Anmeldelse i Weekendavisen den 6. januar 2012.
Eksil og eksistens. Dinaw Mengestu skriver om kærligheden, der forvitrer.
Slagskygger
Hvad blev der egentlig af de mange tusinde flygtinge, der i foråret ankom med båd fra Nordafrika til den italienske ø Lampedusa? Jeg spørger, fordi Det Arabiske Forår kortvarigt fik alle til at rette opmærksomheden mod den massive mennesketrafik, der foregår i udtjente plimsollere over Middelhavet til den yderste europæiske forpost, en trafik som ingenlunde er ny.
I den etiopisk-amerikanske forfatter Dinaw Mengestus roman Hvordan man tyder luften kan vi læse om én af de mange eksilskæbner, som gennem de seneste årtier har sat kursen mod Europa på falske papirer – og med falske forhåbninger. I dette tilfælde er det Yosef Woldemariam, som efter statskuppet i Etiopien i 1974 smugles ud som menneskeligt kontrabande på en coaster. Smugleren, der organiserer transporten, lover ham, at flygtningelivet i Europa er det rene Paradis, og at Yosef frit kan vælge hvor han vil bo (den forkromede plan er, at Yosef skal foregive at være gift med menneskesmuglerens datter, som derefter kan familiesammenføres til Europa, hvorefter smugleren selv også kan bosætte sig i England og etablere en forretning).
Naturligvis er virkeligheden en ganske anden, og Yosef må vagabondere i Europa, inden han kommer til USA, hvor han efter tre år bliver forenet med sin kæreste hjemmefra, Mariam. De to skal nu genfinde hinanden og sig selv i en nye tilværelse som immigranter i en nation, der er skabt af immigration, men begge er præget af fremmedhed, og på en slags desperat dannelsesrejse kører forholdet bogstavelig talt i grøften (hvad der sker, og hvorfor, skal jeg ikke røbe her).
Ægteparret Woldemariams søn, Jonas, er romanens fortæller. Han arbejder på et rådgivningscenter for asylsøgere – hans afrikanske navn og familiefortid er en del af hans kvalifikationer! – hvor han smører tykt på ansøgernes historier, så deres chance for at få opholdstilladelse forbedres. Og så centeret kan bevare omsætning og bevillinger.
Jonas etablerer sig i et ægteskab med en ambitiøs jurist, Angela, men i stedet for at dyrke sit eget forhold, dykker han ned i en undersøgelse af forældrenes. Hvad var der skete mellem Yosef og Mariam? Jonas er nødt til at rekonstruere fortiden, og langtsomt kaster slagskyggerne fra forældrenes forhold sig ind over Jonas’ eget, så to ægteskabskriser spejler sig i hinanden.
Dinaw Mengestus roman har denne sentimentale, vemodige og let fortabte tone, som kendes fra så meget andet itteratur om eksilerede mennesker. Og som så meget andet eksillitteratur, insisterer romanen på at være mere, end netop eksillitteratur.
Dermed bliver Hvordan man tyder luften heller ikke kun en fortælling om den evige hjemløshed, og om immigrantens evne til at være hjemme i hjemløsheden. Romanen bliver også en fortælling om, hvordan kærlighed forvitrer fordi – ja, fordi hvad?
Dinaw Mengestu fortæller menneskene ved at genfortælle sin egen familiehistorie om udvandring og eksil. Det er ambitiøst og velskrevet, dog lettere irriterende i den spekulativt altvidende stil, der giver Jonas mulighed for at beskrive forældrenes følelser, tanker og handlinger. Det hjælper at læse det som en litterær rekonstruktion.
Hvordan man tyder luften er dybt interessant i udfoldningen af fortiden, og jeg accepterer gerne, at dette er mere end end roman om eksilets byrde. Jeg foreslår blot at vi husker, at hver eneste asylansøger på Lampedusa også rummer en fortælling, en fortid og – i bedste fald – en fremtid. Også selvom den ikke omsættes til litteratur.
Dinaw Mengestu: Hvordan man tyder luften. På dansk ved Claus Bech. 320 sider, 299 kr. Tiderne Skifter.