Anmeldelse i Weekendavisen den 18. juni 2010.

Tour. ”Jeg finder altid vej gennem feltet, selvom der ikke er plads…” Mette Sø debuterer med vellykket roman om cykelløb og eksistens.

Hjerter nul

Som bekendt er cykelsporten udsat for en massiv intellektualisering af mænd der forsøger at retfærdiggøre deres lidenskab ved at ophøje de store etapeløb og endagsklassikere til mytologisk pedalkunst, som er større og mere eksistentiel end sporten selv – i dén meninghed er forfatteren og filmmanden Jørgen Leth som bekendt den poetiske, filosoferende ypperstepræst.

Men nu får vi også en kvindelige litterær cykelstemme. Forfatteren Mette Sø debuterer med en lille roman, der har titel efter hovedpersonen, Petit Petit. Hun er hjælperytter på verdens bedste kvindelige cykelhold og hun skal loyalyt og uselvisk bringe sin kaptajn og veninde/rival Miss Star øverst på podiet for fjerde gang i træk (der er sikkert tale om kvindernes udgave af Tour de France, Route de France Féminine).

Miss Star og Petit Petit, navnene siger det hele. Men enhver god assistent skal naturligvis have ambitioner om at avancere i hierakiet, og allerede i romanens første sætning, sætter Petit sin dagsorden; ”Jeg vil være verdens bedste cykelrytter.”

Men et etapeløb er som livet selv (og heraf mytologiseringen): en blanding af opture og nedture og et loyalitetsspil om tillid og forræderi, hvem kan man stole på når det virkelig gælder? Er Miss Star kun en rival? Er Petit også en veninde?

De to cykelrytteres forhold har været anstrengt siden dengang, Miss Star stjal en historie fra Petit. På et træningsophold i Israel havde Petit svømmet i Det Røde Hav, hvor hun pludselig fik selskab af en delfin. Hun fortalte Miss Star om oplevelsen, blot for senere at se holdkaptajnen sidde i Oprahs talkshow og fortælle historien som om det var hende, der havde svømmet med delfiner. Det var nærmest som at opleve kærlighedens natur, sagde hun.
Petit kender sin plads som hjælperytter, men én ting har hun for sig selv: Hun samler på spillekort. Hvis hun finder et kort på jorden, skriver hun sted og dato på, og planen er at samle et komplet sæt fra forskellige byer og lande. En dag får Petit øje på et spillekort:

”Jeg flipper kortet. Det er blankt. Kridhvidt ingenting. Jeg har aldrig forstået det. Hvorfor er det med? Er det bare for at fylde kortæsken helt ud? Eller for at man kan tegne en ny klør dame, hvis man mister hende? Eller selv opfinde et ekstra kort, der stikker alt? Spar Gud. Hjerter nul. Eller en helt ny kulør.”

Da Petit Petit finder det kridhvide kort, er hun selv blank og i frit fald efter et brud med sportsdirektøren og stjernerytteren. Hun må finde en ny vej, en rute der ikke er opmålt og udstukket på forhånd. Men hun er ikke den eneste. Miss Star vinder touren, men betaler en høj pris, for hvad gør man, når man selv er blevet et podie, som sportsdirektøren bestiger?

Petit Petit træder i karakter og giver sportsdirektøren ren besked: ”Det kan godt være at jeg aldrig bliver verdens bedste. Det kan godt være, at jeg ikke har talent til at stå på toppen. Men ved du hvad? Jeg finder altid vej gennem feltet, selvom der ikke er plads, og jeg er ikke bange, når det går stærkt og stejlt nedad. Ved du hvorfor? Jeg er ikke bange for at falde.”

Selvom cykelsports- og livsmetaforerne og symbolikken med de tabte spillekort måske nok er lige lovlig anmassende, så bruger forfatteren det hele med velafbalanceret finesse, og i romanens sidste fase lander hun både historien om delfinen og kortene med stor overbevisning.

Mette Sø er et nyt navn, stadig kun en litterær hjælperytter, men jeg tror at hun som sin hovedperson har ambitioner om at rykke frem i feltet. Med sit effektivt prunkløse sprog og prominente blik for det, der giver historier psykologisk enerigi, har hun skrevet en stærk, atypisk og virkelig vellykket eksistensroman, der intellektualiserer cykelsporten med en kvindes blik.

Mette Sø: Petit Petit. 159 sider, 212 kr. Roman. Forlaget Republik.



Skriv en kommentar