Et etisk dilemma fra helvede

Kommentar i Weekendavisen den 9. april 2011.

Kommentar. Medicinalkoncernen Lundbeck er fanget mellem patienthensyn og samfundsansvar i sag om henrettelser i USA.

Natten til i onsdags skulle den 47-årige Cleve Foster have været slået ihjel med en sprøjte i fængslet i Forth Worth, Texas. Men i sidste øjeblik besluttede Højesteret at udskyde henrettelsen, ligesom den også gjorde i januar. Grunden er dels, at der er rejst tvivl om Cleve Fosters medskyld i de drab, han er dømt for, dels at der er massiv kritik af den dødssprøjte, som flere amerikanske fængselsmyndigheder er begyndt at bruge på det seneste.

Præparatet pentonbarbital er et bedøvelsesmiddel fra danske medicinalkoncern Lundbeck, og det bruges normalt til to positive formål: dels til at hjælpe epilepsipatienter, dels til at lægge patienter i kunstig koma for at modvirke blodpropper og hjerneskader i forbindelse med operationer. Men som så meget anden medicin, kan det misbruges – og mod Lundbecks ønske er det allerede nu blevet brugt til henrettelser i Oklahoma og Ohio.

Tidligere brugte de amerikanske fængsler et andet præparat, sodium thiopental, fra medicinalvirksomheden Hospira Inc, der protesterede mod misbruget og derefter trak det fra markedet, bl.a. efter pres fra Reprieve.

Naturligvis er der tale om de amerikanske fængselsmyndigheders grove misbrug af et produkt, som Lundbeck fremstiller og distribuerer for at gøre syge mennesker raske. Og naturligvis har Lundbeck protesteret. Men spørgsmålet er: Har Lundbeck protesteret nok? Har virksomheden gjort alt hvad man kan forvente for at forhindre at dets produkt bruges i henrettelser?

Nej, siger modstanderne af dødsstraf, Amnesty International og den engelske organisation Reprieve, som gennem den sidste tid har arbejdet hårdt for at forhindre Lundbeck i at eksportere præparatet til USA. Organisationen mener, at henrettelsen af Cleve Foster har karakter af medicinsk eksperiment, fordi man for første gang blandede tre præparater uden at kende deres præcise effekt. I tirsdags holdt organisationen et pressemøde i København, hvor Mick Jaggers ekskone Bianca deltog via Skype med en appel til statsministeren om at gribe ind!

Der er, siger Reprieve, en stor risiko for, at den dømte vil lide unødig meget under henrettelsen, og organisationen skrev derfor i slutningen af marts et indtrængende brev til Lundbecks ledelse for at få koncernen til at stille spørgsmålstegn ved effekten, foretage en undersøgelse, og dermed få udsat henrettelsen. Argumentet var, at der ikke findes dokumentation for præparaternes effekt på mennesker, og at onsdagens henrettelse derfor havde karakter af medicinsk eksperiment. Men Lundbeck afviste at lave sådan en undersøgelse.

Virksomheden har hele tiden henholdt sig til, at de har skrevet klagebreve til de amerikanske myndigheder, og at de ikke kan gøre mere. Derfor vil virksomheden heller ikke stoppe eksporten. Lundbecks argument er, at de ikke kan forhindre at pentonbarbital bliver brugt imod intentionerne, og at de ikke vil svigte de patienter, der har brug for præparatet.

”Lundbeck arbejder for at redde menneskeliv,” har koncernens amerikanske pressetalskvinde sagt til medierne i USA: ”Hvis vores produkter anvendes til at bringe liv til ophør, så modsiger det, alt hvad vi står for”.

I Danmark har pressechef Mads Kronborg sagt, at Lundbeck ikke anede, at deres middel blev brugt til henrettelser før medierne begyndte at ringe: ”Det er ikke ulovligt at bruge lægemidler til andet, end de er godkendt til, så hvis et fængsel vil bruge det, kan vi ikke gøre noget ved det. Det er en svær situation, for hvis vi trækker lægemidlet af markedet, lader vi patienterne i stikken,” siger han. Det har han naturligvis ret i, og da produktet kun fylder så lidt i firmaets omsætning at det ikke ville kunne måles, har Lundbeck i hvert fald ikke noget økonomisk incitament til at beholde pentonbarbital på det amerikanske marked.

Men Reprieve har ikke megen respekt for Lundbecks klager til myndighederne i USA. De mener, at koncernen skrev et brev og derefter smed håndklædet i ringen. Dermed har Lundbeck ifølge kritikerne ikke gjort nok for at forhindre en menneskerettighedskrænkelse og for at leve op til virksomhedens og den danske regerings egne ord om, at Danmark skal være i den globale front, når det gælder Corporate Social Responsability, virksomhedernes sociale ansvar.

