Anmeldelse i Weekendavisen den 18. marts 2011.
Debutroman. En banal pubertetshistorie forfremmet til en kompliceret kunstnerroman redder sig hjem på selvironi.
Jeppe Krogsgaard Christensen: Natjager. 144 sider, 199 kr. Roman. Byens Forlag.
Det er nu meget durkdrevent gjort af Jeppe Krogsgaard Christensen: Alt hvad man kan indvende mod hans debutroman – og det er ikke så lidt! – har han taget højde for i portrættet af den studentikose og patetiske universitetsstuderende, der så desperat gerne vil være forfatter. Så hvad nytter det, at jeg siger, at det hele er for almindeligt, uden dybde, karakter eller nødvendighed?
Han ved det jo godt i forvejen, både forfatteren og hans hovedperson, der indser det med al ønskelig tydelighed: ”Forfatter er jeg ikke og bliver det aldrig”. Måske skulle jeg skrive reklametekster eller blive journalist, tænker han – og så må man jo mistænke den debuterende romanforfatter for at skrive om sig selv. I hvert fald er Jeppe Krogsgaard Christensen journalist på Berlingske Tidende til hverdag – men i pressemeddelelsen siger han godt nok, at Natjager ikke er historien om hans liv, men gid at nogen mistænker den for at være det. Ok, Jeppe, have it your way, jeg mistænker dig bare en lille smule. Og her er det ikke vold, druk og sex, jeg tænker på. Det er fantasien om at skrive som Melville, Hemingway, Salinger og Auster.
Natjager er historien om knægten fra Stevns, der kommer til København for at læse. En typisk storby- og kunstner in spe-roman med tydelige aftegninger af de bedste generationsfortællinger om den farlige forelskelse, angsten for at miste, frygten ved at forpligte sig og ikke mindst drømmen om at skabe noget varigt. Og så naturligvis om forældrenes begivenhedsløse småborgerlighed, samvittighedsnaget overfor den autistiske lillebror på en fjern institution, og om at blive pustet tilbage til start, sådan helt bogstaveligt.
Han kan absolut bruge sproget, Jeppe Krogsgaard Christensen – desværre også forbandet dårligt og klichefyldt, f.eks. når han lader hovedpersonen onanere og ”sæden slynges ud som et tyndt hvidt reb” over et kopiark med et Søren Ulrik Thomsen-digt! Dagen efter på uni siger den lækre studinedigter Johanne: ”Du er vist kommet til at spilde mælk på papiret.”
Ja, det er plat, men man skal som bekendt ikke græde over spildt mælk, så jeg håber oprigtigt at Jeppe Krogsgaard Christensen senere vender tilbage med en ny roman, der ikke blot ligner en banal pubertetshistorie forfremmet til en kompliceret kunstnerroman. For som han lader en uni-underviser sige om Paul Auster: ”Hans forfatterskab er en strakt langemand i fjæset på den såkaldte finlitteratur (…) Så husk det, næste gang I gør nar af det, I tror er dårlig litteratur. Den ligner jeres liv mere end den, I vil vedkende jer.”
Natjager redder sig kun hjem på den slags selvbevidste, selvironiske selvkritik.