Beate Grimsrud: En dåre fri

Anmeldelse i Weekendavisen den 31. december 2010.

Gøgerede. Beate Grimsruds nye roman nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris af både Norge og Sverige.

Velkommen til galskaben

Den 12. april 2011 sætter de nationale komiteer bag Nordisk Råds Litteraturpris navn og titel på dette års modtager af al prestigen og de 350.000 gode danske kroner. Prisen overrækkes for 50. gang ved Nordisk Råds session, denne gang i København til november.

Og mens den danske debat foreløbig kun har budt på kras kritik af Lilian Munk Rösing og Asger Schnacks nominering af Harald Voetmanns smalle roman Vågen og Josefine Klougarts debutantværk Stigninger og fald, er man i Norge og Sverige i fuld gang med at diskutere forholdet mellem fiktion og virkelighed og den litterære substans og metode i den roman, der meget vel kan ende med at vinde prisen, nemlig En dåre fri af Beate Grimsrud.

Hvad den debat handler om, vender jeg tilbage til om lidt. Først vil jeg lige give et par gode grunde eller tre til at sætte en tusse på Beate Grimsrud hos nærmeste bookmaker:

For det første er der tale om en særdeles interessant og vedkommende roman med et dybt bevægende og indsigtsfuldt psykologisk portræt af en schizofren kvindelig forfatter, hvis liv bliver styret af en række magtfulde og insisterende stemmer inde i hovedet.

For det andet har både Norge og Sverige nomineret En dåre fri. Beate Grimsrud er norsk, men bosat i Stockholm gennem mange år, og hun skriver og udgiver sine bøger på begge sprog. Dermed har romanen helt usædvanligt to lande bag sig inden bedømmelseskomiteen begynder sit arbejde med at diskutere, argumentere og eliminere kandidaterne.

Og for det tredje – og her kommer vi så til debatten om den litterære substans – rammer En dåre fri midt ned i den mest intense kultur- og kunstdebat i Norden i mange år, nemlig den om brugen af det ultrapersonlige og censurløst selvbiografiske stof, som Karl Ove Knausgårds massive seksbinds romanserie under fællestitlen Min kamp har afstedkommet.

Netop Karl Ove Knausgård var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris med bind et af de planlagte seks. Han fik ikke prisen (det gjorde finske Sofi Oksanen for romanen Renselse) men mon ikke han har en chance for at blive nomineret igen når sidste bind udkommer? Imens må han se til mens hans landsmand Beate Grimsrud altså er med i kapløbet med en roman, der bruger samme biografiske teknik som Knausgård har rendyrket i Min kamp.

En dåre fri er tydeligvis en selvbeskrivelse, men ikke en én-til-én-beskrivelse i alle detaljer som hos Knausgård. F.eks. giver Beate Grimsrud sin hovedperson et fiktivt navn, men samtidig er der ingen tvivl om at karakteren Eli Larsen har rigtig mange biografiske og kunstneriske træk til fælles med Beate Grimsrud: fiktionens Eli flytter fra Oslo til Stockholm for at gå på forfattersksole som virkelighedens Beate, fiktionens Eli skriver de samme bøger og bliver nomineret til de samme priser som virkelighedens Beate, og fiktionens Eli skriver og instruerer de samme film som virkelighedens Beate, f.eks. dokumentarene Ballen i øyet (om fodbold) og Det pleier å gå bra (om en forsvundet kat), som havde premiere i hhv. 2000 og 2010.

Hvor mange detaljer Eli og Beate har til fælles på det personlige og mentale plan, kan en udenforstående jo ikke afgøre, og forfatteren har da også sagt, at En dåre fri ikke er en selvbiografi, men en roman. Men samtidig er Beate Grimsrud meget bevidst om, at vi ikke kan undgå at læse romanen som en fortælling om hendes eget liv, og til sidst i lader hun Eli begynde arbejdet med en roman om stemmerne i hendes hoved, altså den roman som vi netop har læst. Og så kan man ellers overveje med sig selv, hvor meget der er fiktion og hvor meget der er virkelighed – og hvad det betyder for litteraturen, at vi bliver presset til at være i tvivl mens vi læser.

Allerede i første linje af En dåre fri præsenterer Eli sig selv. Hun fortæller os, at navnet betyder Min Gud på hebraisk og både er et drengenavn og et pigenavn. Det viser sig at være en væsentlig pointe, fordi Eli som ung opfatter sig selv som androgyn. Vi træffer hende første gang da hun er en midaldrende kvinde, som ikke kan være i fred for stemmerne i hendes hoved. Hun bor alene i sin lejlighed, hvor hun har dækket vinduerne til fordi gulvet tipper og hun frygter at lejligheden falder ud af bygningen, som en skuffe der falder ud af en kommode. Da hendes terapeut kommer på besøg, lægger han en bold på gulvet. Den burde jo rulle ned mod vinduet, men den bliver liggende. Eli tænker, at en fælles forståelse af at noget helt forkert er rigtigt, kan regnes som en sandhed. Men hun ved ikke, hvad hun skal tro. Så hun det samme som terapeuten?

