Kommentar i Weekendavisen den 7. maj 2009.
Konference. Lars Løkke om Geert Wilders: ”Hvis man bliver enige om, at man skal invitere han, så skal man invitere ham. Hvis man bliver enige om ikke at invitere ham, så skal man jo ikke invitere ham.”
Politikere i benlås
Får vi så den konference om forebyggelse af radikalisering og ekstremisme – eller gør vi ikke? Og er det i det hele taget en konference om radikalisering, eller handler den om ytringsfrihed?
I denne uge steg tvivlen og tumulten til nye højder da alle sagens parter skød ansvaret i ring med røgslør og tågesnak, indtil integrationsminister Birthe Rønn Hornbech lod forstå, at konferencen nu er udskudt, og i stedet for at blive afholdt som planlagt i juni, skal vi nu hen til engang efter sommerferien. I fodbold ville man kalde sådan en beslutning for et langt, befriende los ud af farezonen.
Men bolden vender altid tilbage, og i denne sære sag, er der ingen der ved hvem der har bolden eller hvem der er på hold med hvem. Splittelsen er i hvert fald til at tage at føle på mellem regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Og regeringspartierne internt.
For nu at tage initiativtagerne først: Da Liberal Alliance stadig var ledet af Naser Khader, fik de regeringens ja til konferencen som en lille finanslovsforhandlingsluns på to millioner kroner. Siden da gik partilederen og hans partner, Anders Samuelsen, som bekendt hver til sit, og i dag kan de dårligt nok være enige om, hvad konferencen skal handle om. Mens Naser Khader helst taler om islamisme og ytringsfrihed, siger Anders Samuelsen, at aftalepapiret om konferencen kun handler om forebyggelse af radikalisering og ekstremisme. Så vidt, så skidt.
I regeringspartierne er konferencen ved at udarte til en sag, der ikke vil gå væk. Konferencen er ikke – for nu at bruge populær politikerlingo anno 2009 – groet i regeringens have, men føget over hegnet som en studehandel i finanslovsforhandlingerne. Men regeringen kan ikke bare lade konferencens idéophav i Liberal Alliance og Dansk Folkeparti fjolle rundt for sig selv, for den personificerende ophavsmand, Naser Khader, er jo gået hen og blevet konservativ, hvilket forpligter og håndfæster det mindste regeringsparti, hvilket med garanti ærgrer ledelsen.
I Dansk Folkeparti sidder man som sædvanlig med alle de gode kort på hånden. De kan angribe, angribe og angribe, kritisere og irritere, ganske som de plejer. Dansk Folkeparti spiller hårdt ud med kravet om at få politikeren og hobbyfilmmanden Geert Wilders hertil fra Holland for at tale om muslimsk ekstremisme, og dermed har de allerede stukket en gren i konferencehjulet, for hvordan skal regeringens pæne borgerlighed kunne holde til den mand, som den fhv. statsminister ikke ville vide af?
Og så er der jo altså også Naser Khader. Han sagde tidligere på ugen, at han vil have Geert Wilders til landet. Ikke mere snak om antiradikalisering, det her handle rom ytringsfrihed. Naser Khader efterlyser integrationsministeren på banen, men oplyser til Information, at hun ikke har været inviteret til et eneste af de planlægningsmøder, som de fire partier bag konferenceaftalen har holdt! Hvem han i øvrigt har på sin deltagerliste, ved vi ikke meget om, men vi ved, at han gerne vil gøre ytringsfrihed til et tema, tilsyneladende bagom selve aftalegrundlaget.
For de fire involverede partier er der nu gået både positionskamp, dansk politik og internationalt diplomati i sagen. Dels kæmper de om at definere konferencens tema og deltagerkreds og dermed sætte den værdipolitiske dagsorden. Dels truer Liberal Alliance med at spænde ben for en aftale om penge til Fregatten Jylland og Jellingestenen (to gode krav fra Dansk Folkeparti), hvis Geert Wilders bliver inviteret. Og dels har Berlingske Tidende lanceret en idé om, at regeringen frygter at en konference med hollænderen vil bringe den arabiske verdens deltagelse på Klimatopmødet i fare.
Jeg har tidligere ”forudsagt”, at Geert Wilders vil blive inviteret til konferencen, fordi Dansk Folkepartis topfolk plejer at få deres vilje, og de knuselsker Wilders lige så meget som Venstre-folkene elsker den somaliskfødte eks-politiker, forfatter m.m., Ayaan Hirsi Ali. Men i denne uge har både skatteminister og selveste Lars Løkke Rasmussen sendt klare signaler om, at de ikke har meget lyst til at sidde til bords med den kontroversielle hollænder. I tirsdags sagde statsministeren på sit pressemøde, at Wilders ikke var den mest oplagte taler på en konference om forebyggelse af radikalisering – og heri har han ret, for manden er jo selv ganske yderligtgående – men så smed også han en omgang meningsuklarhed ind i bunken med denne imponerende konstatering: ”Hvis man bliver enige om, at man skal invitere han, så skal man invitere ham. Hvis man bliver enige om ikke at invitere ham, så skal man jo ikke invitere ham.”
Hatten af for statsministerens logik! Men det her handler altså ikke om en invitation til en børnefødselsdag. Det handler om en konference, som vi er blevet lovet, og som det vil sømme sig at få planlagt og gennemført med en konstruktiv dagsorden. Intet tyder på, at integrationsministeren har noget der ligner hånd i hanke med aftalepartnerne, mens alt til gengæld tyder på at aftalepartnerne fjerner sig mere og mere fra hinanden – ikke mindst fordi de er genuint uenige og nyder at spænde snubletråde for hinanden. Hvis Dansk Folkeparti kan gøre livet surt for V og K, gør de det gerne, og hvis Anders Samuelsen kan skabe besværligheder for regeringen, Dansk Folkeparti og Naser Khader, holder han sig ikke for god.
To millioner kroner på finansloven er kleingeld, og set i forhold til vinterens kommende Klimatopmøde, er denne lille plut af en konference ret ligegyldig. Men dens emne er vitalt, globalt og for evigt linket til Danmark efter karikaturkrisen og de seneste års debat om demokratiets responsmuligheder overfor radikaliserede muslimer. Hvis hensigten med konferencen ikke blot er at snakke om ytringsfrihed – som vi jo alle står vagt om – men at skitsere løsninger, må den første beslutning være, at se bort fra en mand som Geert Wilders, der naturligvis ikke kan forebygge radikalisering og ekstremisme, tværtimod.
V, K, DF og LA holder for tiden hinanden i benlås. Statsministeren er hverken enig med Dansk Folkeparti eller den konservative regeringspartner, og idémændene er uenige om ideen. Dermed er ingen i stand til at træffe beslutninger. Så selvom han naturligvis har andre og vigtigere ting at tage sig til – finanskrisen og arbejdsløsheden, ikke mindst – ligner denne fatale konference mere og mere en sag, som statsministeren er nødt til at involvere sig i. Det kunne mageligt være hans debut som værdipolitiker.