Kommentar i Weekendavisen den 20. april 2012.
Kommentar. Søren Espersen mener at Danmark ikke bør engagere sig i al-Khawajas sag. Men vil han virkelig fjerne lighedsgrundsætningen i forvaltningsloven?
Den dansk-bahrainske menneskerettighedsaktivist Abdulhadi al-Khawaja har nu sultestrejket i over 70 dage imod den livstidsstraf, han er idømt for at have modarbejdet den sunnimuslimske kongefamilie, der sidder hårdt på det shiamuslimske befolkningsflertal i Bahrain.
Abdulhadi al-Khawaja fik i 1991 politisk asyl i Danmark, hvor han også opnåede statsborgerskab et par år efter. Efter en amnesti rejste han i 2001 tilbage til sit hjemland, hvor han fortsatte sit arbejde som politisk aktivist med krav om et systemskifte i landet. Det førte til flere anholdelser, senest i 2011, hvorefter en militærdomstol dømte ham til fængsel på livstid (25 år i praksis) for at ville skabe en republik med magt, opildne befolkningen og for at fornærme kongen, hæren og landets sunnier. Der er rapporter om, at han er blevet udsat for vold og tortur.
Daværende udenrigsminister Lene Espersen gik ind i sagen og skabte mulighed for dansk konsulær adgang til al-Khawaja på trods af, at han har dobbelt statsborgerskab (tilsyneladende kan man ikke frasige sig bahrainsk indfødsret). Ville Søvndal fortsætter, hvor hans forgænger slap, og både FN og sympatisører over hele verden støtter al-Khawaja med diplomatiske initiativer, demonstrationer m.m. Men i sidste uge rettede Dansk Folkepartis udenrigsordfører Søren Espersen ret opsigtsvækkende et angreb på den danske regerings diplomatiske indsats, og han rejste tvivl om den sultestrejkendes al-Khawajas motiver:
“Er han en menneskerettighedsaktivist, der vil indføre demokratiske tilstande i Bahrain, eller er han en gemen shiaislamist, som bare vil have et andet styre? Hans kone og døtre er iklædt store slør, der næsten dækker deres ansigt. Han må altså have en anden dagsorden end det, der hedder frihed, menneskerettigheder og kvinders frigørelse,” sagde han.
Dansk Folkepartis udenrigsordfører mener, at Danmark ikke bør engagere sig i al-Khawajas sag: “Hvorfor skal vi sætte sådan et stor apparat igang for at få en mand fri og få ham til Danmark, hvis han i virkeligheden bare er en shiamuslim. Det er hans egen vurdering, om han vil tage livet af sig selv, men det bør ikke betyder, at en dansk regering pludselig skal smide alt, hvad de har i hænderne, og begynde alle mulige ting,” sagde han i sidste uge.
Søren Espersen påstod derefter, at der er “tusindvis af danskere” i fængsel i udlandet, og at al-Khawajas tilfælde ikke er noget særligt. Dette er ikke alene en en voldsom overdrivelse af de faktiske tal, det er også direkte usandt. Der er ikke “tusindvis”, men ca. 100 danskere i fængsel i udlandet, som modtager konsulær bistand fra udenrigsministeriet (de fleste i Norden eller Nordamerika under ganske fornuftige forhold), og der er ikke én eneste anden dansk statsborger i fængsel i udlandet, som er politisk dømt og har været udsat for tortur – og der er naturligvis heller ikke andre, der er i livsfare på grund af en sultestrejke, som FN o.a. har engageret sig i.
Man kan kun spørge, hvilke motiver Søren Espersen selv har, når han sætter spørgsmålstegn ved al-Khawajas motiver med den slags fup. På samme måde kan man undre sig over vise forhold i de tre spørgsmål, han har stillet til udenrigsminister Villy Søvndal, hvor essensen er mistænkeliggørelse. Søren Espersen mere end antyder, at Abdulhadi al-Khawaja “en shia-islamist, som arbejder for indførelse af et islamistisk styre i Kongeriget Bahrain”, at han har flere koner, og at han er internationalt efterlyst for “sin kriminalitet”.
At al-Khawaja er kriminel efter bahrainske forhold, er sikkert og vist. Der er heller ingen tvivl om, at Danmark ikke kan øve indflydelse på Bahrains lovgivning eller domfældelser. Det er også hævet over enhver tvivl, at hans døtre bærer tørklæde (dog ikke store slør, der dækker ansigtet, som Søren Espersen påstår). Om han ønsker at indføre et islamistisk styre og har mere end én hustru, ved jeg ikke noget om. Hvad jeg til gengæld ved, er at han – om man kan lide det eller ej – er dansk statsborger, at dette statsborgerskab er tildelt ham ved lov, og at den danske stat derfor nødvendigvis må engagere sig i hans sag. Når Søren Espersen mener, at myndighederne skal sætte sig på deres egne hænder, er det ikke alene en svigt overfor et torturoffer, det er også respektløst over for dansk lovgivning – og det er vel ikke det, man forventer af et folketingsmedlem?
Søren Espersens aggressive kurs i sagen om al-Khawaja viser med al ønskelig tydelighed, at Dansk Folkeparti ikke rangerer danske statsborgere med udenlandsk baggrund på samme niveau som os andre. Men statsborgerskabet kan ikke gradueres, så os der er født med det har mere ret til politisk og diplomatisk støtte, end dem der har erhvervet statsborgerskabet ved lov.
Myndighederne forholder sig til alle statsborgere udfra lighedsgrundsætningen i forvaltningsloven, og derfor gøres der ingen forskel på folk. Heller ikke politisk og moralsk. Men Søren Espersens kritik af den danske stats indsats for al-Khawaja er netop baseret på politik og moral, hvilket som bekendt er vilkårlige, ikke-målbare størrelser.
Naturligvis ved Dansk Folkeparti godt, at staten ikke har noget valg, og at pligten til at assistere danske statsborgere i fængsel i udlandet også omfatter al-Khawaja. Søren Espersens angreb er derfor ikke andet, end en omgang billig, politisk chikane, som det var nemt nok at springe op og falde ned på, hvis ikke det var fordi det har nogle væsentlige implikationer for samfundets borgere.
Mens vi venter på udenrigsministerens svar på spørgsmålene fra Søren Espersen, kan vi jo derfor meget passende stille et enkelt spørgsmål: Vil Dansk Folkeparti arbejde for at fjerne lighedsgrundsætningen i forvaltningsloven, så myndighederne kan fravælge at hjælpe danske statsborgere, der sidder i fængsel i udlandet, hvis regeringen måtte mene, at den fængslede ikke fortjener konsulær støtte af politiske eller moralske grunde?