Ide Hejlskov: Pårørende efterlyses – 10 spor af en roman

Anmeldelse i Weekendavisen den 18. februar 2011.

Utilregnelig. I Ide Hejlskovs debutroman tager røgsløret magten fra forfatteren.

Mening efterlyses

Ide Hejlskov er fhv. litteraturanmelder ved diverse aviser, og nu debuterende romanforfatter på et nystartet forlag, Autre, der kalder sig Forlaget for utilregnelig litteratur. Forlaget vil kun udgive ”utilregnelig litteratur på utilregnelige præmisser”, og med til utilregneligheden hører så, at Ide Hejlskov ”af praktiske årsager” er et pseudonym for bogens egentlige forfatter, nemlig K.L. Smith, der ifølge pressemeddelelsen også ejer og bestyrer forlaget. ”K.L. Smith”, ja så tror vi på den…

Pårørende efterlyses, tager udgangspunkt i en autentisk dødsannonce under rubrikken ”Efterlysninger” i Jyllands-Posten den 2. januar 2003. En mand var død juleaften, og nu søgte Sundhedsforvaltningen i Københavns Kommune så efter eventuelle pårørende.

Ide Hejlskov har så fantaseret om den afdøde, og tro mod den tilstræbte mystik, der omgiver udgivelsen, er også selve romanen en komplet uigennemskuelig historie. Her er både blodskam, vold, forfølgelse og et dobbeltspil med navne og identiteter, hvilket illustreres af et citat fra Rimbaud: ”Je est un autre, jeg er et andet, en anden…” (og forlagets navn: Autre).

Det hele foregår i og omkring en hemmelig organisation, der åbenbart overvåger os alle. Desværre kan jeg ikke fortælle hvilken slags hemmelig organisation, for det fremgår ikke. Røgsløret og genreeksperimentet tager nemlig magten fra forfatteren, og det hele går amok sidst i bogen, hvor der er gengivet et lille ”interview” med K.L. Smith, der bl.a. taler om, hvorfor Ide Hejlskov har lagt navn til romanen. Man mangler bare at manuskriptet er dukket op i et gammelt arvechatol med en hemmelig skuffe eller i en mystisk kuvert uden afsender

Ifølge pressemeddelelsen (som almindelige sagesløse læsere jo ikke har adgang til) kan romanen læses som ”en skæv kritik af vores politiske virkelighed med omsiggribende overvågning og kontrol.” Det burde være noget for mig, men desværre er Ide Hejlskovs glimrende idé udført på så studentikos og krukket en måde, at den slet ikke er utilregnelig, men kun utilgængelig. Det er derfor ikke de pårørende, men meningen med det hele, der bør efterlyses.

Ide Hejlskov: Pårørende efterlyses – 10 spor af en roman. 152 sider, 198 kroner. Autre.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *