Kommentar i Weekendavisen den 2012.
Kommentar. Hver femte dansker støtter dødsstraf. Hvorfor?
“Marcel Lychau Hansen – bedre kendt som Amagermanden – blev ved daggry i dag henrettet med en serie dødelige indsprøjtninger, hvoraf den første var bedøvende, den anden muskellammende og den tredje forårsagede hjertestop. Marcel Lychau Hansen var blevet idømt lovens strengeste straf for to drab og seks sexovergreb begået mellem 1987 og 2010. Henrettelsen var den første i Danmark siden dødsstraffen blev genindført. Dermed slutter Danmark sig nu til USA, der hidtil har været det eneste vestlige land, der henretter forbrydere.”
Vi har her bragt et stykke omhyggeligt kontrafaktisk og Danmarkshistorisk Breaking News, sådan som Radioavisen kunne komme til at lyde en tidlig morgen, hvis det stod til en femtedel af danskerne. Når jeg har fabrikeret den falske nyhed om statshenrettelsen af Amagermanden, er det nemlig fordi en undersøgelse fra Rambøll Management/Analyse Danmark (for Jyllands-Posten) i sidste uge viste, at 21 pct. af os er parat til at genindføre dødsstraffen i særlige tilfælde, og Amagermanden er netop sådan et tilfælde.
I virkelighedens verden er Amagermanden som bekendt blevet idømt en livstidsdom – som jo her i landet på ingen måde betyder, at man skal bures inde resten af sine dage. Livstid er i praksis ofte blot 16 år, hvilket kan virke sært, selv på retspolitiske slappere.
Undersøgelsen om danskernes holdning til dødsstraf kommer halvanden måned efter at Rehabiliterings- og Forskningscenteret for Torturofre havde spurgt sig frem til, at hver fjerde dansker støtter tortur til husbehov. Der hersker med andre ord en ganske opsigtsvækkende forståelse her i landet for konventionsovergreb og strafmetoder, som ellers hører til i despotiske og antidemokratiske regimer.
Grotesk nok støtter 2,5 pct. af ja-respondenterne (altså de repræsentativt udvalgte, der har sagt ja til dødsstraf) Det Radikale Venstre, som jo ellers er hjemstedet for en blød retspolitik. Mere forudsigeligt er det, at hele 28,6 pct. af danskerne, som gerne ser dødsstraf genindført, stemmer på Dansk Folkeparti.
I 2007 gennemførte Institut for Konjunktur-Analyse en lignende måling, hvor resultatet var det samme, også 21 pct. af danskerne gik ind for dødsstraf. Dengang var der dog 6 pct. Radikale og hele 42 pct. Dansk Folkeparti-vælgere. Dengang sagde Søren Krarup, at han ikke havde nogen ”absolut holdning” til dødsstraf, hvilket må kaldes en dør på klem. Men i dag siger retsordfører Peter Skaarup, at dødsstraf aldrig bliver en del af Dansk Folkepartis politik. Han mener dog, at partiets vælgere generelt vil have en stram og fast retspolitik, og at kravet om dødsstraf er forståeligt i sager, hvor ofre er blevet pint og plaget.
Undersøgelsens resultater skal sandsynligvis ses i lyset af det forståelige oprør og den ekstreme magtesløshed og hævntrang, man kan føle, når man i pressen følger sager om f.eks. Amagermandens drab og gentagne voldtægter – eller den ene afskyvækkende incestskandale efter den anden, der ruller henover landet. Det er disse historier, der fylder i danskernes bevidsthed for tiden, og det er gerningsmændene til disse forbrydelser, som respondenterne har forholdt sig til, når intervieweren har spurgt om dødsstraf skal tillades i “særlige tilfælde”.
Holdninger til dødsstraf er altså i høj grad baseret på umiddelbare følelser, men folkestemninger er uforudsigelige og umulig at basere lovgivning på. Derfor er ja eller nej til dødsstraf heller ikke et emne for en konkret politisk diskussion. Men logisk nok dukker emnet op, hver gang der er sket en skelsættende forbrydelse. Da Anders Behring Breivik havde begået sit skændige massemord sidste sommer, kunne nordmændene f.eks. deltage i en afstemning på Facebook om hvorvidt loven skulle ændres, så massemorderen kunne henrettes. Da 100.000 havde stemt, var de 80 pct. stadig imod indførelsen af dødsstraf. Den retsindighed er forbilledlig, fordi man ellers godt kunne forestille sig, at en befolkning i chok ville have reageret anderledes mod en mand, der har angrebet statsministeriet med bomber og nakkeskudt 77 unge mennesker derefter. Jeg tror at den norske reaktion hænger sammen med statsminister Jens Stoltenbergs konsekvente reaktion: Vi skal møde terrorisme med MERE demokrati, MERE åbenhed og MERE humanisme. Dén holdning har sandsynligvis været normgivende.
Stater bør aldrig henrette sine borgere. Derfor er det også positivt, at de dybt kontroversielle henrettelser i 16 af USA’s delstater er dalet med hele 75 pct. de seneste 15 år, og at brugen af dødsstraf generelt er på retur globalt set. Så meget desto mere bizart er det, at danskerne generelt ikke er standhaftige i modstanden mod dødsstraf. Grunden til at hver femte af os støtter det statsautoriserede drab, må findes i ønsket om totalhævn og i en slags gammeltestamentlig øje-for-øje-logik. Det er en autoritær tankegang, der dels negligerer retten til liv som en umistelig menneskerettighed, dels lever af en vrangforestilling om, at samfundet bliver mere sikkert og mindre kriminelt. Man er desværre nødt til at skamme sig på hver femte landsmands vegne.