jay en omgang ufrivillig og utilsigtet ironi, som retter sig mod opdragsgiverne bag sangen, altså Dansk Boldspil Union, der ejer landsholdet. Sangen handler nemlig om et lille land, hvor visionerne har vokseværk og vi ikke har mundkurv på.
Ikke har mundkruv på! Ha! Hvordan harmonerer det så lige med det tossede forbud mod at bruge Twitter og Facebook under EM, som DBU udstedte til spillerne i forrige uge? Noget tyder på, at landstræner Morten Olsen og hans kommunikationskommissær Lars Behrendt har glemt at få Nik og Jays tekst til censur inden skønånderne gik i studiet.
Twitterforbuddet var et faux pas. Kulturminister Uffe Elbæk sagde at det gav ham “alle mulige forestillinger om knægtelse af ytringsfriheden og en fri dialog.” Derfor ville han gerne have en forklaring fra DBU. Ja ja, forklaringen er jo bare, at DBU kun tænker magt- og kontrolstrategisk om kommunikation, som de ikke ser som en rettighed for spillerne som individer.
Det samme er tilfældet i EM-værtslandet Ukraine, blot i en anden skala. Her handler det ikke om at begrænse spillernes udtalelser, men om at undertrykke politisk opposition: Frontfiguren fra Den Orange Revolution i 2004, fhv. premierminister Julia Timosjenko,
sidder netop nu i fængsel for en dom på syv år for økonomisk korruption, en dom som hun selv mener er politisk fixet. Hendes sympatisører siger at hun har brug for lægehjælp i udlandet, og de hævder at hun har været udsat for mishandling i fængslet, hvor hun nu – velvidende at EM trækker politisk opmærksomhed til Ukraine – har indledt en sultestrejke.
I fredags blev situationen yderligere skærpet da fire bomber eksploderede i Julia Timosjenkos hjemby, Dnepropetrovsk. Ifølge myndighederne var det et terrorangreb, mens oppositionen mener, at præsident Viktor Janukovitjs regime selv stod bag bomberne, der giver ham en bekvem grund til at slå hårdt ned på sine modstandere.
Den politiske krise i Ukraine er med andre ord stærkt tilspidset op til EM 2012. De to fhv. ministre Søren Pind og Lykke Friis mener derfor at den danske regering skal holde sig langt væk fra VIP-pladserne på stadion, når Danmark spiller puljekampe (første gang mod Holland d. 9. juni) i Kharkiv, netop den by, hvor Julia Timosjenko er fængslet.
Tidligere på ugen kom det frem i den tyske presse, at forbundskansler Angela Merkel stærkt overvejer at holde hele sin regering væk fra de ukraiske stadions, og ganske overraskende har magtfulde fodboldbosser fra de vigtigste tyske klubber allerede meddelt, at de ikke tager til Ukraine, ja præsidenten for Bayern München, Uli Hoeness, har ligefrem opfordret de tyske landsholdsspillere til at vise solidaritet med den ukrainske opposition.
Søren Pind og Lykke Friis skrev i sidste uge i et debatindlæg, at regeringens tilstedeværelse på stadion i Ukraine er et spørgsmål om samvittighed. Men Uffe Elbæk har ikke tænkt sig at følge den tyske linie: “Som udgangspunkt deltager jeg i EM til sommer, da sport og politik skal holdes adskilt. Når vi sender vores EM-hold til Ukraine, er det min opgave at bakke dem op,” siger kulturministeren, der samtidig mener, at Danmark allerede lægger massivt pres.
Uffe Elbæk og flere borgerlige politikere (altså også partifæller til Pind og Friis) mener, at sport og politik ikke skal blandes sammen. Men sport og politik er kun adskilt i de naives drømmeverden, og globale prestigearrangementer har altid givet anledning til politisk propaganda fra arrangørerne eller manifestationer fra oppositionen, som Julia Timosjenkos sultestrejke.
Danmark har formandsskabet i EU lidt endnu, og regeringen kan derfor tage initiativ til en koordineret, fælles henvendelse til præsident Viktor Janukovitj med politiske krav om respekt for oppositionen og overholdelse af menneskerettighederne i Ukraine. Interessant nok tilsluttede EU-kommissionens formand José Manuel Barroso sig i mandags Angela Merkels trusler.
Men der er også en anden mulighed: EM-slutrunden deles nemlig mellem Polen og Ukraine. Der er placeret kampe i to puljer i hvert land, og Danmark, Holland, Tyskland, Portugal, Sverige, England og Frankrig hører – sammen med værtsnationen selv – til i Ukraine. Disse syv lande bør benytte lejligheden til at kritisere den ukrainske regerings politik så det kan høres.
Det går ikke ud over sportens autonomi, at politikerne bliver væk, så længe landsholdene møder frem. Ingen forestiller sig da heller noget i nærheden af en sportslig boykot, som den man tidligere har udsat både Sydafrika og Sovjetunionen for.
EM som institution må (og kan) leve med, at politikerne benytter sig af anledningen til en omgang fodbold uden mundkurv. Hvis ikke de europæiske regeringer benyttede EM som anledning til at kritisere Ukraines fejlkurs, ville der være tale om politisk omsorgssvigt af oppositionen og menneskerettighederne i landet.
Hvis samtlige syv lande, der skal spille i de ukrainske byer, nøjes med at deltage med fodboldspillere, men ikke med ministre, vil Viktor Janukovitj lide et prestigetab, og Julia Timosjenko vil vide, at hun ikke er glemt. Tyskland har allerede indledt det politiske pres, og der er ingen som helst grund til at Uffe Elbæk og Villy Søvndal ikke skulle lægge sig i slipstrømmen. Bliv nu bare væk. Send Nik og Jay i stedet for.