I tilbageblik rulles Elis barndom og ungdom op. Allerede som barn lever hun i sin helt egen mentale verden, som ingen andre for alvor har adgang til. Hun er i evigt udbrud med fortællinger, spørgsmål og løgne, altid i rastløs bevægelse. Hun lider af svær ordblindhed, men finder hele tiden på eventyr, som hun dikterer til sine søskende.

Da hun er seks år sker noget altafgørende. Hendes børnehaveklasse skal spille teater, og Eli brænder for at være Espen Askeladd – en kendt idealkikkelse fra de norske folkeeventyr, den lille dreng som ingen forventer noget af, men som til sidst ender som helten. Men læreren giver rollen til en anden elev og bestemmer, at Eli skal være prinsesse, fordi hun har langt hår med gyldne krøller. Og så sker der for første gang en radikal ændring i pigens psyke.

Eli ved godt, at der findes hemmelige udgange fra det, der kaldes virkeligheden: ”Jeg kommer snart til å erfare at det fins flere. Jeg kommer snart til å få en venn for livet. En venn og en uvenn. En som vil vel, men som gråten setter seg fast i halsen på til det bruster og han ikke kan slutte å gråte. En som senere i livet skal minne meg på at jeg en gang har vært liten.”

Det er stemmen Espen, der flytter ind i Elis hoved. Espen Askeladd, som hun brænder for at være ét med i teaterstykket, bliver nu en del af hende. Han dukker især op når hun børster tænder, og senere bliver lyden af rindede vand den lyd, der kalder Espen frem. Hans stemme tager magten, fortæller Eli hvad hun vil og hvad hun skal, at hun er en dreng. Når hun siger til Espen, at hun gerne vil være som alle andre, siger han, at hun ikke er som andre, hun har jo ham. Og som Eli bliver ældre og ældre, forbliver Espen seks år. Da hun en dag som voksen tænder for vandet for at vaske op, melder han sig. ”Velkommen til virkeligheten,” siger han med sin drengestemme. Skulle det ikke være velkommen til galskaben, spørger Eli sig selv.

Som årene går støder nye drengestemmer til i Elis schizofrene hoved, hvor de konkurrerer om magten og opmærksomheden, bl.a. den muntre Emil (ham fra Lønneberg) og den destruktive og mørke Erik, der hele tiden tvinger Eli til at knuse glas og skære i sig selv. Da hun er voksen støder den kongelige Prins Eugen fra 1800-tallet til.

Efter en omflakkende ungdom (hun er bl.a. med i den danske BZ-bevægelse der graver en flugttunnel under gaden da Allotria på Nørrebro skal ryddes) med massivt misbrug, medicinering og selvskade, flytter Eli til Sverige for at gå på forfatterskole. Hun søger tilflugt i skrivekunsten, og samtidig med at personlighedsspaltningen præger hendes liv og tanker, finder hun afløb for sin kreativitet og rastløshed i både litteratur, film, kunst og musik, ikke at forglemme lidenskaben for fodbold og boksning.

Beate Grimsruds En dåre fri føjer sig meget interessant til Karl Ove Knausgårds radikale selvbiografiske romanprojekt (de skriver begge utilsløret om de uskønne sider af deres liv og er i øvrigt begge nordmænd bosat i svensk eksil), men når det gælder forholdet mellem det autentiske og det litterære, trækker hun sig grænse et andet sted. Meget velovervejet slår Eli fast, at hun ikke vil være en offentlig mentalpatient. Ja, hun har skrevet om sine ophold på psykiatriske klinikker, om sin schizofreni, om sin terapi, men hun skriver også sådan her:

”Jeg trøster meg med at en roman er en roman og bare speiler deler av virkeligheten. Hvordan man tror det var, om hvordan man øsnekr at det var. Deler av det ulevde livet. Valgte øyeblikk, oppdiktede øyeblikk. Fortellinger som føder nye fortellinger. En personlig fortelling. Som framstår sannere og sannere for en, jo lenger det er siden den fant sted. Språket. Som flyr inn i pennen når man øver. Men likevel er dette a skrive en bok bare å la en bit av meg leve et liv jeg ikke kan kontrollere.”

Nu skal man ikke glemme, at det er fiktionens Eli og ikke virkelighedens Beate Grimsrud selv, der fortæller dette – eller hvad? Hvem er hvem? Hvilken stemme gælder? Elis eller Espens? Elis eller Beates? Der er intet endegyldigt svar i denne velkomst til galskaben, som –korrekt biografisk proveniens eller ej – er en indsigtsfuld og dybt fascinerende beskrivelse fra det indre af et splittet sind, som kæmper for at få et ord indført i sit eget hoved og med terapeutens og de solidariske venners hjælp komme overens med og tage magten over stemmerne.

En dåre fri er en bevægende rapport fra en norsk gøgerede. Og et meget troværdigt bud på en vinder af Nordisk Råds Litteraturpris 2011.

Beate Grimsrud: En dåre fri. 509 sider, 329 norske kr. Cappellen Damm.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.