Anmeldelse i Weekendavisen den 20. april 2011.

De andres liv. Henrik Andersen har skrevet en fremragende roman om DDR-paranoia, familiefortrængninger – og fodbold.

I nulvte time

Hvis nogen tvivler på nytteværdien af kunststøtte, så kommer her en opbyggelig historie: For seks år siden, i maj 2005, skrev Politiken en lille reportage fra Kulturministeriets uddeling af treårige arbejdslegater til kunstnere. Den daværende kanonminister Brian Mikkelsen havde fundet flere penge til litteraturen, så det litterære tremandsudvalg med Bo Green Jensen i formandsstolen nu kunne råde over ekstra 5,7 millioner kroner, og en af de forfattere, som derfor kunne se frem til 3 x 240.000 skattepligtige kroner, var Henrik Andersen, der kunne fortælle avisen, at han siden sin debut i 90’erne havde søgt legater i ti år uden at få en øre. Nu havde han så endelig fået støtte, og den skulle bruges til at skrive en samtidsroman om professionel fodbold.

Hvilken succeshistorie for de litterære arbejdslegater! Nu udkommer Beskyttelseszonen nemlig, og den er så utrolig meget mere, end blot en samtidsroman om professionel fodbold. Den er på én gang et helstøbt portræt af et dansk-østtysk ægtepar i skyggen af kommunismens koldkrigsovervågning og en tragedie om en families nødvendige hemmeligheder, om uundgåelige fortrængninger, om skyld og soning – ja, og så om fodbold som passion og skæbne.

I 1965 bliver en ung, lovende dansk ingeniør, Poul, forelsket i en østtysk kvinde, Ingrid, som han møder på forårsmessen i Leipzig. Hvis hun skal have lov til at rejse til vesten og gifte sig med sin udkårne, der har gjort hende gravid, kræver det visse ofre, bl.a. at hun opgiver muligheden for at vende tilbage til DDR, og at hun – og hendes mand – lover at skaffe Stasi visse oplysninger af videnskabelig og teknisk karakter. Mens Ingrid må leve som en republikflygtning i republikkens kontrol, må Poul påtage sig rollen som spion for en fremmed magt, og deres liv i Danmark bliver præget af mange flytninger og jobskift, alt efter hvad deres føringsofficer bringer af nye ordrer.

I Danmark får de to sønner. Martin er et meget stort fodboldtalent, mens Kristian hellere vil sejle. Da Martin og hans ven Stefan – romanens fortæller – overtaler Kristian til at sejle dem ud i fjorden i sin lille sejlbåd, går det galt. Båden kæntrer og Kristian drukner. Hvordan skal Martin klare sin skyldfølelse? Hvordan skal forældrene tilgive? Hvordan skal familien komme videre?

For Martin er lillebroderens død naturligvis en skæbnestund, som han aldrig kommer overens med, men fodbold bliver et frirum, hvor Kristians spøgelse ikke går med ind: ”Han spillede fodbold og glemte Kristian, fordi han spillede fodbold. Eller spillede fodbold for at glemme Kristian. Det var ikke sikkert der var en forskel.”

Da det hele spidser til og sandhedens time oprinder, må Martin træffe et afgørende valg. Hans noget skuffende fodboldkarriere bragte ham bl.a. til Hans Rostock, der efter Murens fald forsøger at spille fodbold på kommercielle vilkår. Her bliver han opsøgt af en mand, der ved noget om ham og hans familie. Hvem det er, vil jeg ikke røbe her, men pludselig befinder Martin sig – som sin mor mange år tidligere og som Tyskland efter 2. verdenskrig og igen efter Murens fald – i Stunde Null, den nulvte time, hvor det hele skal begynde forfra.

Hvis man tror at fodbold er det bærende i romanen, bliver man skuffet, omend nørder vil nyde omtale af en 70’er-stjerne som Kevin Keegan og danske Odense-koryfæer som Moseby, Donnerup og Høgh – ja, og så en uforglemmelig beskrivelse af Martins møde med Michael Laudrup i en kamp mellem Hansa Rostock og FC Barcelona.

Her lykkes det Henrik Andersen at beskrive fodboldlegenden over dem alle så overbevisende elegant, både som spiller og som person, at det risler ned ad ryggen: ”Det var, som om Mesteren besad evnen til at opløse sig selv i den blå luft, indtil han selv syntes, det var på tide, at der skete noget igen.” Den desillusionerede Martin sidder efter kampen alene tilbage i omklædningsrummet uden at have fået et ord, et skulderklap eller en bekræftelse på, at Mesteren anerkendte hans eksistens. Men pludselig hører han en stemme, der siger hans navn, og han mærker en hånd på sin skulder…

Romanen tager fodbold alvorligt, som passion, som resonans, og som noget af selvstændig værdi, ligesom i Hans-Jørgen Nielsens kultklassiker Fodboldenglen, som Besættelseszonen står i naturlig og respektfuld gæld til (ja, faktisk er strukturen med de to gamle fodboldvenner, hvor den ene gør karriere og senere dør jo faktisk bare flyttet fra Amager til Fyn), hvilket Henrik Andersen selv betoner da han lader sin fortæller give Martin et eksemplar af Fodboldenglen: ”Det er moderne litteratur på en ret fed måde. Jeg så ham forfatteren i fjernsynet forleden. Han er god nok.”

Henrik Andersen bruger det samme politiske stof som Niels Rohleder i Møns Klint i klart vejr (2010), hvilket interessant nok kunne tyde på at den kolde krig er på vej ind i litteraturen som andet end traditionel spion & spænding, og så er han vellykket beslægtet med Benn Q. Holm, både fodboldromanen Hafnia Punk (1997) og generationsfortællingen Album (2002).

Dybest set er Beskyttelseszonen en roman om ”de andres liv”, for nu at citere fra Florian Henckel-Donnersmarcks film om arbejder- og bondestatens paranoide borgerkontrol, og dermed er romanen også et psykologisk portræt af den kolde krigs ufrivillige leverandører til spionindustrien i DDR, indsigtsfuldt illustreret af rapporter i Stasis frygtindgydende kyniske og kalkulerende sprog.

Beskyttelseszonen skildrer slægts- og Europa-historie, den foregår i vores umiddelbare fortid, men den har bud til sin samtid og relevans for sin eftertid. Den er en tankevækkende politisk roman og et gribende familiemonument over en frygtsom epoke. Min varmeste anbefaling.

Henrik Andersen: Beskyttelseszonen. 360 sider, 299 kr. People’s Press.



Kommentarer

2 kommentarer til “Henrik Andersen: Beskyttelseszonen”:
  1. Troels Johansen

    Sandt nok, hvad Rothstein skriver, men, men, men.. Bogen fangede ikke mig; den er uhyggeligt eller trist forudsigelig. Efter få siders læsning kan man næsten selv gætte handlingen. Kapitel for kapitel fortælles om, hvordan mennesker dengang i Pouls og Ingrids situation fanges ind og derpå overvåges af STASI med det utrygge liv til følge. Martins fodboldliv – nå, ja. Som nævnt – jeg fandt bogen forudsigelig, kedelig – ikke en bog i vinderligaen!

  2. D. Logg

    Hej Troels. Det lyder som om, du kun har læst halvdelen af bogen. Jeg syntes også, den var kedelig og trist i starten. Men bogen udvikler sig og bliver rigtig god. Jeg begyndte at kunne lide bogen fra det tidspunkt, hvor det første møde mellem Poul og Ingrid på Leipzig messen bliver beskrevet. Hvis du har ikke har læst den hele, må du lige give den en chance til.

Skriv en kommentar