Erlend Loe: Kurt Kurér

Anmeldelse i Weekendavisen den 20. januar 2012.

Satire. Børneroman for voksne? Voksenroman for børn? Erlend Loes trucker Kurt kører igen.

Ned med Sydnorge! Op med Nordnorge!

Han har selv sagt, at han bare skriver sine historier, og så må forlaget finde ud af, hvordan de skal udgives – om det er til voksne eller til børn. Derfor frister Erlend Loes små slapstick-romaner om den tossede truckfører Kurt og hans familie en lidt ubestemmelig tilværelse i forfatterskabet, og Gyldendal (voksenbogsredaktionen, faktisk) udsender den nyeste roman med en kæk besked om at den kan læses af alle fra 6 til 99 år – cirka. Men er det nu sandt? Nej, det er det ikke.

Kurt Kurér er historien om den Homer Simpson-agtige figurt Kurt, der skal på mission med et brev til en havnechef i Nordnorge, der er bror til den havnechef i Sydnorge, hvor Kurt kører med truck hele dagen. Sagen er at Norge er ved at brække over på midten, fordi en oprørsbevægelse i nord ikke længere vil finde sig i at sende skattepenge sydpå, fordi de bare bliver brugt til sådan noget som operahuse og kønsforskning. Erlend Loes irnoiske humorssignatur svigter ikke.

Under paroler som ‘To folk, to lande!’ og ‘Ned med Sydnorge! Op med Nordnorge!’ fører oprørslederen Hektor Hellføkk sin flok til en veritabel løsrivelseskrig, hvor byer brændes af og folk flygter. Og midt i det hele er Kurt altså på vej i sin truck nordpå, hvor han naturligvis kommer til at stå ansigt til ansigt med den onde oprørsleder, der har en latter som Lex Lutors og politiske ambitioner som en blanding af Umberto Bossi og Radovan Karadic.

I en af de tidligere Kurt-romaner, har Erlend Loe taget prægtigt og prisværdigt pis på selvbestaltede og selvretfærdige profeter og religion som sådan, og det er derfor ikke overraskende at han også kan finde på at gøre etniske og socio-økonomiske konflikter til genstand for en gakket satire, og jeg antager at det er en norsk nord-syd-polemik, som her bliver taget ved vingebenet?.

Som i alle gode krigsromaner, er der naturligvis også en kærlighedshistorie her, og at der naturligvis banker et besindigt hjerte bag løjerne, bliver slået fast til sidst, hvor Kurt er blevet genforenet med sin kone Anne-Lise, som han ellers havde forladt i vrede: Anne-Lise ser op mod en klippe, hvor hævntørstige tilhængere af Sydnorge, kaster de tabende oprørere fra Nordnorge ud over en klippekant (ja, mere besindigt er hjertet så ikke): “Oprørererne falder nøjagtig lige så hurtigt som os andre. Udenpå er vi ens, men indeni er vi forskellige. Interessant, ikke?” siger hun.

Jo, absolut interessant. Men Kurt Kurér kan ikke nødvendigvis læses af børn, bare fordi den er mættet med Kim Hjørthøys morsomme tegninger. Slapstickken kan de more sig over, men satiren er kun for det trænede øje. Så skal vi ikke kalde Kurt Kurér en børneroman for voksne? Eller måske endnu bedre: En voksenroman for børn?

Erlend Loe: Kurt Kurér. Oversat af Susanne Vebel. Illustreret af Kim Hjorthøy. 267 sider, 279 kr. Gyldendal.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.