Kommentar i Weekendavisen den 4. december 2009.
Det danske mareridt. Statsminister Lars Løkke Rasmussens danske drøm står over for meget, meget store udfordringer. Truslen kommer – også – indefra.
Schweitzernes kontroversielle forbud mod muslimske minareter – hyldet af de højreradikale og fordømt af alle andre – var ikke sidste weekends eneste indgreb mod religiøs og kulturel frihed. Samtidig blev der i al ubemærkethed nemlig nedlagt et sprogforbud i skolegården – nej, ikke mod kurderne i Tyrkiet, men mod de arabiske elever i en dansk folkeskole.
På Seden Skole i Odense Kommune har skoleinspektøren Carsten Høyer besluttet, at de ældste fremmedsprogede elever frem til de 15. januar 2010 ikke må tale deres modersmål indbyrdes i frikvartererne. To og to, der taler sammen på arabisk i fred og ro, går an. Men sproget må ikke bruges i en ”fællessituation”. Hvis eleverne alligevel taler aravisk, skal det påtales af lærerne, og i værste fald kan forældrene blive indkaldt til en ”kammeratlig samtale” som skolelederen formulerede det overfor Fyens Stiftstidende. Uha, uha for en sanktion.
Årsagen til skolens forbud mod at bruge andre sprog end dansk er, at nogle få arabiske elever – de fremmedsprogede udgør 30 % af skolens drenge og piger – har råbt arabiske ukvemsord efter andre elever og lærere. Ifølge avisen advarer et enkelt skolebestyrelsesmedlem mod beslutningen, nemlig Brit Bremer Christoffersen: “Vi bevæger os på kanten af, hvad vi kan tillade os. Det er o.k. at forlange, at eleverne skal svare lærerne på dansk, men at de ikke må tale deres modersmål internt, synes jeg ikke er rimeligt. Jeg tror på dialog fremfor regler,” siger hun til avisen. Men hun står ret alene med det synspunkt på Seden Skole.
Beslutningen om sprogforbudet er truffet i enighed mellem skoleledere og lærerne, og både undervisningsminister Bertel Haarder og Stina Willumsen fra Socialistisk Folkeparti, som tiltræder som Odense Kommunes børne- og ungerådmand fra årsskiftet, bakker beslutningen op: ”Odenses folkeskoler er danske folkeskoler, og for mig er det naturligt, at skolesproget er dansk. Jeg har tillid til, at man på Seden Skole har truffet den bedste beslutning med de udfordringer, man nu engang har.”
Ja, Odenses folkeskoler er naturligvis danske folkeskoler, og naturligvis er skolesproget dansk. Og lige så naturligt har Seden Skole en pædagogisk pligt til at modvirke chikanerende sprog, både på dansk og arabisk. Det er klart at det skaber utryghed, når man bliver tiltalt på et sprog, man ikke forstår, men alligevel mærker den chikanerende hensigt.
Omvendt vil det ikke hjælpe på situationen, at de arabiske udtryk bliver erstattet med danske! Løsningen ligger i, at ingen chikanerer hinanden, hverken på det ene eller det andet sprog, ikke i at et enkelt sprog gøres forbudt. Men hvad opnår skolen så ved at forbyde eleverne at tale på deres modersmål? Hvad er pointen ved at indføre en lokal diskriminationsregel? Og er der grund til at tro, at mekaniske nu-tolerance-politikker løser de egentlige problemer og deres årsag?
For få uger siden greb Lars Løkke Rasmussen dybt i klicheposen med sin vision om den danske drøm. Han sagde, at vi skal være så rige, som vi kan blive, uden at vi mister så meget som et hjerteslags fokus på, at de svageste også skal være med. Han sagde også, at alle skal have en reel chance for at søge lykken: ”Det betyder ikke, at alle skal have præcis det samme. Det betyder, at vi skal give plads til forskellighed. Vi skal have alle talenter i spil. Vi skal give alle muligheder for at udfolde sig.”
Smukke ord, smukke ord. Men statsministerens danske drøm står overfor meget store udfordringer. Lars Løkke Rasmussen kunne også have talt om det danske maretidt, som handler om, at vi begynder at gøre alt det, vi plejer at vende os imod. Vi indfører glad og gerne de regler, som vi ellers kritiserer andre for. Om så det er begrænsninger i ytringsfrihed, borgerrettigheder eller minoritetssprog i skolegården. Dét er et sandt mareridt, at fjenden også kommer indefra, fra vores egen magtesløshed og vores eget normskred.
Der er en grusom logik i, at modersmålsforbuddet i Seden Skole kom samtidig med det schweitziske forbud mod minareter. Ganske vist er minaretforbudet resultatet af en folkeafstemning, der frontalangriber den europæiske oplysningstids humanisme og tolerance og dybest set viser, at det direkte demokrati med mange folkeafstemninger ikke beskytter demokratiet selv mod dets egne borgere og tilfældige folkestemninger, mens sprogforbudet kun er en midlertidig begrænsning i en skolegård på Fyn. Men helheden ligger i detaljen, og Seden Skole har derfor den ulykkelige ære af at symbolisere alt det, som højreradikalismen fejrer triumfer på i Europa. Når den danske folkeskole vælger at ty til sprogforbud, er den blevet smittet af den radikalisering, som både findes i de dårligt integreredes tanker og værdier og i det europæiske højreskred.