Fruen fra haven

Anmeldelse i Weekendavisen den 12. august 2011.

Satire. Kan en intellektuel litteraturprofessor og en jævn bilforhandler være kærester?

Vigdis Hjorth: Hjulskift. På dansk ved Ole Lindegård Henriksen. 212 sider, 249 kr. Turbine.

Vi kender det naturligvis så udmærket, kære læser, dannede og finkulturelle som vi jo er, sådan nogle som os: Vi er til et middagsselskab, hvor værtsparrets datter spiller et par sange af Brecht og Weill på klaveret før vi går til bords. Herefter serverer vores værter seks afstemte retter, først parmaskinke med melon, arrangeret som et kvindeligt kønsorgan med et rødt bær i midten som en påtrængende klitoris. Når desserten er spist, spørger værtinden om vi lagde mærke til noget undervejs. Vi svarer nej, og så afslører hun, at den blåskimmelsauce på ost fra selveste Rocquefort i Frankrig, som blev serveret til færølammet med svampene og den fine Bordeaux, er den samme som den sauce, vi fik til kammuslingerne sammen med hvidvinen fra Prega!

Efter denne forbløffende overraskelse, introducerer værtinden så aftenens emne: Hvordan kommer man i kontakt med sin egen kreativitet? Hvilke mennesker, hvilken kultur eller hvilke stimuli, naturlige eller kunstige, opsøger vi hver især i vores kreative processer?

Sådan et middagsselskab kommer vi med til i norske Vigdis Hjorths roman Hjulskift, der også i dén grad tager den akademiske, kreative overklasse ved vingebenet. Hovedpersonen er litteraturprofessor Louise Berg, som har mødt et dødt punkt i livet og karrieren. Hun slår op med kæresten, sjofler sit arbejde og tænker med stigende kynisme på sine kolleger. Hendes bogprojekt om suffragetten og forfatteren Edith Key ligger brak, og det står klart, at Louise har brug for ny inspiration, hvis ikke hun skal visne. Men ingen – og slet ikke Louise selv – kunne forudse, at hendes krop og følelser skulle blive vakt til live af noget så almindeligt som en bilforhandler, der elsker at fiske – en jævn mand, der aldrig i sit liv har læst så meget som én eneste roman.

Nu tårner spørgsmålene sig op: Kan en midaldrende kvindelige professor fra Oslo være kæreste med en yngre fyr, der sælger biler i provinsen? Kan Louise være Truls bekendt, når han tror at Henrik Ibsens skuespil Fruen fra havet hedder Fruen fra haven? Kan hun være sammen med en mand, der hverken interesserer sig for litteraturen, Irak-krigen eller EU? Hvad skal hun stille op med en mand, der ikke kan finde på at skrive et læserbrev eller gå med til en demonstration?

Tilbage til middagsselskabet: Truls var inviteret med, men kunne ikke tage fri fra arbejdet, og Louise er lettet. Han ville komme til kort blandt de intellektuelle akademikere. Selv om han er en social mand med solid integritet, ville han blive sat ud af spillet, tænker hun. Han kan jo ikke tale med om ostesauce og kunst. Da Louise fortæller de andre om ham, udbryder en kvinde: “Jamen, det er jo helt traditionelt!”. Det hun mener, er “helt ordinært” – og så går det op for Louise, at det havde været ok, hvis han havde været almindelig på den ualmindelige måde. Ikke bare bilsælger, men måske en biseksuel bilsælger? Transvestit! Eller fra Gambia! Så kunne Louises akademikervenner få mulighed for at demonstrere deres fordomsfrihed, og det havde været perfekt.

Vigdis Hjorts roman om socialforskelle og klassemøder gennemspiller og nyfortolker med skånselsløs satirisk klarsyn temaet fra Pygmalion med Truls og Louise i rollerne som hhv. Eliza og professor Higgins, og det hele spejler sig i Louises uforløste arbejde med biografien om den oversete forfatter fra kvindefrigørelsens pionertid, Edith Key.

Romanen titel, Hjulskift, stammer fra en scene, hvor Louise temmelig nedladende spørger Truls om han vil høre et bildigt “skrevet af Bertolt Brecht, som du vel ikke har hørt om”. Hun citerer digtet: “Jeg sidder ved vejkanten./ Chaufføren skifter hjul./ Jeg er ikke gerne dér hvor jeg kommer fra./ Jeg er ikke gerne hvor jeg skal hen./ Hvorfor betragter jeg hjulskiftet/ Med utålmodighed?

Hvor er man, hvis man hverken er der, hvor man kommer fra eller der hvor man skal hen, spørger digtet. Og romanen giver på sin egen måde et slags svar. Mod slutningen besøger intellektuelle Louise jævne Truls, og med i bagagerummet har hun bilens vinterdæk, som hun demonstrativt begynder at skifte uden at bede om hjælp. Hvad Truls så siger, og hvordan det hele ender, røber jeg ikke her. Men De kan jo lancere temaet for Deres akademikervenner ved lørdagens middagsselskab mens De serverer kammmuslinger med hvidvin fra Prega. Eller måske intellektuelle i skarp satiresovs med et stort glas sarkasme til.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.