En glidebane

Kommentar i Weekendavisen den 10. september 2010.

Kommentar. De vil forbyde visse tegninger. Men hvordan opfatter danske retspolitikere dansk skønlitteratur?

I marts måned i år, stillede jeg her i spalterne et spørgsmål, som forblev pinligt og tankevækkkende ubesvaret, så nu prøver jeg igen, hvor sagen atter er blevet aktuel:

Vil Socialdemokraterne forbyde forfatteren Marina Cecilie Ronés seneste roman Det skete? Jeg opfordrer hermed retsordfører Karen Hækkerup til at svare.

Sagen er denne: Socialdemokraterne ønsker et forbud med animeret pornografi med børn, herunder visse japanske manga-tegneserier. Argumentet er – og det bakkes op af faglig ekspertise og lovgivning i nordiske nabolande – at disse tegninger kan retfærdiggøre pædofiles seksualitet og udgøre en glidebane: Først bruger den pædofile tegninger, derefter bruger han fotografier og til sidst forgriber han sig på et barn.

Hvem vil ikke beskytte børn mod overgreb – ja, det er vel kun gerningsmændene. Vi andre ønsker naturligvis en tryg opvækst for vores egne og alle andres børn i en verden uden ofre for voksne menneskers farlige og ødelæggende seksualitet. Derfor anerkender jeg, at Socialdemokraterne – og Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti, der bakker op – at lede efter en måde at begrænse de pædofiles råderum og beskytte børnene bedst muligt.

Men ideen om at forbyde animationer og tegninger, som altså er reelt offerløse illustrationer af pædofile fantasier, rummer et enormt praktisk og politisk problem, som Socialdemokraterne enten har valgt at ignorere (noget kunne tyde på det) eller slet ikke har fattet rækkevidden af. Det handler naturligvis om, hvad der også skal forbydes, hvis de animerede tegninger skal. Som jeg forstår det politiske argument, vil det være logisk også at kræve litteratur forbudt, ikke bare principielt, men helt reelt.

Når jeg tidligere har forsøgt at inddrage Marina Cecilie Roné ind i debatten, og nu forsøger igen, er det fordi hendes roman er uhyre sårbar overfor den logik som Socialdemokraterne, SF og DF anvender. For at komme videre, må vi genlæse et citat fra romanen, der bl.a. skildrer, hvordan en pige i præpuberteten planlægger at forføre sin fars voksne ven, og hvordan hun rent faktisk gennemfører det. Det er ikke manden, der forgriber sig på pigen, det er hende, der forfører ham, hun har seksuel nysgerrighed og tager initiativ, hun vil selv, og intet kan tiltale en pædofil mere, for heri ligger jo den perfekte retfærdiggørelse – en retfærdiggørelse, som pædofile ellers selv må lede efter i deres egen fantasi. Nu kan de læse den i en roman, og det lyder sådan her:

”Vis mig hvordan, sagde hun. Han lå ubevægelig og kiggede på hende. Hun havde sat sig op, så hun sad overfor ham mellem hans ben. Tissemanden var spændt ud, så det så ud, som om den ville sprænges. Hun ville vide noget om sæd. Han tog om den og lod hånden glide op og ned, så huden blev trukket op over den og ned igen. Hun lagde sine hænder hen over hans og fulgte bevægelsen. De byttede så hendes hænder var inderst. Det varede bare et øjeblik. Han holdt den ene hånd hen foran hovedet på den, så hun ikke blev ramt. Det rykkede i den og i hans mave, hun kunne se bevægelsen, det så ud, som om nogen trak i nogle snore, det var, ligesom hun selv mærkede det, bare indeni, hos ham var det udenpå, han trak vejret hurtigt, hun kendte fornemmelsen, for lidt luft, så sank han sammen med lukkede øjne. Der var vådt ud over hans bukser og en sofapude. Hun rørte ved det. Hun gned det rundt i de små krøllede hår, gned det ind i sine hænder og lugtede og smagte. Det var glat og en lille smule salt.”

Vi er nok mange, der har svært ved at snuppe denne scene, og stærkt tvivler på, at det 12-årige piger i virkeligheden forfører deres fars venner. Men heri ligger jo netop litteraturens styrke og funktion. Gode romaner kan vise os noget, der ligger uden for vores egen forestillingsevne, bl.a. også seksuelt initiativ hos børn. Hvis forfatteren mener at dette er virkelighed, ja så er det virkelighed – vel at mærke litterær virkelighed.

Og så er det store, altafgørende spørgsmål naturligvis: Hvis tegninger skulle retfærdiggøre pædofiles seksualitet og udgøre en glidebane hen imod egentlige, fysiske overgreb – er romaner som Det skete så ikke også farlige? Og skal den så forbydes? Ord kan naturligvis retfærdiggøre mindst lige så meget som tegninger, og Marina Cecilie Ronés roman er (forestiller jeg mig) perfekt til at stimulere en pædofil mands inderligste drøm om sex med et barn.

Her er det jo ikke manden, der lokker eller forgriber sig, han stiller snarere sin krop til rådighed for at tilfredsstille barnets naturlige nysgerrighed. Hvem taler nu om glidebane?

I denne uge svarede retsordfører Karen Hækkerup på en kronik som forfatteren Kristian Ditlev Jensen havde haft i Politiken, hvor han vendte sig mod Socialdemokraternes forbudsønsker. Han skrev bl.a. at mangaerne opfattes helt anderledes i Japan, end i Danmark. Retsordfører Karen Hækkerup frabad sig dette kulturalistiske argument, hun var ligeglad med japanerne, og det var sådan set godt ord igen – jeg synes heller ikke at vi skal gøre dette til endnu en diskussion om, hvordan fremmede kulturer opfatter tegninger. Jeg synes at vi skal gøre det til en diskussion om, hvordan danske retspolitikere opfatter dansk skønlitteratur.

Spørgsmålet er simpelt: Karen Hækkerup, vil du forbyde en passage som den, jeg ovenfor har citeret i Marina Cecilie Ronés roman? Hvis ja, hvad mener du så konsekvensen er for danske forfatteres ytringsfrihed, og hvordan vil du håndhæve forbuddet – måske med statscensorer på forlagsredaktionerne? Hvis nej, hvordan vil du argumentere for, at citatet ikke udgør en glidebane, der er mindst lige så farlig som animationerne?

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.