Keld Conradsen: Angus McFinneys fatale forstyrrelser

Anmeldelse i Weekendavisen den 29 april 2011.

Kommer straks. Alt står for fald: kvindernes troskab, mandens stolte erektion og det moderne liv.

En oase i ørkenen

Angus McFinney kan ikke nøjes med det uperfekte, og derfor har han aldrig fået en kæreste. Til gengæld har han lagt halvdelen af Københavns damer ned – ja, faktisk er det dem, der hele tiden opsøger ham, for at mærke hans store hænder. Og Angus er generøs, han håndterer gerne tre-fire elskerinder på én gang, om nødvendigt flere gange om dagen.

Kan det blive ved med at gå godt? Som titlen på Keld Conradsens nye roman mere end antyder, er svaret nej. Angus McFinneys fatale forstyrrelser må netop hende – fatalt. Også selvom romanen sagtens kan læses som et forsvar for den uforpligtende, hedonistiske seriepromiskuitets ret til at findes side om side med det forpligtende ægteskab og familieliv – og her er retten altså vel at mærke helt på kvindernes side, for Angus er jo fri som fuglen, han skylder ikke nogen noget, står til ansvar for ingen, og betragter sig selv som en oase i kvindernes ørken.

På en måde er den københavnske fotograf med det skotske navn en ufrivillig – men ikke uvillig – forfører. Der er snarere hans skæbne at være en erotisk magtfaktor, som kvinderne falder for på stribe, og for tiden har han mindst tre-fire simultane affærer kørende. Affærerne har deres egen skønhed, mener han, og hans uvilje mod det uperfekte er måske mest af alt en uvilje overfor det forpligtende. Dermed bliver han så meget desto større en fristelse for de kvinder, der kommer for at kneppe i hans butik (Kommer straks-skiltet i vinduet får en frivol dobbeltbetydning), i lejligheden, på snuskede hoteller, i en busk i Frederiksberg Have, i bilen i en P-kælder…

Er Angus amoralsk? Selv mener han, at han i det mindste ikke er moraliserende til forskel for et par gamle venner, der bebrejder ham hans erotiske kynisme. Kun hans gamle ven, den stammende og sølle skakspiller Ludvig, formulerer værdien af Angus’ affærer, som månen, der holder moderplaneten i balance: ”Du har fat i planetens n-nosser!”

Keld Conradsen skriver med sikkert håndelag for både sprog og plot, og han er både tankevækkende, satirisk-sarkastisk og (heldigvis) solidarisk i portrætterne af de seksuelt frustrerede kvinder, der har brug for noget andet og mere end ægteskabets tryghed. De finder både oplevelser og orgasme hos Angus, og i svingende grad lever de med, at han kun kan være en oase i deres liv.

Man kan roligt sige, at fotografen får netop dén del af kagen, som han ønsker, men at hans mange elskerinder også får det, de kommer efter. På den måde viser romanen også forståelse for den utro hustru og hendes ret til at opsøge uforpligtende sex.

Som sagt røber romanens titel, at det hele ender fatalt. Slutningen bør være en overraskelse, så jeg skal lade være med at røbe detaljer – men så meget kan jeg sige, at Angus er ved at fotografere til en udstilling om moderne forfald, da hans skæbne bliver beseglet noget så eftertrykkeligt af en knejsende fallos, der mister sin erektion.

Keld Conradsen: Angus McFinneys fatale forstyrrelser. Roman. 266 sider, 299 kr. Modtryk.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *