Kommentar i Weekendavisen den 29. oktober 2010.
Pia & Poul. Hvorfor er Dansk Folkeparti ikke nævnt i Socialdemokraternes manifest mod højredrejning? Og går Pia Kjærsgaard stadig ind for deportation af uskyldige?
Hvorfor i alverden har Poul Nyrup Rasmussen omhyggeligt undladt at nævne Dansk Folkeparti i det politiske manifest imod højredrejningen i Europa, som han har fremsat i sin egenskab af formand for De Europæiske Socialdemokrater?
Svaret blafrer i vinden, fordi den tidligere statsminister nægter at forklare sig. Derfor har flere journalister vendt sig mod andre socialdemokrater, f.eks. parlamentsmedlem Dan Jørgensen og partisekretær Henrik Dam Kristensen. De kan imidlertid ikke citeres for meget andet, end et par retoriske svinkeæriender og noget indholdsløst lirumlarum. Og i skrivende stund er der heller ikke kommet nogen socialdemokratisk reaktion på Pia Kjærsgaards frydefuldt forargede politiske ugebrev, hvor hun kræver at få ”ærlige Poul på banen”. Hun skrev:
”Det ville klæde Poul Nyrup Rasmussen at være et mandfolk og komme ud af busken (…) Det er besynderligt at Dansk Folkeparti ikke figurerer på den nye ’hadeliste’. Hvordan kan det være, at vi ikke er blevet indrømmet nogen ’fornem’ plads i Poul Nyrup Rasmussens politiske rædselskabinet? Når nu Sverigesdemokraterne og Geert Wilders’ Frihedsparti er på listen.”
Pia Kjærsgaards spørgsmål er relevant, for Socialdemokraterne er tilsyneladende ramt af en sær form for politiske inkonsekvens. De opfordrer de pæne borgerlige og liberale partier til at give de højreradikale partier den kolde skulder. Ifølge manifestet skal de højreradikales ideer ignoreres, de skal ikke inviteres ind i debatten, deres fremmedfjendske udtalelser skal imødegås, og det skal ikke inviteres med i koalitionssamarbejder m.m.
Manifestet nævner f.eks. racisterne og antisemitterne fra det ungarske Jobbik-parti, populisterne fra Sverigesdemokraterne og islamofoberne fra Frihedspartiet i Holland. Men Dansk Folkeparti går mystisk nok ram forbi – og det er der absolut ingen god politisk grund til, da Pia Kjærsgaards parti ikke alene deler holdninger og værdier med de andre, men ligefrem er en slags ideologisk rollemodel for dem. Samtidig sidder Dansk Folkepartis to medlemmer – Morten Messerschmidt og Anna Rosbach – i EU-gruppe sammen med partier, der er nævnt i manifestet, nemlig gruppen for Europæisk Frihed og Demokrati. Og her sidder de vel at mærke, fordi de pæne borgerlige EU-kritiske partier ikke ville vide af dem i deres gruppe, så der er altså i forvejen en vis forståelse for Socialdemokraternes manifest blandt de europæiske borgerlige.
Men hvorfor undviger Poul Nyrup Rasmussen en konfrontation med Dansk Folkeparti? PR-manden Peter Goll har sagt til Politiken, at den socialdemokratiske formand gerne vil føre diskussionen om højrepopulismen ude i Europa, men undgå den herhjemme. Grunden til denne manøvre er, at han tidligere er kommet meget galt af sted med en herostratisk berømt udtalelse om, at Dansk Folkeparti aldrig bliver stuerene. Det er dette gamle sår, Pia Kjærsgaard nu gnider salt i.
Men sagen er nu mere kompliceret, end som så. Vi skal tilbage til folketingets åbningsdebat i 1999. Det var her den daværende statsminister kom med udtalelsen om de ikke-stuerene . Det er en udtalelse, han har måttet høre utrolig meget for gennem alle årene. Pia Kjærsgaard, hendes partifæller og alle de velvillige kommentatorer, der kappes om at forstå det folkelige oprør fra højre bedst, benytter enhver lejlighed til at skose Poul Nyrup for denne bemærkning. Men ingen synes at huske, hvad hans anledning var.
Pia Kjærsgaard have fremsat et forslag om, at stærkt kriminelle udlændinge skulle udvises af Danmark – og at deres familier skulle samme vej. Ikke bare den skyldige, men også helt uskyldige mennesker med lovligt ophold her i landet, skulle altså ifølge Dansk Folkeparti deporteres fra Danmark, fordi f.eks. deres søn havde handlet med narko, begået vold eller drab. Det var dette forslag – der er i modstrid med alle standarder for en demokratisk retsstat – som Poul Nyrup Rasmussen afviste med: ”Stuerene, det bliver I aldrig”.
Men det blev de. Dansk Folkeparti er i den grad stuerene, accepteret af folket, foregangsparti for en europæisk udvikling og grundlaget for den borgerlige koalition. Men så alligevel. Statsminister Fogh og statsminister Løkke har begge lagt stor afstand til Geert Wilders (helt i ånd med det socialdemokratiske manifest), som de afviser at dele værdier med. Til gengæld deler de hele tiden værdier med Dansk Folkeparti – som igen deler værdier med Geert Wilders. Den ligning går ikke op, men illustrerer den borgerlige regerings tvetungetale.
Nej, Socialdemokraterne er ikke alene. Også Venstre har store problemer med at placere Dansk Folkeparti et godt sted på den værdipolitiske skala. Aktuelt må vi efterlyse Poul Nyrup Rasmussens svar på, hvorfor Pia Kjærsgaard ikke er omtalt i manifestet. Men vi må også efterlyse et svar fra Pia Kjærsgaard, så vi kan få det stuerene spøgelse manet ud af debatten:
Går Dansk Folkeparti stadig (som i 1999) ind for deportation af uskyldige mennesker med lovligt ophold? Og hvordan harmonerer det med at være ’stueren’ i en demokratisk retsstat?