Offentlig hemmelighed

Kommentar i Weekendavisen den 27. februar 2009.

Kommentar. Psykolog Nicolai Sennels må ikke oplyse, hvor han er ansat. Hvorfor?

Hvis man er ansat i staten, men ikke må oplyse hvor, man gør tjeneste eller hvad, man laver, er man velsagtens hemmelig agent i PET? Nej, man er bare en ganske almindelig psykolog, som engang har været uenig med sine chefer og derfor er blevet bedt om at holde lav profil. Hør blot:

Psykolog Nicolai Sennels fik i 2005 arbejde på Københavns Kommunes sikrede institution, Sønderbro, hvor 70 % af de kriminelle unge har indvandrerbaggrund. Han lavede bl.a. terapiforløb og meditationsøvelser, der skulle lære de unge at kontrollere deres vrede.

For nøjagtig et år siden blev Nicolai Sennels så inviteret til et medarbejderseminar i Københavns Kommune under integrationsborgmester Jakob Hougaard (S), og her stillede han sig op og sagde, at islam og muslimernes kultur gør integration umulig. Det fik lederen på Sønderbro til at give psykologen en påtale, og da også socialborgmester Mikkel Warming (EL) fandt hans udtalelser i konflikt med Københavns Kommunes værdigrundlag, valgte Nicolai Sennels at indgå en fratrædelsesaftale.

Dette forløb beskriver han i bogen Blandt kriminelle muslimer, der udkom i denne uge. I mandags havde jeg derfor inviteret ham i studiet til DR-programmet Faglitteratur på P1, hvor jeg er redaktør og studievært. Vi skulle dels tale om offentlig ansattes ytringsfrihed, dels om forfatterens erfaringer med kriminelle muslimer og islam, og inden vi gik i gang, fandt jeg det helt naturligt at spørge Nicolai Sennels, hvor han havde fået job efter at han var fratrådt i kommunen. Han nøjedes med at svare, at han var ansat som psykolog i staten. Men at han ikke kunne sige hvor.

”Kan du ikke sige hvor? Er du måske blevet ansat i PET?” spurgte jeg.
”Nej, det er jeg nu ikke.”
”Men hvorfor kan du så ikke sige, hvor du er ansat?”
”Fordi man er bange for at det vil skade arbejdspladsens renommé, hvis det kom frem, at jeg arbejder der…”
”WHAT? Du er ansat i staten, men må ikke sige hvor, fordi du har den forhistorie med Københavns Kommune – er det sådan jeg skal forstå det?”

Her ebbede samtalen så ud, for Nicolai Sennels har altså givet sine chefer lovning på, at gå musestille med dørene, og han taler ikke over sig. Han arbejder ikke længere med kriminelle unge, men blander sig nu flittigt i debatten om integration, bl.a. med sin nye bog og bloggen kulturkloeften.dk. Han har altså sin frie og uhindrede ytringsfrihed, men prisen er, at staten som arbejdsgiver ikke helt vil være ham bekendt – ikke udadtil, i hvert fald.

De offentligt ansattes ytringsfrihed har altid været under pres – spørg bare de læger, der har orket og turdet blande sig i debatten om sundhedspolitiske prioriteringer. Derfor var det heller ikke den helt store sensation, at Nicolai Sennels blev holdningsmobbet ud af Københavns Kommune sidste år. Men det var – dengang som nu – udslag af en ufattelig dumhed i og omkring socialborgmesterens kontor, hvor man ellers har et værdigrundlag der anser menneskers frihed til at ytre sig som noget positivt. Men åbenbart kun, hvis borgmesteren er enig?

Det er ytringsfrihedspolitisk børnelærdom, at man skal værne om sine meningsmodstanderes ret til at udtale sig uden repressalier, og derfor burde Københavns Kommune i fjor have værnet om Nicolai Sennels i stedet for at presse ham ud. Det er f.eks. dette ytringsfrihedsaksiom, som Dansk Folkeparti (som Nicolai Sennels i øvrigt er medlem af) aldrig har fattet eller ønsket at fatte. Men sagen er naturligvis den, at hvis man går til kamp for Geert Wilders ret til at publicere sin kritiske film om islam, så skal man også støtte Bashy Quraishys ret til at lave en Danmark-kritisk film på, som den han udsendte på YouTube i november i fjor. Men som man husker, bekymrede Dansk Folkeparti sig ikke om den pakistansk-danske debattørs ret eller ytringsfrihed. De kaldte ham derimod for landsforræder, intet mindre, og bad integrationsministeren om at vurdere muligheden for at inddrage Bashy Quraishys danske statsborgerskab! Dansk Folkeparti viger ikke tilbage fra den debatmetode – at mistænkeliggøre og inkriminere en fuldkommen lovlydig borger, hvis holdninger man ikke kan lide – men det hører ikke hjemme i et demokrati, og det undergraver respekten for ytringsfriheden og ytringstrygheden. På samme måde hører det ingen steder hjemme, at man som offentlig ansat er nødt til at holde sit arbejdssted hemmeligt, bare fordi man har en politisk holdning.

Blandt kriminelle muslimer udkom i denne uge på Trykkefrihedsselskabets Bibliotek, og Trykkefrihedsselskabet er som bekendt en forening, der – fuldkommen som Dansk Folkeparti – bekymrer sig helt enormt om islamkritikernes ytringsfrihed, men ikke om andres. At Nicolai Sennels har valgt forening og parti, som han har, kan derfor meget vel skabe en politisk stigmatisering af ham i visse kredse, men hans påstande om islam, skal i så fald imødegås med argumenter og viden af fagfolk og debattører, ikke med de underlige krav mørkelægning, som hans nuværende – ukendte – offentlige arbejdsgiver lægger for dagen. Naturligvis skal staten og dens arbejdspladser fremstå upartiske, også i debatten om islam, og jeg forstår udmærket, at arbejdspladsen ikke ønsker, at blive identificeret med Nicolai Sennels’ bog, som man hverken har lod eller del i, men jeg synes at det er hampert, at bede ham om at holde sit job hemmeligt, fordi man frygter for renommeet.

Det kan meget, meget vel være, at kulturforskere og religionshistorikere kan vende vrangen ud på Nicolai Sennels analyse af islam og muslimer. Det er overordentligt sandsynligt at de kan hudflette hans forestilling om religion, fordi det er mennesker der skaber guder, ikke omvendt. Men han har sin ret til at mene og skrive, hvad han vil. At dét kostede ham jobbet på Sønderbro, er en katastrofe, og at han nu skal holde sin nye ansættelse hemmeligt, er en tragedie.

Klaus Rothsteins samtale med Nicolai Sennels kan høres på DR P1 på søndag kl. 13.30 i programmet Faglitteratur på P1.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.