Anmeldelse i Politiken den 27. august 2011.

Gode viljer rækker ikke

Tarek Omars debut som forfatter bærer titlen MuhameDANEREN, og selvom vi på dansk savner et gennembrud for den skønlitteratur, der rører grundigt rundt i den etniske suppe, tænder sådan en titel alle advarselslamper hos mig. En forfatter, der bøjer sin pædagogiske pointe i blinkende neon på dén måde har næppe et kunstnerisk tilbud, som jeg ikke kan afslå.

Men ok, fordomme har det jo med at stå for fald, så jeg går til læsningen med åbent sind og et ærligt håb om at titlen dækker over et muslimsk remake af M.A. Goldschmidts klassiske En Jøde, der udkom for ca. 160 år siden. Eller bare noget, der minder en smule om det.

Jeg fandt ikke, hvad jeg søgte – desværre. Men bedst som mine værste fordomme var ved at blive bekræftet, fandt jeg noget, der interesserede mig – heldigvis. Det viser sig nemlig, at Tarek Omar sagtens kan få ordene til at fænge, når bare han ikke pålægger sig selv at skrive skabelonnoveller om flygtningenes og indvandreres identitetskonflikter.

Nu er sagen bare den, at forfatteren tilsyneladende har defineret sit projekt netop sådan: at skrive noveller om integration og kulturmøde. Om man kan slippe godt af sted med det, vil jeg ikke afvise, men Tarek Omars historier letter aldrig fra deres forudsigelighed, og da slet ikke når han forsøger at bryde tabuer, som f.eks. i historien om indvandrerdrengen Ashraf, der for første gang besøger en dansk ven. Den danske dreng tænder for en pornofilm og spørger Ashraf om han ved, at alle drenge i Danmark onanerer:

”Jeg erkendte blankt, at det vidste jeg ikke, og at jeg aldrig have hørt om det. Han smågrinede igen – denne gang med en mere seriøs undertone. ’Siger du til mig, at du ikke ved, hvordan man river den af? Gokker den af? Går tur med pølsen?’
’Hvad skal jeg rive af? Og hvilken pølse taler du om?’
’Din pik, Ashraf.’
’Av, jamen det har jeg ikke lyst til. Det lyder som noget, der gør ondt.’
Jeppe talte med en autoritet – som en, der havde enorm indsigt i emnet. Han fortalte mig, at det bare var en metafor for, hvad drenge gjorde, når de så pornofilm.
’Du skal altså ikke rive din tissemand af, men gnide den frem og tilbage. Jeg kan sige dig, at det er sjovt’, sagde han…”

Det afslører sig selv, ikke sandt? Sproget er banalt og pointerne er – ja, også banale. Og sådan er det stort set hele vejen igennem i novellerne i MuhameDANEREN, der er baseret på gode viljer og dårligt sprog.

Men som sagt: Jeg fandt også noget, der fænger og fungerer for Tarek Omar. Når han ikke skriver integrationsprosa, bliver vi lykkeligt fri for vakkelvorne skabeloner og sproglige klicheer – ikke mindst i en skarp og stærk tekst på blot to sider og tre linjer, Evigheden under hendes fødder, der skildrer en pige som offer for en bizar djævleuddrivelse.

Den tekst alene er bedre og litterært mere læseværdig, end resten af bogen til sammen. Hør bare åbningen: ”Den 120. dag uden Ahmed trænger mændene ind på mit værelse sent om natten og vækker mig med deres klamme, høje vejrtrækninger og tunge skridt.”

Den lille, fine tekst efterlader mig med en ærgerlig følelse af, at Tarek Omar ikke har skrevet den bog, han burde, og at han derfor ikke har fået den debut, som han fortjener. For han kan skrive bedre litteratur, hvis bare han giver sig selv lov til at droppe integrationsprosaen.

Tarek Omar: MuhameDANEREN. 200 sider, 200 kr. Politikens Forlag.



Skriv en kommentar