Kommentar i Weekendavisen den 5. august 2011.
Hungersnød. I 80’erne gav vi en hånd til Afrika. I dag kan de få en finger.
Det er ikke for sjov at nødhjælpsorganisationerne netop nu beder om flere bidrag til fødevarehjælpen på Afrikas Horn. Og det er ikke noget tilfælde, at de beder om det diskret. De tror nemlig ikke rigtig selv på, at danskerne vil komme til lommerne. Derfor har vi ikke set nogen store indsamlingskampagner, selvom Somalia og nabolandene er ramt af veritabel hungersnød.
Nødhjælpsorganisationerne siger som med ét næb, at danskere har været gavmilde i juliregnen (der er samlet ca. 10 mio. kr. ind), og måske er det sandt. Hvem tænker lige på Afrikas hungersnød midt i sommerferien? Indrømmet: Det kan være svært at vise interesse for et land, hvor det ikke regner, når man selv har kælderen fuld af vand efter et skybrud.
Dansk Røde Kors og kollegerne er glade for danskernes bidrag, naturligvis. Men det er retorik, en taktisk beslutning. Det nytter jo ikke meget at skælde befolkningen ud for manglende generøsitet. Men sagen er, at vi ikke længere engagerer os i Afrikas hungersnød. I 80’erne var det en sag for folket og dets rockstjerner at give en hånd til Afrika. Nu kan de få en finger.
De langstrakte katastrofer, der bygges op over en årrække får ikke vores sympati på samme måde som tsunamien eller jordskælvet, der slår til med voldsom pludselighed. Hungersnøden er kompliceret. Dens ofre er ofre for mere og andet end et lunefuldt klima, der har fjernet deres livsgrundlag. De er også ofre for politiske og militære magtkampe mellem lokale krigsherrer, særligt den islamitiske al-Shabaab-milits, der længe har presset nødhjælpsorganisationerne væk med beskatningskrav. Derfor har det været umuligt at få fødevarerne distribueret, og sultkatastrofen er vokset til et socialt totalsammenbrud med omfattende dødelighed – det man kalder hungersnød.
I denne uge forsøgte Venstres gruppeformand Kristian Jensen så at tænke nyt om nødhjælp i et blogindlæg på jp.dk. Måske skulle vi, skrev han, ikke samle ind til fødevarer, men til sikkerhedsstyrker som kan beskytte distributionen af den nødhjælp. Men så fortrød han:
“Dette er ikke et konkret forslag til en ny udviklings- eller nødhjælpspolitik. Det er ikke et forslag om at sende danske soldater af sted. Jeg ved, at i den politiske verden er det næsten umuligt at få noget land til at ville sende deres unge til Somalia for at beskytte nødhjælp til afrikanere (…)”
Kristian Jensen har ret i at nødhjælpen skal beskyttes, men han spilder vores tid med en tanke som han ikke selv tror på, især nu hvor Røde Kors er ved at få fødevarerne ud. I stedet burde gruppeformanden sætte sig sammen med udviklingsminister Søren Pind og udtænke et dansk initiativ til internationalt samarbejde om forebyggelse af nye katastrofer i kommende tørkeperioder.
Søren Hougaard, der er Østafrika-chef i Dansk Røde Kors, har for nylig efterlyst investeringer, der kan finansiere systemer til opdæmning af regnvand. På den måde kan folk overleve hjemme i stedet for at begive sig på vandring som hungerflygtninge. Hvis østafrikanere ikke behøver at søge mod de overbefolkede byer, vil folkevandringerne mod nord også blive reduceret, hvilket jo er i Europas egen interesse. Derfor er der brug for massive investeringer i langsigtede løsninger. Problemet er, at de skal realiseres i et destruktivt politisk klima, hvor militante magthavere gør nødhjælp og udviklingshjælp til en del af deres egen krigsøkonomi.
Nødhjælpsorganisationerne arbejder i denne virkelighed, og de gør Danmark ære. Men det ligner i dén grad en Sisyfos-opgave, og derfor mener mange tilsyneladende, at de ligger som de har redt på Afrikas Horn. Selvom det er første gang i tyve år, at FN officielt har erklæret området som ramt af hungersnød, antager mange danskere, at der er tale om en permanent krise, som det ikke nytter noget at bidrage til. Er de ikke selv ude om det dernede?
En af læserne på Kristian Jensens blog, Thomas Gress fra København, stikker ikke noget under stolen i sin kommentar: “Hvis Afrika har lyst til at parre sig som kaniner for derefter at sulte og bekrige hinanden på bekostning af millioner af menneskeliv, synes jeg også, at det skal de have lov til,” skriver han. Og så slår han til med Marie Antoniettes berømte svar da hun fik at vide at bønderne sultede, fordi de manglede brød: “Let them eat cake”.
Send kager til Somalia! Herregud, vi taler jo bare om 11 millioner afrikanere, der netop nu er i fare for at sulte ihjel, heraf 780.000 fejlernærede børn. Hvad man mangler i humanistisk medfølelse, må man have i bodegahumor og stupid kynisme.
Den danske empati har ellers netop vist sig fra sin allersmukkeste side. Vi har lige støtte vores terrorramte norske broderfolk med oprigtig næstekærlighed, og naturligvis er det nemmere at identificere sig med nordmænd, der lider under noget, der kunne være sket for os selv, end med somalierne under Afrikas brændende sol. Men har det ikke også været befriende at kunne vise empati uden at blive bedt om at at sms’e et bidrag eller spytte i en indsamlingsbøsse samtidig?
Nok er nordmændene traumatiserede, men de har mad på bordet, penge i banken og olie i undergrunden. Og i onsdags sagde norske Norwegian ja til at stille fly til rådighed for nødhjælpstransport til hungersnødramte østafrikanere, da UNICEF bad om det.
Danmark har alene i år bidraget med hele 170 millioner kroner til både det akutte og mere langsigtede humanitære arbejde på Afrikas Horn (og yderligere 8 millioner dollars, som UNICEF har anmodet om, overvejes netop nu). Det er et akut birag, vi godt kan være bekendt.
Men på længere sigt skal der findes løsninger, der dæmmer op for nye katastrofer, og der skal tages højde for klimaforandringer, overbefolkning og modviljen fra et undertrykkende, fundamentalistisk regime i en fejlslagen stat. Indtil da: Afrika er godt nok ikke en fællessag med fællessang for os 2011, men hungersnød er stadig hungersnød og nødhjælpsorganisationerne ruller uanfægtet stenen op ad Sisyfos-bjerget på Afrikas Horn.