Anmeldelse i Weekendavisen den 28. maj 2010.

Leif taler ud. Jens Blendstrup serverer en melet og mystisk gryderet om soldaterliv i 80’erne – tilsat naivitet og ironi.

Den måske egnede

Vi skal kun to punktummer og tre linier ind i romanen, før Jens Blendstrup med al tydelighed understreger og fornyer sit ry som en uforudsigelig humorist med sans for livets grotesker: Leif (en slags Jens?) har tabt til sin far i Matador, og faren har bestemt at sønnen derfor skal i hæren. Leif indvender, at han overhovedet ikke egner sig til det, men det gør intet indtryk på den militærbegejstrede far:

’Ingen mennesker egner sig til det først, man vokser sig ind til en egnethed!’

’Og hvad hvis man ikke kan?!’

’Så knækker man. Enten vokser man eller også knækker man.’

Med denne simple filosofi sender Uff (som vi kender fra Gud taler ud) sin søn ind i Bornholms Værn. Vi er i slutningen af 80’erne og lige om lidt vil Muren falde, men det er der ingen der aner noget om. Tværtimod springer de unge mennesker soldat på klippeøen i en frygtsom og forvirret stemning af kold krig og usikker fremtid.

Sært nok falder Leif godt til, han får nye venner blandt de andre basser, og bliver endda betroet medhjælper for en officer der bygger modeltableauer af kendte militærslag. Han er i fuld gang med at vokse sig til egnethed og sætter næsen op efter sergantskole, men så knækker filmen. Uff havde fuldkommen ret: ’Enten vokser man eller også knækker man’.

Leif bliver sendt til militærpsykologerne på Righospitalet, hvor han maler akvarel, deltager i gruppeterapi og naturløb i Fælledparken. Han vender tilbage til Bornholm, hvor gutterne dårlig nok har bemærket hans fravær. En af dem tilbyder ham noget aftensmad fra en konservesdåse. De synes at det smager af kogte tennisbolde. Leif siger: ’Mmh. Det smager som Bombaygryde nu engang skal smage. Lidt melet. Lidt mystisk, lidt mudret.’

Jens Blendstrup giver – meget, meget morsomt! – sin roman titel efter denne skumle aftensmad, så vi skal vel opfatte det som en ledetråd til forståelse af det rekrutliv, der udspillede sig i slutningen af 80’erne: det er melet, mystisk, mudret, en omgang sammenkogt ruskomsnusk uden den store smag eller farve. Ungdomsliv i et depressivt årti foran en forløsning ingen forudså.

I hvert fald er Leifs liv på dette tidspunkt temmelig retningsløst, for hvis ikke militæret kan sætte kursen, hvad kan så? Og hvis ikke militæret er løsningen, hvad betyder det så for den dominerende fantast af en fars autoritet? Leif har svært ved at orientere sig i livet. På den ene side er han styret af den militærglade Uff og den modelbyggende officer. På den anden side er han stærkt påvirket af farens forhenværende ven, som er troende kommunist.

Til sidst går Leif sine egne veje samme med et par kammerater. De stikker af fra en øvelse og bliver straffet. Og så møder Uff op på Bornholm i en ekstravagance af pinligheder.

Bombaygryde er et ungdomsportræt fra en rystende nervøs tid, et ironisk stemningsbillede med mindelser til film som Soldaterkammerater og tegneserier som Basserne, men under den bevidste naivitets facade, ligger naturligvis den evigt forkrampede historie om den unge mands forhold til den dominernede far – om at vokse ind i egnethed eller at knække. Leif er den måske egnede, men lever han op til Uffs forventninger eller knækker han? Det får man et dobbeltbundet svar på, når Leif taler ud i denne mystiske gryderet af en komisk roman med en særegen tone, psykologisk skarphed og satirisk bid.

Jens Blendstrup: Bombaygryde, 240 sider, 300 kr. Roman. Samleren.



Skriv en kommentar