Frihedsministeren

Kommentar i Weekendavisen den 26. februar 2010.

Pind. Kan de humanitære organisationer få Søren Pind til at tænke på fattigdom?

Den danske regerings værdikamp flytter udenlands. Hverken kulturministeriet, justitsministeriet eller undervisningsministeriet er længere bemandet med politiske chefer, der siger ”danskhed” og ”danske værdier” i hver og hver anden sætning, og derfor sporer man en ængstelse hos Dansk Folkeparti, der efterlyser værdikamp som i regeringens første år. Den kommer næppe.

Til gengæld kommer der international værdikamp for alle pengene, når udviklingsminister Søren Pind rejser ud som de korrupte regimers værste demokratiske mareridt. Han vil som bekendt være intet mindre end Frihedsminister. Eller som han skrev på sin Facebook-side med finsans for soundbites på tryk: ”Diktaturstater, you better beware!”

Det er nu ikke kun diktaturstaterne, der skal passe på og indrette sig på mulige forandringer i den danske bistandspolitik. Det skal også de operative, humanitære organisationer, som i meget høj grad forvalter de 15 milliarder kroner, som Danida råder over. Men det er nu ikke forandringer, som Søren Pind har varslet. I forvejen var Udviklingsministeriet nemlig ved at lægge sidste hånd på en ny strategi, der skulle dreje den danske udvikklingsbistand væk fra fattigdomsbekæmpelse til vækststøtte til den private sektor. De danske NGO’er var mildest talt uenige med Ulla Tørnæs, og nu opfordrer de den nye minister til at gå nye veje. Organisationerne opfordrede i onsdags i en samlet henvendelse Søren Pind til at skrotte strategioplægget fra Ulla Tørnæs. Og Mellemfolkeligt Samvirke var meget hurtigt ude med en invitation til et tredages ophold hos en familie i en landsby i Uganda, så ministeren kunne opleve fattigdom på første parket.

Allerede før regeringsrokaden havde Amnesty International og Folkekirkens Nødhjælp offentliggjort deres ønsker for den danske udviklingsbistand. De to organisationer skrev bl.a.: ”Den kommende danske udviklingsstrategi skal sætte menneskerettighederne i centrum og anerkende fattigdommen som en krænkelse af grundlæggende rettigheder. Det vil skabe en stærk international ramme om indsatsen. Det vil sikre fattige mennesker øget indflydelse og adgang. Det vil ændre udviklingsbistanden fra at bygge på almisser til at bygge på rettigheder.”

De humanitære organisationer kaldte Ulla Tørnæs idé om at dreje strategien fra fattigdomsbekæmpelse til privatsektorstøtte for et paradigmeskifte, og de argumenterede i stedet for at lægge menneskerettighederne ind som fundamentet under den danske bistandspolitik.

Dermed kommer udnævnelsen af Søren Pind måske som en redning i 11. time – for når ministeren træder til med malende ord om sig selv som frihedsminister og en trussel mod diktaturstaterne, må man antage at netop demokratisering og menneskerettigheder er indbegrebet af hans idé om udviklingens basis. Man mærker derfor en vis optimisme blandt NGO’erne.

Søren Pind står overfor tre store opgaver: For det første: Den danske bistandsstrategi skal tilbage på sporet, og Danidas samarbejde med de danske organisationer er på spil, hvis ikke ideen om at nedtone fattigdomsbekæmpelse til fordel for støtte til den private sektor i udviklingslandene bliver revideret eller skrottet helt. For det andet: Danmark har en ekstrem vigtig international opgave med formandsskabet for FN-topmødet i september om udryddelse af global fattigdom (sammen med Senegal). Og for det tredje: Som EU-formandsland i 2012, skal Danmark arbejde for en koordineret udviklingsstrategi for de europæiske lande, en opgave der ikke mindst har relationer til det nye billede, der tegner sig på det globale marked for fattigdomsbekæmpelse, hvor nye aktører som Kina og Indien er begyndt at blande sig.

Med regeringsrokaden flytter værdikampen udenlands. Søren Pind, der aldrig tidligere har ment noget om udviklingspolitik, vil markere Danmark og dansk udviklingsbistand i en politisk kamp imod de korrupte, antidemokratiske regimer, der undertrykker deres befolkninger og blæser på menneskerettigheder. Han vil bruge udviklingspolitikken til at dæmme op for terrorisme, han vil fremme ligestilling og frihedsrettigheder. Men kan de humanitære organisationer også få Søren Pind til at tænke på fattigdom?

I det nye regeringsprogram med de latterligt mange V-ord i titlen, Viden, vækst, velstand, velfærd, bliver Danida og fattigdomsbekæmpelse i verdens sårbare stater slet ikke nævnt. Det nærmeste vi kommer er denne hensigtserklæring: ”Udviklingspolitik skal fortsat være centralt for en aktiv dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi skal fremme den frihed, vi selv nyder: Frihed fra frygt. Frihed fra fattigdom. Frihed til at forme sit eget liv og det fællesskab, man er en del af.”

Det er altså på dette fundament, den nye udviklingsstrategi skal udformes, og Søren Pind har derfor alle muligheder for at realisere sine visioner. Det kræver dog, at han følger NGO’ernes indtrængende ønsker om at nustille og derefter helt undsige Ulla Tørnæs’ idé med udviklingsstrategien. Hvis den ideologiske ambition om at skabe mere frihed til de fattige bliver koblet til en bekæmpelse af den fattigdom, der fastholder de fattige i ufrihed, kan Søren Pind blive en overraskende god udviklingsminister.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.