En handelsrejsende i alvor

Kommentar i Weekendavisen den 2. september 2011.

Meta-meta. Karl Ove Knausgård på scenen.

Karl Ove Knausgård ruller ind på Fanefjord Skovpavillon i sin hvide minivan. Han er årets gæst på Verdenslitteratur på Møn, og denne søndag skal han sidde på scenen foran 200 betalende gæster og svare på spørgsmål fra mig og publikum, spørgsmål der med garanti ikke adskiller sig væsentligt fra de spørgsmål han plejer at besvare, når han rejser rundt på højskoler, festivaler, bogmesser m.m. og tålmodigt fortæller om sin kamp med Min kamp. Men hvis arrangementet ikke kan overraske forfatteren, så er det jo fantastisk at forfatteren kan overraske arrangementet.

Vi går back stage, mens pianisten Carsten Dahl underholder publikum med jazzimprovisationer. Karl Ove ligner en rockstjerne, en genert rockstjerne. Dagen før optrådte han her sammen med Lilian Munk Rösing fra Information, og dét interview har sat tanker i gang hos ham. Han trækker et manuskript frem fra sin pose, og rækker det til mig.

“Jeg skrev det her i morges,” siger han. “Det handler bl.a. om arrangementet i går og om hvordan jeg har det når jeg sidder på en scene og bliver interviewet.”

“Du skrev det i morges?” siger jeg.

Karl Ove Knausgård er indkvarteret i et gæstehus hos kvinden bag Verdenslitteratur på Møn, Marianne Hiort-Lorenzen. I dét hus boede japanske Haruki Murakami i fjor. Og før ham har der været forfattere som Amos Oz, Ben Okri, André Brink, Fay Weldon. Verdensnavne med andre ord. Det siges at det er et inspirerende sted, men Knausgård har ikke brug for inspiration. Han arbejder fordi han skal. Hans selvbiografiske romanserie i seks bind nærmer sig den ultimative deadline, nemlig det sidste bind, der bl.a. rummer en essayistisk analyse af nazismens væsen. Manuskriptet skal efter planen afleveres til forlaget i denne uge.

Forfatteren beder mig læse de syv sider, han siger at han gerne vil læse lidt op af det, hvis jeg ellers synes at det er en god idé. Mens Karl Ove går ud for at ryge en af sine mange smøger, løber jeg teksten igennem. Han skriver om det at møde sit publikum, om at han ikke kan holde smilene, venligheden og beundringen ud. Det er velment og oprigtigt, men på gale præmisser. ”Jeg må avvise det i mitt indre,” står der. Hans kone kalder ham en handelsrejsende i alvor.

Karl Ove kommer tilbage fra rygepausen og ser spørgende på mig.

“Det er fantastisk,” siger jeg.

Han er selv lidt nervøs for, om folk tager det ilde op. Det afviser jeg blankt.

“Måske kan du læse det til sidst?”

“Nej, jeg læser det først.”

Han får det som han vil have det, og jeg er taknemmelig. Jeg glæder mig til at præsentere publikum for en tekst, der er så dugfrisk som den kan overhovedet kan være, en tekst der kommenterer det arrangement, vi alle er en del af her i skovpavillonen på Møn. Og en tekst, der oven i købet kommer til at indgå i Min kamp VI, der udkommer i Norge til november.

Karl Ove ryger en smøg mere. Vi taler også lidt om fodbold. Vi har begge fulgt Liverpool FC siden barndommen, og vi elsker engelsk fodboldnostalgi fra 70’erne. I det norske litteraturtidsskrift Bogvennen har jeg set ham udfylde det berømte Marcel Proust Questionnaire (som Weekendavisen i øvrigt også har brugt for en håndfuld år siden), og på spørgsmålet om favoritbeskæftigelse svarer han: “Å skrive, å spille fotball.”

”Vi kan også gå på scenen og tale om Kevin Keegan, Steve Highway, Emely Hughes og Ray Clemence,” siger jeg. Karl Ove smiler.

Oplæsningen er en succes. Knausgård læser med en god rytme, og alle i salen mærker det fantastiske ved at høre noget fra afslutningsbindet af Min kamp, mens det endnu er a work in progress. Karl Ove skriver også om Bo Bjørnvigs anmeldelse af bind fire, der udkom i torsdags. Bo mener, at der er en falsk tone i bogen. Karl Ove selv har ikke tænkt på romanen siden han skrev den, men han må give anmelderen ret, skriver han. Det kan man så læse om i bind seks. Jeg glæder mig til at fortælle Bo det.

Bagefter får Karl Ove en smøgpause inden han skal signere bøger. Vi taler lidt om litteratur, skrivning og fodbold. Jeg fortæller ham at jeg har skrevet et essay om målmandens filosofi.

Før vi skilles skriver han en hilsen i en bog til mig. Han takker for nærvær og god samtale. Signeret sig som Ray Clemence. Liverpools keeper i 70’erne.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.