Over grænsen

Amnesty International 2/09, juni 2009.

Eksilet er et kendt tema, både i livet og i kunsten. Det kan man denne sommer konstatere i så forskellige værker som en Hollywood-film med Harrison Ford og en kunstudstilling med 35 danske og udenlandske kunstnere i Silkeborg.

”Vi er alle i samme båd!”

Sådan lød et godt, gammelt revyrefrain engang, og ordene genlyder nu med symbolsk kraft i Gerda Thune Andersens, Moustafa Al Yassins og Marit Benthe Norheims kunstværk af samme navn – We Are All In The Same Boat. Værket kan netop nu ses på KunstCentret Silkeborg Bad, der har valgt at gøre eksilet til tema for en stor kunstudstilling, der samler bidrag fra 35 kunstnere fra ind- og udland.

Eksilet har altid været et vilkår i menneskers liv – og derfor et eviggyldigt stof for kunstnere, der har fundet inspiration i hjemløsheden, fremmedgørelsen og mødet mellem fremmede verdener. I udstillingen EXILE tolker kunstnerne begrebet eksil på hver deres måde. I maleri, skulptur, installation, video og fotografi skildrer de det at være rodløs og fremmed, hvad enten man er fordrevet af krige og konflikter, eller søgt ud i verden for at arbejde langt væk fra hjemmet.

Gerda Thune Andersen har foldet papirbåde af udenlandske aviser:

”Vi ser bådflygtninge i medierne hver dag, flygtninge der nægtes adgang ved kysten, som om de ikke eksisterede. Min installation beskriver deres rejse over havet, drømmen om nye horisoner og håbet om at nå frem i sikker havn. Papirbådene er foldet af aviser fra hele verden og på mange sprog. Aviserne rummer oplysninger om de flygtninge, der enten dør eller bliver afvist,” forklarer hun.

På udstillingen ser man avisbådene drive ned ad vandet, hvor de stoppes af en usynlig mur af glas, som ikke vil lade dem komme videre. På den anden side står vi og ser på.

Illegal samvittighed?
Man skulle nærmest tro, at KunstCenter Silkeborg havde koordineret temaet for årets udstilling med en ny Hollywood-film med gode, gamle Indiana Jones i hovedrollen, denne gang ikke på jagt efter Pagtens Ark eller lignende, men efter illegale grænseoverløbere.

I Wayne Kramers nye film, Crossing over, arbejder Max Brogan (Harrison Ford) for immigrationspolitiet i Los Angeles med at opspore illegale indvandrere, og da han insisterer på at vagthavende på politigården skal ringe efter en læge til en syg mand, vrænger hans kollega: ”Du kan få alt til at lyde som en humanitær krise!”

Ja, Max er en strømer med holdninger. Hans job er at indfange udlændinge uden opholds- og arbejdstilladelse, men han har hele tiden blik for den enkelte menneskeskæbne. Spørgsmålet er, om der er plads til det? Er der plads til at tage hensyn til en enlig mexicansk kvinde, der desperat beder om at lov til at gå, fordi hendes lille søn bliver passet hos overboen, der ellers vil sætte ham på gaden, hvis ikke hun bliver betalt til tiden? Nej, det er der ikke plads til. Men hvad så med samvittigheden? Ja, den er nærmest lige så illegal, som de illegale selv.

Crossing over er et såkaldt multiplot-drama, der skildrer en lang række mennesker, der intet har med hinanden at gøre, men alle har det til fælles, at de drømmer om en fremtid i USA. Historien veksler mellem skæbnerne og de enkelte personers desperate forsøg på at få legalt ophold, og ikke alle kommer som forfulgte, forhutlede eller fattige. Her er også den smukke og sexede australske B-skuespillerinde, der så inderligt ønsker en karriere i USA, at hun lader sig bruge seksuelt af en korrupt embedsmand fra immigrationsmyndighederne til gengæld for et green card. Og her er en ung musiker, en jødisk ateist fra England, der fupper, snyder og svinder ved at udgive sig for at være meget religiøs, fordi troende mennesker, der skal undervise i meningheder, kommer foran i køen.

