Anmeldelse i Weekendavisen den 5. marts 2010.
Hævn. Der kommer ikke nødvendigvis god litteratur ud af en sympatisk ambition om at skildre en succesfuld indvandrer.
Hvilket stof var hans lykke gjort af?
De seneste 40 års indvandringshistorie har ikke sat sig de store spor i litteraturen, men med Skrønen om Erkan ønsker forfatteren og TV2-journalisten Karsten Lund at fortælle en positiv historie om en succesfuld indvandrer. Det siger han i pressemeddelelsen fra Gyldendal, og det er jo en meget sympatisk ambition. Men sympatiske ambitioner og god litteratur er to vidt forskellige ting.
Erkan vokser op i en primitiv landsby i de kurdiske bjerge engang i 50’erne og 60’erne. Her kommer han gennem årene i flere konflikter med med en jævnaldrende dreng, Rachid. Først slås de fordi Rachid har stjålet stegte kartofler fra Erkans bål, som voksne skændes de om placeringen af et hegn og bygningen af en skole, og til sidst grundlægges et fjendskab for livet, da Erkans kone og datter omkommer i et bombeattentat, som Rachid udfører for den kurdiske løsrivelsesbevægelse, PKK.
I 1969 rejser Erkan selv til Esbjerg, hvor han får job i fisken. Han slider i det, sprænger akkorden så fagforeningsfolkene må bede ham om at slappe lidt af, og ved siden af knokler han med rengøring. Som årene går, overtager han en grønthandler, han åbner kiosk, grillbar, flere restauranter og et hotel. Undervejs bliver han ven med en fyr ved navn Bendix, som han redder fra en røvfuld, og den unge dansker bliver en slags administrator for Erkan, der til sidst sidder på toppen af et lille imperium, skabt på en blanding af flid og smart skatteunddragelse. Da Bendix’ og Erkans veje må skilles – naturligvis fordi de begge har et forhold til den samme kvinde – tager Bendix til hovedstaden for at gå på politiskole.
Fra at være ensom på et lejet værelse, er Erkan avanceret til villaejer, og i hjemlandet har han fundet en dygtig og selvstændig kone fra en velhavende familie. De får en datter, der som ganske ung vælger at gå ind i dansk lokalpolitik, hvilket fylder Erkan med stolthed og chok på én gang. Chokket skyldes ikke mindst at pigen melder sig hos Socialdemokratiet, som i faren øjne ikke har andet at byde på end verdens højeste skattetryk.
Det hele fungerer for Erkan – sålænge skattemyndighederne ikke kigger ham for grundigt efter i kortene – men hans urolige hjerte har ikke ro. Han mangler stadig at hævne sig første kones og datters død. Et par eksil-irakere, der har været Erkans kumpaner siden de første år i Danmark, bliver sat til at opsore Rachid, den gamle fjende, der nu opererer i Hamburg. Planen er at lokke ham til København med en løgn om en hemmelig velgører, der gerne vil donere store penge til PKK. I dette baghold vil Erkan gøre regnskabet op. Hvad der videre sker i hævnhistorien, røber jeg naturligvis ikke – men naturligvis tager historien en dramatisk drejning, hvor fortidens spøgelser træder ind på scenen i en temmelig parodisk beskrivelse af en retssag.
Måske kunne der være kommet en fin roman ud af det klassiske hævnplot, men Karsten Lund er ikke tilstrækkelig dygtig eller ambitiøs rent kunstnerisk. Han tyer uafbrudt til irriterende, altvidende regibemærkninger, der vidner om fortælleteknisk fantasiløshed eller dovenskab, f.eks.: ”Og her glider Bendix for så vidt ud af historien, men kun for på afgørende vis at dukke op langt, langt senere.” Eller: ”Inden vi går videre, skal det næsten med at…” Eller: ”Men det tog dælme sin tid, da, som vi siger herovre, hvor vi ellers er mestre i det usagte.”
Karsten Lund er desværre ikke mester i det usagte, og Skrønen om Erkan fremstår mere genfortalt end fortalt, hvilket ikke mindst præger den sidste tredjedel, hvor hovedpersonens forhold til datteren, Bendix’ genkomst og hele krimikulminationen burde have været skrevet igennem med et meget højere ambitionsniveau. Her tænker jeg ikke mindst på forholdet mellem faren og den politisk bevidste datter, hvor et fremragende materiale til markante dialoger og persontegninger, der for alvor kunne have perspektiveret indvandringshistorien, bliver spildt på gulvet i summariske, intetsigende og alt for nemme løsninger.
Nej, det er ikke nok at have en sympatisk ambition om at skildre en succesfuld indvandrer (og er Erkan i det hele taget en succes?), hvis ikke romanen løfter sig kunsterisk, og hvis ikke sproget rummer mere end almindeligheder eller det, der er værre, som f.eks. dette ulidelige eksempel: ”Han klemte hendes hånd og lukkede øjnene, og hvad var det han så for sig? Hvilket stof var hans endelige lykke gjort af? Hvad var det for en balsam, der lindrede han sjæl?”
Karsten Lund: Skrønen om Erkan. 320 sider, 300 kr. Roman. Gyldendal.