Den privatiserede krig

Artikel i Amnesty 2/2011

Hvad sker der, når private sikkerhedsfirmaer fra USA og England scorer milliardkontrakter i Irak og Afghanistan?Hvad er konsekvensen af den irakiske lov, der fra 2003 til 2009 sikrede disse sikkerhedsfirmaer immunitet, så deres handlinger hverken blev efterforsket eller straffet? Den engelske filminstruktør Ken Loach rejser spørgsmålene i sin nye film, Route Irish.

Man kan godt tage en soldat ud af krigen, men man kan ikke tage krigen ud af en soldat. Det synes at være hovedbudskabet i mange romaner og film, som i disse år skrives og instrueres under indtryk af krigene i Irak og Afghanistan. Og Ken Loachs nye film,Route Irish, er ikke nogen undtagelse med sin skildring af karrieresoldaten, der både gør tjeneste i hæren og i et privat sikkerhedsfirma inden han vender hjem til Liverpool, hvor skelletterne vælter ud af skabene.

Route Irish er en krigspolitisk thriller med et godt plot: Fergus – den hjemvendte SAS-elitesoldat – aflytter sin telefonsvarer, hvor der ligger en række desperate beskeder fra hans livslange ven og soldaterkollega. Frankie er i store problemer, men kan ikke sige hvorfor.

Fergus har ikke hørt opkaldene, da han har været i detentionen fordi han slog et par fyre ned da de hånede en blind mand uden at vide, at han havde mistet synet som soldat i Bagdad. De desperate telefonbeskeder, bliver Frankie sidste ord. Kort efter – vi er i september 2007 – bliver han dræbt, da hans bil bliver angrebet på vejen mellem lufthavnen og Bagdad. I soldaternes lingo er strækningen kendt under navnet Route Irish, verdens farligste vej, og ifølge sikkerhedsfirmaet var Frankie desværre blot på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Ved begravelsen dukker en kvinde op med en kuvert til Fergus fra Frankie. I kuverten ligger en mobiltelefon med en filmoptagelse af en irakisk taxa, der bliver beskudt af engelske sikkerhedssoldater. På filmstumpen ser man Frankie, der råbende anklager en af sine kolleger for at have dræbt fire uskyldige mennesker. Optændt af sorg og skyldfølelse – det var nemlig ham, der lokkede Frankie til at tage det velbetalte job i sikkerhedsfirmaet – begynder Fergus nu at grave i sagen. Findes der en sammenhæng mellem filmen på mobilen og Frankies død?

Mens Fergus undersøger sagen, rejser filmen en række kritiske spørgsmål af både moralsk og juridisk karakter: Hvad sker der, når private sikkerhedsfirmaer fra USA og England scorer milliardkontrakter i Irak og Afghanistan? Hvad betyder det at op mod 50.000 private sikkerhedsfolk med tung militærbevæbning styrer Irak? Hvad er konsekvensen af den lov, som den amerikanske statholde Paul Bremer gennemførte fra 2003 til 2009, og som sikrede de internationale sikkerhedsfirmaer juridisk immunitet, så deres handlinger hverken blev efterforsket eller straffet?

Og hvor efterlader det os, når den retfærdighedssøgende veteran, der vil afsløre forbrydelsen bag sin vens død, uden at blinke griber til de torturmetoder, som koalitionen forbeholder sig retten til at bruge overfor de såkaldt illegale kombattanter?

Fergus er en af de mange post-traumatiserede soldater, der meget naturligt optræder i litteraturen og filmen i disse år. Hans temperament sidder uden på tøjet, og han har problemer med at genindtræde i det normale samfund. Hans nye lejlighed på Liverpools havnefront – lejesoldaterne tjener skyhøje summer, og arbejdet for det private firma var Fergus’ måde at få sin del af kagen på – ligger øde hen uden møbler, for han sover i et hjørne på sin feltseng.

Indirekte spørger filmen: Hvad er soldaten, når han ikke længere er soldat? Og svaret får vi i de sekvenser, hvor Fergus står på altanen og sigter på uskyldige mennesker med sin riffel. Eller når han kidnapper manden bag Frankies død og tvinger sandheden ud af ham med waterboarding.

Bag den konventionelle thrillers facade, er Route Irish en film om den privatiserede krig. Instruktøren Ken Loach har i interviews talt om, at krigen i Irak hele tiden har været ført på grund af den vestlige verdens økonomiske interesser. Nu trækker hæren sig ud, og de private sikkerhedsfirmaer overtager flere og flere opgaver – og deres ambition er først og fremmest at tjene store penge. Men sådan en udvikling er udenfor demokratisk kontrol, siger Ken Loach, der dermed bruger spændingsfilmen som afsæt for en politisk kommentar.

Manuskriptforfatteren bag Route Irish, Paul Laverty, siger i filmens pressemateriale, at organisationen Combat Stress, der hjælper krigsveteraner, mener at post-traumatisk stress kan være latent i op til 17 år. Vi har langt fra hørt den sidste historie om soldaten, der tages ud af krigen uden at krigen tages ud af ham.

”Route Irish” af Ken Loach (instruktør) og Paul Laverty (manuskriptforfatter) har premiere i danske biografer den 1. juni 2011.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.