Politisk dyneløfteri

Kommentar i Weekendavisen den 14. oktober 2011.

Ankesag. Hvordan kan politiet retfærdiggøre masseanholdelser med en viden som politiet ikke havde da anholdelserne fandt sted?

Op til klimatopmødet COP15 i København for to år siden kritiserede jeg her i avisen daværende justitsminister Brian Mikkelsens lømmelpakke, fordi dens mulighed for præventiv frihedsberøvelse af almindelige demonstranter var i konflikt med et demokratisk samfunds standarder. Det fik justitsministeren til at forsikre, at alle kunne gå til demonstrationer uden frygt, men desværre var hans forsikringer fulde af fup. I stedet fik vi danmarkshistoriens største masseanholdelse. Godt 900 mennesker blev administrativt anholdt på Amagerbrogade, og mange endte i det såkaldte klimafængsel, selvom de var komplet uskyldige og ikke havde gjort andet, end at deltage i en lovlig demonstration. 178 frihedsberøvede fik siden tildelt erstatning af byretten, der konkluderede at deres menneskerettigheder var blevet krænket.

Men Københavns Politi mente at de havde handlet korrekt og nødvendigt. Da de frihedsberøvede de godt 900 demonstranter, var de på jagt efter nogle aggressive stenkastere, og derfor ankede de den sag, som de tabte i fjor da kammeradvokaten måtte opgive at føre bevis mod de anholdte. Naturligvis er det politiets opgave at stoppe politiske hooligans, det står ikke til diskussion, og lad mig for god ordens skyld nævne, at min kritik af Brian Mikkelsen i 2009 var ledsaget af en opfordring til alle om at demonstrere uden vold og hærværk.

I denne uge har Østre Landsret så taget ankesagen op, og mandag morgen kom den opsigtsvækkende og foruroligende historie om, at politiet har brugt et år på at grave miskrediterende oplysninger frem om de borgere, der i sn tid blev frihedsberøvet. 500 mennesker er blevet gået efter i sømmene, og kammeradvokaten var udrustet med 40 personrapporter til ankesagen.

Politiet forsøger altså at udruste de uretmæssigt anholdte med et belastende politisk motiv – med tilbagevirkende kraft. Det træk fik denne kommentar af professor i straffeproces, Eva Smith: “Det er jo ikke rimeligt, at ens liv bliver endevendt, fordi man klager over politiet over en uberettiget anholdelse – og i øvrigt får erstatning. Det er et angreb på demokratiet.”

Klarere kan dette politiske dyneløfteri ikke fordømmes. Og det er virkelig imponerende sager, COP15 Efterforskningsenheden har gravet frem fra politiets registre og ved at surfe rundt på nettet, ikke mindst Facebook: efterforskerne har bl.a. fundet ud af, at en af de anholdte er ven med ‘professionelle demonstranter’, en anden er blevet grebet i at tegne på en valgplakat af Pia Kjærsgaard, en tredje har for nogle år siden fået bøde for at urinere et offentligt sted…

Hvordan kan den slags oplysninger have nogen betydning for masseanholdelserne? Hvordan kan politiet retfærdiggøre anholdelserne med en viden som ikke fandtes da anholdelserne fandt sted – og hvordan kan man i øvrigt være til fare for den offentlige orden under klimatopmødet fordi man engang har pisset i en port eller er ven med folk der har fået en dom?

Det spurgte retsformanden også sig selv om, og han bad kammeradvokaten om at fremlægge tre eksempler på personsager, så retten kunne tage stilling til om de havde relevans for ankesagen. Til sidst blev kammeradvokaten sendt hjem med besked om at overveje, hvad sagerne om 40 danskere, der eventuelt har været i politiets søgelys skal bruges til i en sag om administrativ frihedsberævelse af 905 uskyldige og lovlige demonstranter. Det vil så vise sig.

Mandag morgen sagde den nye regerings justitsminister Morten Bødskov i et radiointerview, at Socialdemokraterne er et lov-og-orden-parti, der både sikrer samfundets velfærd og ro i gaden. Men hvad mener justitsministeren så, spurgte studieværten, om at politiet har kikket en gruppe borgere efter i sømmene rent politisk for at ruste sig til ankesagerne?

Godt spørgsmål, man spidser ører! Men Morten Bødskov er en snu rad, så han garderede sig grundigt. Der skal findes en balance mellem borgernes grundlovssikrede ret til at demonstrere og politiets muligheder for at gribe ind overfor grupper, der ødelægger andres mulighed for at demonstrere fredeligt, sagde han, hvilket jo er indlysende korrekt. Derefter sagde han, at det aktuelle sagsforløb handler om den skepsis overfor lømmelpakken, som Socialdemokraterne udtrykte under behandlingen i folketinget, men at regeringen først vil tage stilling til lømmelpakkens fremtid, når sagerne er færdigbehandlet ved domstolene.

Fair nok, en justitsminister skal naturligvis lade domstolene arbejde uden at foregribe begivenhedernes gang, og Morten Bødskov vil også træde vande når han snart skal i samråd af sagen, indkaldt af Enhedslistens Pernille Skipper.

Desværre arbejder Københavns Politi videre i ånden efter Brian Mikkelsen. De mener at det er relevant og forsvarligt at kortlægge almindelige borgeres politiske aktiviteter m.m. På den måde mener de, at de kan retfærdiggøre den omfattende gruppeanholdelse. Denne fremgangsmåde er fuldkommen grotesk, fordi politiet jo ikke sad inde med dén viden da de foretog anholdelserne. Hvordan i alverden kan de lægge en ny viden, som ikke fandtes da anholdelserne fandt sted, til grund til ankesagen? Og ville en viden om de berørte borgeres politiske ståsteder i sig selv være nok til at lade lømmelpakkens mulighed for administrativ frihedsberøvelse overtrumfe den grundlovssikrede ret til at demonstrere?

Københavns Politis ankesag mod demonstranterne fra COP15 ligner til forveksling retspolitisk desperation. Man burde afæske den forhenværende justitsminister en kommentar. Hans forsøg på at besnakke offentligheden om, at den demokratiske demonstrationsret ikke blev begrænset af politiets muligheder for at foretage præventive anholdelser, er for længst afsløret som rent fup. Brian Mikkelsen selv er i mellemtiden blevet så velsignet forhenværende og dermed ligegyldig, og det er op til andre at genskabe borgernes ramponerede demonstrationsret og retssikkerhed, men han bør ikke dø i synden. Han lovede at man trygt kunne gå til demonstration, men politiets nye magtbeføjelser gik amok.

Byretten rehabiliterede de uretmæssigt anholdte, og man må håbe at Østre Landsret stadfæster Byrettens dom, hvilket vil være en ydmygelse af politiet og partierne bag lømmelpakken. Men politiet helmer ikke, og som konsekvens har de frifundne nu fået deres politiske privatliv endevendt. Alene det at politiets indsamling af data om de anholdte demonstranters politiske ståsted har fundet sted, er dybt bekymrende. Uanset hvordan ankesagen ender, har Brians lømmelpakke skabt stor usikkerhed om borgernes demonstrationsret, retssikkerhed og politiske privatliv.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.