Claus Bratt Østergaard: Den anden mand

Anmeldelse i Weekendavisen den 24. juni 2011.

Tabula Rasa. Der er sket noget. Men hvad? Claus Bratt Østergaard debutroman handler om en mand uden erindring.

Skyggebilleder

Der er noget særdeles inciterende over det komplette hukommelsestab. Tanken om et menneske som en tabula rasa, en rengjort tavle, er både foruroligende og fascinerende, men desværre fanger Claus Bratt Østergaards romandebut om en mand uden erindring ikke stoffets potentiale.

Den anden mand åbner i en hospitalsseng, hvor fortælleren ligger med flækket halshvirvel og forsøger at få hold på sine tanker. Han kan ikke huske, hvem han er, og hvad han har været ude for. Hver gang hans tanker er ved at få fast kontur, flyder figuren ud til en plamage: “Noget skete. Det er derfor jeg er her. Men hvad? Tilbage er kun omrids. Skyggebilleder.”

Manden er blottet for enhver erindring, men langsomt dæmrer mere og mere for ham, og vi får langsomt rullet hans historie ud i brudstykker. Vi er tilbage i 50’erne, hvor arbejderfamilien Eriksens søn Leif forelsker sig i skoleinspektør Ockelholms datter. Ingen ved det endnu, men vi får senere at vide, at der er voldsomme problemer med ledelsen af skolen, hvor alt sejler skæbnesvangert. Ockelsholm mister kontrollen, også over pedellen Ejgil Nielsen. Når pedellen ikke huserer i skolens kældergange bor han i sin kolonihave, hvor han er nabo til Eriksens. Og så er han tilsyneladende i dårligt selskab med sin nevø Kurt og dennes ven Sven.

Det samme dårlige selskab kommer unge Leif også i, og for at gøre en lang historie kort, må han gøre sig selv usynlig. En pige hjælper ham om bord på en fragtbåd i Esbjerg havn, og den unge mand flygter til New York. Efter mange år genser han skoleinspektør Ockelholms datter i Glasgow, hvor hun studerer og han hutler sig igennem. De gifter sig, men det holder ikke, og pludselig er Leif – nu under det navn, han påtog sig i Amerika – i Afrika for FN.

Men inden vi når så langt i handlingen, har en samtale mellem den erindringsløse mand og en medpatient på hospitalet, afsløret hvad der skete før hukommelsestabet satte ind:

“Jeg drev omkring i en redningsbåd uden styrepind (…)”

“Ha, noget kan De altså huske!”

“Min viden om, hvad der var sket, efterlod jeg i bølgerne bagude.”

“Sådan siger man altid! Men man kan ikke løbe fra, hvem man er. Før eller siden kommer det for en dag. Før eller siden husker man det også selv.”

Som roman står Den anden mand tilbage som en ufærdig tanke, der kun hænger løst sammen på plot-planet. Til gengæld er den stimulerende i den intellektuelle grundidé, som er mere end god. Og som særdeles estimeret oversætter af bl.a. Kants, Hegels og Hobbes’ filosofiske klassikere, ved Claus Bratt Østergaard udmærket hvor interessant amnesiens identitetskrise er som kunstnerisk, filosofisk og litterært råstof – i øvrigt også brugt af bl.a. Ib Michael (Killroy, Killroy), Paul Auster (Rejser i scriptoriet), Carl Frode Tiller (Indkredsning I-II), Hallgrímur Helgasson (Islands forfatter) og Nicole Kraus (Man walks into a room).

Men uanset hvor dramatisk potentialet er, lykkes det desværre ikke for Claus Bratt Østergaard at forløse det kunstnerisk. Romanen er som dens sprog: lydefri, men fersk. Det er derfor med Den anden mand som det er med fortællerens forsøg på at genvinde erindring – den faste kontur flyder ud og det hele står tilbage som omrids og skyggebilleder.

Claus Bratt Østergaard: Den anden mand. 382 sider, 299 kr. Roman. Tiderne Skifter.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.