Anmeldelse i Weekendavisen de 21. maj 2010.
Rejse. Pia Tafdrups temadigte søger retfærdiggørelse hos selveste H.C. Andersen. Hun kan nu sagtens klare sig på egen hånd.
Jeg vil gerne have skyernes pas
Hvis der er noget, jeg ikke kan snuppe, er det artikler, der begynder med: ”Som H.C.Andersen skrev: ’At rejse er at leve…’” Ja tak, så har vi fået klicheer nok for resten af ugen, selvom det jo er sandt: Digtere og andre forfattere henter ofte indsigt, udsyn og inspiration når de/vi befinder sig langt væk hjemmefra, det kan jeg sagtens skrive under på. Udlængsel og litteratur hænger sammen.
Alligevel kan jeg ikke undgå at blive lidt irriteret over, at Pia Tafdrup åbner Trækfuglenes kompas med et citat fra netop H.C. Andersen, der besynger det at rejse. Det er som om, hun søger en slags litterær retfærdiggørelse, som hun slet ikke behøver, for hendes rejsedigte kan sagtens klare sig på egen hånd. Til gengæld er det en formildende omstændighed, at hun citerer fra digterens dagbog og ikke fra det skamredne digt Det er liv at rejse.
Pia Tafdrups Trækfuglens kompas indgår i et kunstprojekt sat i værk af Statens Kunstfonds Udvalg for Kunst i det Offentlige Rum: Tolv kunstnere fra forskellige kunstområder har hver fået et stikord at skabe et værk ud fra, og tilsammen skal værkerne udgøre et forløb af kunst langs den jyske Hærvej. Pia Tafdrups stikord var ’Vandringsmanden’.
I 58 digte – nogle nærmest haiku, andre på flere sider – undersøger digteren rejsen og alle dens mellemformer: ”Rejsen er god / fordi den hører op igen, / rejsen er til og fra, / ud og hjem. / Hører den ikke op, er den noget andet, / flugt, eksil, fordrivelse, / trin, der fører til intet,” som det hedder med en nøgtern, næsten-banal konstatering.
Rejsen som tema og tilstand har her fået en inspireret poetisk behandling, der forbløffende nok viser Pia Tafdrup som en – vover man at sige det? – folkelig digter. Trækfuglens kompas åbner sig nemlig gavmildt mod sin læser, ukrukket og uprætentiøs, stemningsfuld og sikker i sprog og tanke. Og så er den en gave til enhver dansklærer i gymnasiet, for digtene er decideret nemme at læse, forstå og fortolke for enhver, der har pakket en kuffert ud. F.eks. er Internationalt luftrum en perle af et erindringsdigt, mens Pas, passport, passaporto etc. rammer den moderne rejsendes paranoia i køen ved lufthavnens sikkerhedskontrol: ”Kroppen er ikke national, / den passerer let i drømme / bjergkæder, floder, oceaner / ruter tegnet af svaler. / Jeg vil gerne have / skyernes pas / gyldigt for rejser til alle lande og tilbage.”
Hos Pia Tafdrup har ”ordene trækfuglehjerte”, som det hedder, og selvom bogen er skrevet med Hærvejen og Vandringsmanden som inspiration, er det himlen og fuglene, der går igen, indirekte også i det lille eksistensdrama Hvilken retning?, der på sin egen måde skildrer tilværelsens ankomster og afgange: ”Jeg kunne have tilhørt / en flok, en stime, / en svirrende sværm. / men jeg ER alene. / Jeg tvivler, jeg træffer / tøvende / et valg. Samme sekund / sker snittet. / Jeg har ikke samme muligheder / som en overhugget regnorm, / hvis to dele søger i hver sin retning.”
Rejsens midlertidige hjemløshed har kaldt mange skønne refleksioner og sansninger frem i Pia Tafdrup, og hendes nye digte er fine, poetiske afskeds- og ankomstgaver.
Pia Tafdrup: Trækfuglens kompas. Digte. 96 sider, 129 kr. Gyldendal.