I magasinet Pharma kunne man i fjor læse om, hvad Lundbeck selv mener om samfundsansvar. CSR Manager Uffe Rasmussen, der er ansvarlig for virksomhedens etiske adfærdskodeks siger: ”Vi spørger os selv, hvad der er vores særlige ansvar som medicinalvirksomhed. Det indebærer, at vi først og fremmest forholder os til de etiske dilemmaer, vi møder i vores hverdag.”

Og værsgo, her er et etisk dilemma fra helvede: Du fremstiller et produkt for at bekæmpe sygdomme, men det bliver brugt til at slå ihjel med. Derfor er det også uforståeligt at Lundbeck ikke tog Reprieves forslag om en undersøgelse af præparaternes virkning på den dødsdømte til sig for på den måde at vinde tid og måske finde en udvej. Læser man Reprieves brev til Lundbeck igennem, kan man tro at Lundbecks uvilje skyldes den stejle, krævende og intimiderende tone, organisationen holder sig. Men den enes dumhed ophæver ikke den andens.

Reprieve mener, at virksomheden rent faktisk kan gøre noget konkret. De efterlyser en såkaldt slutbrugerkontrakt, der sætter grænser for hvad præparatet må bruges til, men den slags ”kontrakter” er blot en slags uforpligtende ansvarsfraskrivelser, der – polemisk sagt – svarer til at værktøjsproducenter skrev, at man kun må slå søm i hovedet, ikke mennesker. Reprieve er til gengæld på sporet af noget, når de mener, at Lundbeck – som omtalt – kunne have bremset henrettelsen allerede i sidste uge ved at gennemføre en undersøgelse af den nye dræbende cocktail. Nu har Højesteret så gjort det uden Lundbecks indsats, men udsættelsen af henrettelsen tager ikke nødvendigvis presset fra koncernens skuldre, faktisk tværtimod. Nu er der jo ekstra tid til at finde en udvej.

Den yderst ærgerlige sag om Lundbecks ufrivillige medvirken til eksekvering af dødsstraf i USA kommer paradoksalt nok samtidig med at Amnesty kan offentliggøre ganske gode nyheder om dødsstraffens internationale tilbagetog.

Den netop offentliggjorte statistik over de officielle henrettelser (vel at mærke: de officielle) viser et fald fra 714 i 2009 til 527 i 2010. Denne nedgang skal desuden ses i lyset af, at 31 lande gennem de seneste ti år har droppet dødsstraf, og dermed er verden tættere på et globalt forbud for stater mod at slå deres egne borgere ihjel.

Men midt i glæden, er der også problemer: Hviderusland har henrettet to borgere, og dermed er Europa ikke længere henrettelsesfri zone. Og selvom henrettelser ikke bruges så ofte som tidligere i USA, har den frie verdens leder stadig svært ved lægge dødssprøjten på hylden. USA er stadig det land i verden, der foretager femteflest henrettelser.

Øverst på den beskæmmende liste troner Kina med flere tusinde henrettelser (man kender ikke det nøjagtige tal), og derefter følger Iran med mere end 252 officielle henrettelser, Nordkorea med 60 (og dertil sandsynligvis et større antal ukendte), Yemen med flere end 53 og USA med 46.

I 2011-statistikken vil Cleve Foster, der nægter sig skyldig, figurere sammen med mange andre dødsdømte amerikanere, der er blevet henrettet ved misbrug af Lundbecks pentonbarbital, hvis ikke han bliver benådet efter denne anden udsættelse af dommens eksekvering.

Naturligvis vil anti-dødsstraforganisationerne blive ved med at kritisere virksomheden, og de vil slå på at dyre ord om Corporate Social Responsability forpligter. Hvad de overser, er, at Lundbeck er i en branche, hvor de netop har et ansvar for de syge mennesker, som de udvikler produkter til. Skal Lundbeck vende ryggen til de mange tusinde patienter i USA? Det ser man nok anderledes på i patientforeningerne end man gør i Reprieve.

Lundbeck har naturligvis et samfundsansvar, men også et patientansvar. Hvis de to ting ikke harmonerer – og det gør de ikke i dette tilfælde – må virksomheden finde en måde at kompensere på. Det har Amnesty International forstået, og organisationen ønsker en dialog med Lundbeck for at finde en løsning, men aggressive Reprieve har ikke. Nu er spørgsmålet derfor, hvordan Lundbeck finder balancen og får tilgodeset begge slags ansvar. Den eneste udvej, der er til at få øje på, rummer en stadig stærkere protest mod de amerikanske fængselsmyndigheders misbrug af pentonbarbital og en markant, offensiv støtte til f.eks. Amnesty Internationals arbejde mod dødsstraf. Det er ikke at betale sig fra ansvaret, det er at vedkende sig at man er fanget i et uløseligt mellem patienthensyn og samfundsansvar.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.