Viljefaste og paranoide USA
Crossing over skildrer nogle af de indvandrere, der allerede bor og arbejder i USA, men endnu ikke har deres på det helt tørre. Enten mangler de gyldige opholdspapirer. Eller målet over dem alle: statsborgerskabet. Vi følger familier fra Bangladesh, Korea og Iran, som alle kommer ud for voldsomme begivenheder i deres forsøg på at blive amerikanere.

Helt centralt står den 15-årige Taslima, der i en skolestil udtrykker forståelse for – men ikke sympati med – 9/11 terroristerne. Hendes skolerektor angiver hende til myndighederne, der ransager familiens hjem, hvor opdager at pigen har konsulterer islamiske websites. At det var research til hendes skolestil, betyder ikke noget for Homeland Security. Pigen bliver dømt til deportation, men da hendes to yngre søskende er født i USA, får faren lov til at blive hos dem, mens moren må følge sin datter ud af landet. Taslimas historie viser et viljefast, handlekraftigt og paranoidt USA.

Max Brogans makker i immigrationspolitiet er den iranskfødte Hamid Baraheri. Hans far forlod Iran under shahen, og nu står den velhavende familie overfor en betydningsfuld begivenhed: statsborgerskabsceremonien. Men Hamid søster skaber problemer. Hun går sine egne veje, klæder sig som hun vil, og dyrker sex med sin chef, der bestyrer en fotokopishop, hvor han fremstiller falske identitetskort til illegale immigranter. Da Hamids bror – en hot shot advokat på vej mod toppen – tager de to elskende på fersk gerning på et motelværelse, løber det hele løbsk.

Æresdrab fjernet fra plottet
Ifølge amerikanske medier beskrev filmens oprindelige manuskript et æresdrab, men da det kom National Iranian American Council for ører, tog de kontakt til producerne. Den iransk-amerikanske organisation forklarede, at æresdrab ikke forekommer i den iranske kultur, og at det ville føre til store problemer for den iranske befolkning i USA, hvis ikke scenen blev skrevet om.

Den engelske avis The Guardian kunne kort efter filmens optagelser i vinteren 2007 citere filmens producere, Weinstein Company, for at selskabet tror stærkt på ytringsfrihed, men at det også mener at det er vigtigt at have en konstruktiv dialog mellem filmkunstnere og de samfund, som filmene forsøger at portrættere.”

Crossing over – som skildrer flere skæbner, et selvbeskyttende system og en helhjertet og begejstret ceremoni for de mennesker, der slipper gennem nåleøjet – er skrevet og instureret af den sydafrikansk fødte instruktør Wayne Kramer, der selv blev amerikanske statsborger i 2000.

EXILE. KunstCenter Silkeborg Bad, Kurbygning, Park og Skovvilla.
Sidste dag den 30. august 2009.

Crossing over har premiere i Dagmar, Palads, Biocity Århus, Biocity Ålborg og Biocity Odense den 26. Juni.

NOTER

Og mere om eksilet! Ganske som Hollywood-instruktøren og de mange kunstnere i Silkeborg, er forfatteren Aleksandar Hemon inspireret af hjemløsheden. Som søn af en bosnisk far med urainske familierødder og en serbisk mor, voksede han op i det multietniske Sarajevo. I 1992 rejste han til Chicago som turist, og mens han var væk, brød krigen om Bosnien ud, og han strandede i USA. Aleksandar Hemon passede en lang række jobs som cykelbud, sandwichmand m.m. mens han skrev, og i 2000 debuterede han som forfatter, og siden har han skovlet priser ind. Nu udkommer hans seneste bog, Lazarusprojektet, på dansk. I 1908 bliver en ung jødisk immigrant i Chicago skudt af politichefen, der mistænker ham for at være anarkistisk oprører. Hundred år senere forsøger en anden østeuropæisk immigrant at finde ud af, hvad der egentlig skete dengang. Det bringer ham på en rejse gennem Østeuropa – en rejse som Aleksandar Hemon selv har foretaget med fotografen Velibor Bozovic, hvis billeder indgår i romanen. Man kan opleve den fascinerend eskilroman i ord og fotografier på www.aleksandarhemon.com/lazarus.

Aleksandar Hemon: Lazarusprojektet. Netop udkommet på forlaget Gyldendal.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.