Anmeldelse i Weekendavisen den 8. januar 2010.

Debut. Josefine Klougarts første roman er en talentfuld sansning af naturen og sindets skrøbelighed.

Øjne på en død ræv

Josefine Klougart afslutter snart sin eksamen fra Forfatterskolen, men debuterer allerede nu med romanen Stigninger og fald. I decembernummeret af DSB’s magasin Ud & Se var hun den sidste bidragyder til 2009-serien hvor danske forfattere på bestilling skrev noveller med udgangspunkt i ordet ritualer, og her kunne man få en forsmag på romanens helt særlige stil og tone. Seriens redaktør, Anders Abildgaard, skrev at digteren er optaget af naturen og landskabets rolle, hendes prosa er ordnende og afsøgende, og den bevæger sig i kraft af de afprøvende beskrivelser, ikke ved at søge uden om dem.

Det er en udmærket beskrivelse af den 25-årige Josefine Klougarts skrivestil, og Anders Abildgaard kunne med fordel have tilføjet, at hun lader begivenheder opløse sig til fordel for indtryk, sansninger og stemningsmættede nedslag i natur og psykologi. Ud & Se’s læser ved det ikke, men jeg ved det: Josefine Klougarts ”novelle” er slet ikke en novelle, den er et uddrag af romanen, eller rettere sagt: Tre vidt forskellige passager fra romanen, her sat sammen på en ny måde, oven i købet i en ny kronologi og uden hensyn til hvad der ellers sker (eller ikke sker) i romanen. Der er altså tale om en slags cut up og tekstgenbenyttelse, hvor det er den poetiske og naturlyriske prosa med de sansemættede registreringer, der er pointen.

Når det kan lade sig gøre at lægge brikkerne på en ny måde og alligevel få pusespillet til at hænge sammen, er det fordi Josefine Klougarts utroligt fine prosa ikke er afhængig af handling. Vi følger en familie på Mols fra 1980’erne og frem. Der er en mor, en far, nogle bedsteforældre og søskende, og der er vagt beskrevne sygdomme og dødsfald, der er konturer af skuffelser og uoverensstemmelser mellem moren og datter, og der er tre gennemgående antydningshistorier, dels om faren, dels om morens mentale skrøbelighed og sammenbrud, dels om føllet Molly, der ankommer til pigen i en hestetransporter og senere må forlade hende igen i den samme trailer – men der er først og fremmest en pige, der ser, sanser, fornemmer, føler og registrerer alt omkring sig som en følsom seismograf. Hver en stemning, hver en trækning, hvert blik, hver eneste nuance i sproget og naturen, alt det tager hun til sig med barnets gavmildhed overfor det uhåndgribelige.

Mon denne seismografiske pige er Josefine Klougart selv? Spørgsmålet er efterhånden trivielt, for det er højmoderne blandt danske forfattere at bruge eget navn i fiktionen (på det seneste har Julia Butschkow, Kristian Himmelstrup, Torben Munksgaard og flere andre gjort det), og i denne roman bliver fortælleren to gange omtalt ved sit navn, som er identisk med forfatterens. Så sidder man der igen og spørger sig selv, hvad pointen er? Skal vi opfatte romanen som én til én med virkeligheden? Eller er der en overset klausul i kontrakten mellem forfatter og læser?

Stigninger og fald er en fascinerende roman, men ikke nem at læse. Josefine Klougart behersker den altmodische naturlyrisk prosa til perfektion, hendes sprogfornemmelse og skrivetalent er umiskendeligt, og hendes evne til at undvige begivenheder til fordel for sansninger, er med til at portrættere romanens jeg.

I al sin tekniske stilsikkerhed, bevæger forfatteren sig dog på en knivsæg, for dels har hun tendens til at bruge to sansende beskrivelser, eller tre, hvor hun kunne have nøjedes med én, og dels kan handlingens fravær blive en klods om benet på både romanen og læseren. Men det bekymrer ikke Josefine Klougart, for hendes litterære ambition er at skrive et lyrisk landsskabsmaleri med sproget – herunder sproget om sproget – som pensel. Det giver en stemningsmættet og indtryksfuld prosa om alle de stigninger og fald, der udgør vores liv, og som opleves af en pige, der har barndommens åbenhed i behold.

Den ambition indfrier hun til fulde med sit krævende og løfterige sprog, der emmer af træernes våde bark, hestens varme mule, linoliens tørre sprækker, burrerne i tøjet, det syge pæretræ, blomster der hedder det de ligner (brandbæger, tusindstråle, rævehale, lægeoksetunge…), presenninger i vinden, øjenvipper der sitrer som blade på kirsebærtræerne, marehalmens laurbærtunger, sukkerroer, kartofler, stikkelsbær, melasse, valset havre, tørrede abrikoser, kløvet brænde, ru og matte mandler og stuer bag ruder, der er øde som øjne på en død ræv.

Hele romanens sære stemning af dirrende, truende og uheldsvanger natur og sindets skrøbelighed, er elegant fanget i farver og tone på Sofie Amalie Klougarts omslagsfoto, hvor regnen løber ned af et staldvindue på en baggrund af en blygrå tordenhimmel.

Josefine Klougart: Stigninger og fald. 170 sider, xx kr. Roman. Rosinante.



Kommentarer

En kommentar til “Josefine Klougart: Stigninger og fald”:
  1. Julia Rasmussen

    Rigtigt god anmeldelse – og først og fremmest en super god bog af Josefine Klougart!

Skriv en kommentar