Anmeldelse i Weekendavisen den 6. februar 2009.
Storytelling. Thorstein Thomsen om altings overflade – og det der ligger skjult under den.
Glemte minder
Thomas Grønmark er 57 år, møbeldesigner og indehaver af et stort hus med bådebro og søudsigt nord for byen, hvor han bor i et visnet ægteskab den 15 år yngre Marianne, som han ikke længere orker at forføre. ”Skal vi bolle?” spørger han uden entusiasme – og bliver ignoreret. I stedet fisker han hendes trusser op af vasketøjskurven for at tjekke om de lugter af fremmed sæd.
Til hverdag underviser Torben på Vesterbro Designskole, eller rettere: West End School of Design and Art, som den nu hedder. Da romanen åbner, er han ved at ordne sin lysbilledkarrusel med billeder af det 20. århundredes møbelkunst. Hans chef, der går meget op i at skolen skal være moderne, synlig i medierne og god til at sælge sig selv, formaner ham om, at det her er den sidste sæson med lysbilleder. Til sommer smider vi apparatet ud, siger hun, så det nærmest lyder som om, det er manden selv hun taler om.
Da en af de unge lærere laver et projekt, der hedder Stolen som storytelling, kommer TV2 Lorry for at lave et indslag. Torben er nedladende, men skolens chef er begejstret: Synlighed er eksistens, siger hun, og spørger hvornår Torbens undervisning sidst har bragt ham i medierne. Aldrig! Han har altid har undgået offentligheden. Til gengæld er han den eneste af skolens undervisere, der har designet en stol, der rent faktisk er sat i produktion – selvom den måske var vel meget inspireret af en anden designer, men er al design i grunden ikke kopieret?
Ja, det spørgsmål står centralt i romanens krimiintrige (jeg skal nok lade være med at udpensle detaljerne her), der pludselig bringer Torben på en sviptur til Nice, hvor hans venner Peter og Eva har en lejlighed. Eva, der sidder i kørestol med en lammelse efter en blodprop, beder Torben rejse ned og hente en lille pakke i et kunstgalleri, fordi Peter, der står for produktionen af Torbens stol, er blevet varetægtsfængslet efter at en smed, som producerede stolebenene, er død efter et fald på sit værksted. Torben, der selv har været afhørt i forbindelse med dødsfaldet, rejser til Frankrig, hvor han skal overnatte i Peters og Eva nye lejlighed, der viser sig at være stor, dyrt istandsat og indrettet med kostbare kunstværker og designermøbler. Hvordan har de dog råd til det?
Torben ankommer fuld af ironisk resignation, en misantropisk mand der tilsyneladende ikke har meget mere at forvente sig af livet. Men hans glædesløshed og mangel på entusiasme forsvinder, da han møder Charlotte, der har en lille butik i byen. Hun stammer fra Island, men har slået sig ned i Nice, hvor hendes datter har bosat sig med sin familie. Sammen med den fremmede kvinde genfinder Torben glæden og gløden i et par hektiske døgn, og da han modvilligt vender tilbage til Danmark, står det klart, at Nice var et vendepunkt.
I København skal der ryddes op i ægteskabet, jobbet, familien, vennerne, fortiden. Men Torben er ikke alene om at revidere sit liv, og Marianne kommer ham i forkøbet. Hun siger ham et par ydmygende sandheder og efterlader ham i det store hus, som han straks sætter en ejendomsmægler på, og få dage efter står han med en formue på små 13 skattefrie millioner kroner.
Inden han forlader huset, ror han fra sin private bådebro ud midt på søen, hvor han dumper en last (jeg siger ikke hvilken her, det ville være synd): ”De kommer til at ligge spredt ud over et større område, tror jeg, ligesom begivenheder i ens liv, man aldrig mere kommer i tanke om. Glemte minder, hvis der er noget, der hedder sådan,” tænker han.
Ja, Torben vil have tingene ned under overfladen. Det er en nøglescene, der korresponderer med et sammenstød, han tidligere har haft med sin datter, Mia. Hun fortæller ham to historier. Først en om nogle venner, der brugte en formue på et samtalekøkken, hvorefter de blev skilt. Og dernæst en om, at skolelærerne nu ikke længere skal tale med forældrene, men udveksle mails, så al information bliver dokumenteret. Torben føler sig – af gode grunde – truffet af begge historiers paradoks: ”Nu har du fortalt mig to historier om overflade. Om at tingene ser pæne ud på overfladen, men at det betyder ingenting, for det er noget andet, der betyder noget (…). Altså ligger der en eller anden skjult kritik i det? Sådan rettet mod mig?”
Nej, det gør der ikke, men Mia træffer utilsigtet et ømt punkt i sin fars rodede liv, hvor det at fortælle og det at skjule historier er blevet to daglige udfordringer, ikke mindst da afdækningen af glemte minder, bringer sandheder for en dag. På designskolen siger Torben op med dags varsel, og da rektor minder ham om at de rent faktisk har en kontrakt, svarer han syrligt, at hun bare kan ansætte en storyteller, som kan få skolen gjort synlig i medierne, så de unge vil søge ind.
Og apropos synlighed: Da han dagen efter stiger om bord i flyveren til Nice, går han gennem sikkerhedskontrollen: ”Ingen vandflaske med. Ur og andet metal i kabinekuffertens forrum. De, der ryger, skal aflever lightere. Selv bæltet skal af nu. Det må være pr-værdien af smukke flys fald, der gør, at selvmordsterrorister ikke bare går ind i en fyldt biograf med deres bomber, et forfængeligt ønske om at dø smukt og veldokumenteret, faldende fra den himmel, de aldrig vil nå.”
Thorstein Thomsens seneste roman, Sne på hendes ansigt, havde en storyteller i hovedrollen, altså en vaskeægte historiefortæller, der fra teaterscenen kunne fastholde sit publikum med det levende ord. Det var en hyldest til den gode fortælling. I At elske Charlotte reduceres storytelling til et tarveligt pr-kneb, der er lutter overflade, som samtalekøkkener og mailkorrespondancer, der skal kunne dokumenteres, ganske som smukke fly, der falder fra himlen. Synlighed for enhver pris, er et krav som Torben ikke kan indfri.
At elske Charlotte er en roman om det, der findes under overfladen. De hemmeligheder og løgne, der både kan binde mennesker sammen og splitte dem fra hinanden. Hvor Den der hvisker, lyver og Sne på hendes ansigt imponerede mig meget (sidstnævnte har meget fortjent solgt hele 25.000 eksemplarer) med deres bredt udfoldede plots og fint formulerede persontegninger, kommer At elske Charlotte noget til kort. Handlingen er troværdig nok, følelserne genkendelige og sproget flyder, men desværre er det altafgørende vendepunkt i Torbens liv ikke sandsynliggjort. Den magnetisme, som trækker Torben til den magiske, mystiske og erotiske Charlotte, trækker desværre ikke læseren (denne læser) med, og de tos relation forbliver den mest diffuse i hele romanen. Men måske er det i virkeligheden pointen? At stormfuld forelskelse er formelløs, og at kærlighed dybest set er uforklarlig for andre end de forelskede? Under alle omstændigheder er Torbens og Charlottes møde en optimistisk påmindelse om, at der er kærlighed nok derude, også til mennesker i senioralderen, og selvom dette efter min mening er et lille litterært tilbageskridt for Thorstein Thomsen, er At elske Charlotte en livsklog bog, der på en fin, underspillet facon får integreret en fordækt kriminalhistorie i en eksistentialistisk story.
Thorstein Thomsen: At elske Charlotte. 192 sider, 250 kr. Roman. Rosinante.