Sluterklæring

Kommentar i Weekendavisen den 8. april 2009.

Kritik og hån. Dansk Folkepartis og Naser Khaders ytringsfrihedskonference har mere brug for Taslima Nasrin end for Geert Wilders.

Naser Khader og Pia Kjærsgaard (så forskellige og dog så ens) har begge sagt det med nøjagtig samme ord, der var morsomme nok første gang, men ikke holder ved genhør: at Geert Wilders og Ayaan Hirsi Ali står for nøjagtig det samme, men at hun er nemmere at støtte, fordi hun er sort og smuk, mens han er hvid og har en latterlig frisure.

Nej, de er ikke ens, de to, og forskellen ligger i mere end Geert Wilders forkærlighed for et brintoverilteaffarvet garn, der får ham til at ligne en parykklædt dommer. Ayaan Hirsi Ali har nemlig en personlig historie og en relevant islamkritik, mens Geert Wilders er en vaskeægte populist og frygtstifter, der ikke kritiserer, men håner islam og muslimer.

Da hans mockumentary af en film, Fitna, blev vist på nettet for første gang for et år siden i sidste uge (den 27. marts), slog statsminister Anders Fogh Rasmussen som bekendt syv kors for sig: ”Jeg tager skarpt afstand fra Geert Wilders nedsættende udtalelser om muslimer. Jeg finder disse ytringer utroligt krænkende. De er så grove, at jeg ikke ønsker nogen gruppe i det danske samfund omtalt på en sådan måde i den offentlige debat.”

Dengang undrede mange – ikke mindst Dansk Folkeparti – sig højlydt over, at statsministeren kunne afvise manden med den grimme frisure, når han få år tidligere havde omfavnet og prisbelønnet Ayaan Hirsi Ali. Men det påtrængende spørgsmål i fjor var dette: Hvordan kunne Anders Fogh Rasmussen lægge så massiv afstand til Geert Wilders, når han siden 2001 har ført værdipolitisk pardans med Pia Kjærsgaard, Søren Krarup m.fl., der ligefrem identificerer deres antiislam med netop Geert Wilders?

Og nu spøger den islamofobiske hollænder så igen, fordi vi som bekendt skal have en international konference for ytringsfrihed og imod radikalisering – islamisk radikalisering, forstås. Det var den konference, som Naser Khader på vegne af Liberal Alliance fik gennemtrumfet ved finanslovsforhandlingerne, og nu skal han så repræsentere sit nye parti, De Konservative, i den konkrete planlægning, som stakkels Birthe Rønn Hornbech nu sidder og bokser med.

Dansk Folkepart og Naser Khader er enige om, at Geert Wilders skal inviteres. DF ønsker ham naturligvis hertil fordi han kan personificerer europæisk antiislam, mens Naser Khader tilsyneladende ikke er videre enig med hollænderen, men mener at han er relevant for konferencen, fordi England afskar ham fra indrejse for nylig – på grund af hans holdninger. Og ja, det var absolut uskønt at englænderne afviste ham, ganske som når Dansk Folkeparti ønsker indrejseforbud for imamer eller afkræver nydanskere værdipolitiske troskabserklæringer.

Det store spørgsmål, som en undrende offentlighed må stille sig selv, er dette: Hvad skal konferencen handle om? Skal den handle om ytringsfrihed, eller skal den handle om radikal islam? Hvis den skal handle om ytringsfrihed, er der nemlig rigtig mange vinkler, der ikke har det fjerneste med islam at gøre, som bør inddrages. Og hvis konferencen skal handle om radikal islam, er en radikal antiislamist som Geert Wilders så overhovedet til nogen nytte?

Efter planen skal konferencen afholdes i juni, så det er på høje tid at få inviteret nogle talere. Vi har hørt at Salman Rushdie også står på ønskelisten, men han kommer i forvejen midt i maj for at promovere sin nye roman, bl.a. ved et arrangement i Den Sorte Diamant, og det er vel næppe sandsynligt at han lægger vejen forbi igen måneden efter.
Ayaan Hirsi Ali har et godt øje til Danmark, så hun vil sikkert gerne komme. Og gad vide om ikke en eller to af hendes franske filosoffortalere Pascal Bruckner, Alain Finkielkraut, André Glucksmann og Bernhard-Henri Lévy vil komme og sige kloge ord? Ellers anbefaler jeg at man inviterer et vaskeægte ytringsfrihedsoffer, nemlig den bangladeshiske forfatter Taslima Nasrin, der bor i USA efter at være faldet i unåde pga. islamkritik i både sit hjemland og Indien (læs evt. min kommentar 15.2. 08). Konferencen har mere brug for hende, end for Geert Wilders.

Det er ikke svært at komme i tanker om en masse internationale navne fra litteraturens og mediernes verden, som kan sige forventelige ord om ytringsfrihedens nødvendighed og radikalismens uforenelighed med ægte demokrati. Det store spørgsmål er, hvordan man strikker en konference sammen, som ikke er lige så forventelig i sluterklæringen, som Durban 2, der skal finde sted i april, var så længe de arabiske lande fik lov til at drømme om at sidestille religionskritik med racisme. Det sker i hvert fald ikke, hvis Dansk Folkeparti skal bestemme gæstelisten.

Nu er der – via krydspres fra boykot og diplomati – kommet andre boller på suppen, og dermed er der skabt en åbning for at FN’s racismekonference rent faktisk kan få et resultat som verdslige demokratier kan sætte pris på. Det er i hvert fald vitalt at få FN’s såkaldte Menneskerettighedsråd til at droppe drømmene om at kriminalisere religionskritik.

Under alle omstændigheder: Jeg forudser hermed, at Geert Wilders kommer til København og taler ondt om islam, for naturligvis får Dansk Folkeparti sin vilje.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.