Anmeldelse i Weekendavisen den 16. juli 2010.
Paula Fox. ”Jeg var gået glip af en datters sidste privilegium; jeg kunne ikke sørge over min mor.”
Man gjorde et barn fortræd
Det her kan man da kalde en familie med fut i, hør bare:
Elsie de Sola Fox blev født i 1902 som datter af en cubansk sukkerplantageejer og hans unge spanske hustru. Som ung gifter hun sig med en drømmende, drikkende dandy ved navn Paul og sammen hutler de sig igennem som ret dårlige manuskriptforfattere i filmindustrien, hvor Pauls fætter Douglas Fairbanks er stjerne som skuespiller, direktør og producer.
Da Elsie bliver gravid og føder, vælger hun straks at give datteren fra sig, og lille Paula vokser derfor op som plejebarn i flere familier, mens forældrene flakker ind og ud af hendes liv på en rast- og kærlighedsløs måde. Elsie er direkte fjendtlig overfor sin datter.
Efter en kaotisk opvækst, bliver Paula selv gift og besvangret af en upålidelig løjser, og hun vælger at bortadoptere sin datter – efter ønske til en jødisk familie. Pigen ender imidlertid hos et katolsk ægtepar. Paula lever derefter uden kontakt til hverken sin mor eller sin datter, og som årene går, slår hun igennem som forfatter, ikke mindst med børnebøger, som bl.a. belønnes med H.C. Andersen Medaljen, den internationale børnelitteraturs svar på Nobelprisen.
Mod sin vilje lader Paula sig overtale til at genoptage kontakten til moren, som hun ikke har set i 38 år. Elsie er blevet 92, men stadig fjendtlig, og da Paula skal tisse, vælger hun at gøre det bag et træ, for hun kan ikke bære tanken om at dele toiletbræt med sin mor. Elsie dør, og da Paula får beskeden, er hun bare tom og apatisk: ”Jeg var gået glip af en datters sidste privilegium; jeg kunne ikke sørge over min mor,” skriver hun.
En dag kommer der pludselig en kuvert ind ad døren hos Paula. Hendes bortadopterede datter har fundet hende! Det bliver en meget lykkelig genforening. Datteren, Linda Carroll, viser sig at være forfatter og en slags spirituel terapeut – og for at det ikke skal være lyv, er hun mor til det skandaleombruste rockfænomen Courtney Love.
Ja, de fire generationer af kvinder i familien Fox – Elsie, Paula, Linda og Courtney – udgør en helt formidabel slægtshistorie om at blive forsømt og forstødt, og det kunne være interessant at få hele familien belyst i en sammenhængende skildring fra oldemor til oldebarn. Men indtil dén bog måtte udkomme, kan vi glæde os over Paulas Fox’ erindringer, Lånte fjer, der dog stopper ved Elsies død og genforeningen med Linda. Lindas egen historie med Courtney, og hvad der måtte være af relation mellem Paula og det verdensberømte barnebarn, får vi ikke.
Til gengæld får vi den utrolige historie om et barn, der ikke var elsket af sin mor. Elsie var ikke alene en selvoptaget wannabee-boheme, der snobbede op ad og leflede for de virkelige bohemer, som f.eks. overdandyen F. Scott Fitzgerald. Nej, hun var en decideret misantropisk og nedrig kvinde, der ikke levnede plads til sin datter i pereferien af sit eget liv. Da Paula, som er plejebarn hos en præst, besøger sine forældre, kyler den lunefulde Elsie pludselig en drink efter sin egen datter, og glas og isterninger slår mod væggen bag pigen:
”I flere år påtog jeg mig ansvaret for alt det, der skete i mit liv, selv for ting, jeg ikke havde den fjerneste kontrol med. Det var ikke på grund af storsindethed eller mod, at jeg gjorde det. Det var et håbløst ønske om at opdage, hvorfor det, at jeg var født, og at jeg fandtes, var sådan en katastrofe for min mor,” skriver Paula Fox i Lånte fjer.
En mor, der afskriver sin egen datter, begår den største synd, en kvinde kan begå, og det lykkes aldrig Paula at finde en forklaring. Faren Paul (som hun deler navn med + et a mere) er ikke kynisk på samme måde, men han misbruger gerne sin datters tillid for egen vindings skyld, og allerede som barn, konstaterer Paula, at faren kan være både forbundsfælle og forræder. Og så er han uforudsigelig: en dag modtager den unge Paula en pakke fra sin far – med en levende alligator! Den forærer hun til en nabo, der leverer dyr til filmstudierne…
Lånte fjer rummer en retfærdig desperation, og desperationen er et motiv, som også når helt ud i titlen på Paula Fox´ psykologisk skarpslebne roman Desperate personer (1970, dansk udgave 2007) om et midaldrende ægtepars forgæves forsøg på at finde faste holdepunkter i hverdagen. I erindringsbogen er det imidlertid en forsømt pige der lægger stemme til sit eget liv, og det gør erindringerne særligt rørende og moderportrættet særligt bittert. Man gjorde et barn fortræd, men gennem den voksne og erfarne forfatters blik, gør barnet nu regnebrættet op. Det levner den kærlighedsløse Elsie med et fuldkommen ruineret ryg og rygte, som mor og som menneske.
Paula Fox oplever efter sigende et lidt sent gennembrud i USA i disse tider, bl.a. båret frem med anprisninger af forfatteren Jonathan Franzen, og Forlaget Ries fortjener ros for at bringe det læsværdige forfatterskab til Danmark.
Paula Fox: Lånte fjer. Erindringer. Oversat fra amerikansk af Merete Ries. 262 sider, 269 kr. Forlaget Ries.