Leonardo Padura: Cubansk efterårslandskab

Anmeldelse i Weekendavisen den 17. juli 2009.

Verdensklassekrimi. Cubanske Leonardo Paduras Havanna-kvartet er en bevægende historie om menneskelig elendighed.

Endelig, fatale verden, skilles vi!

Når han ikke lægger strategi for en midstsøgende socialisme og forhandler forsvarsforlig med de borgerlige, passer SF’s Ole Sohn et bijob som forlægger, og mellem mange ok udgivelser, finder man også en serie med vaskeægte verdensklassekrimi, nemlig den cubanske Leonardo Paduras Havanna-kvartet, som nu er afsluttet med en roman, som er bedre end treeren, der var bedre end toeren, der var bedre et etteren. Og etteren var i øvrigt bedre end alle de danske og svenske journalist- og femikrimier til sammen, ja det er faktisk en grov fornærmelse mod Leonardo Paduras at sammenligne, for han skriver dem sønder og sammen, om så de hedder Larsson eller Läckberg.

Men inden vi ser nærmere på Cubansk efterårslandskab, må vi lige opholde os ved det med ettere, toere, treere og firere. Sagen er nemlig, at kvartetten er udkommet i en forvirrende og forkert kronologi på dansk: først kom nummer tre, så nummer et og så nummer to, og midt i det hele kom en roman, der ikke er den del af kvartetten, selvom den har samme hovedperson. Nu udsender forlaget så den rigtige begyndelse, Den ulastelige cubaner, som hardbackbilligbog, og jeg vil på det varmeste anbefale nye læsere at stige på dér og komme korrekt ind i kronologien. Derefter skal man læse Forårsblæst over Havana, Maskespil i Havana og så til sidst Cubansk efterårslandskab. Den femte bog af Leonardo Padura, Adiós Hemingway, skal man naturligvis også læse, for den antyder at Papa Hemingway engang slog en CIA-agent i hjel, men det er en helt anden historie og altså ikke en del af kvartetten.

I Cubansk efterårslandskab er vi igen i Havana i 1989. Den illusionsløse, drikfældige og resignerede Mario Conde (han lyder som en kliche, men fremstår som et menneske) skal opklare endnu et spektakulært mord. En tidligere topembedsmand med ansvar for statens ekspropriering og nationalisering af borgerskabets private kunstskatte efter revolutionen hoppede for ti år siden af i udlandet. Pludselig fiskes hans lig op i havnen i Havana. Manden er dræbt med et hårdt slag i hovedet, og hans lem er blevet skåret af. Hvorfor? Og hvorfor kom han i det hele taget tilbage til Cuba?

Egentlig er Mario Conde på vej ud af korpset, for han orker ikke mere at rode rundt i menneskeligt fordærv. Han er ensom og elendig og drømmer kun om at isloere sig i et hus ved havet og indfri en gammel forfatterdrøm. Han vil skrive en bevægende historie om menneskelig elendighed, ikke mindst inspireret af hans vens skæbne: Det Tynde, som er smældfed, mistede føreligheden da han som soldat i Angola blev ramt af en forræderisk kugle uden afsender (ved vi fra en tidligere roman).

Maros chef, som han har et loyalt had-kærlighedsforhold til, er blevet sparket ud af jobbet, og en kølig militærmand han sat sig i hans stol. Den nye chef accepterer at godkende Mario Condes opsigelse under forudsætning af, at han påtager sig en sidste opgave. Han skal opklare mordet på en diskret facon, der ikke påkalder udenlandske mediers opmærksomhed. Han får tre dage til at løse opgaven. Og imens nærmer en ildevarslende orkan sig time for time, kilometer for kilometer. Allerede i romanens første linje udfordrer Mario Conde cyklonen: ”Kom så…!” råber han mod oktober måneds bedrageriske blå himmel. Orkanen hedder Felix – det antyder jo, at den måske kan opstå noget lykke midt i al destruktionen – og på sidste side skråler Mario igen mod himlen: Endelig, fatale verden, skilles vi, orkanen og jeg er alene.

Mellem de to himmelråb ligger tre dage med et opklaringsarbejde, som både er intelligent, overraskende. Hurtigt står det klart, at den myrdede mand kun kom tilbage til Cuba for at hente noget, som han havde skjult før sin flugt. Mario Conde forstår at det må handle om en værdifuld kunstgenstand, men han gør sin ingen forestilling om, hvor spektakulær mordets forhistorie er. Ikke et ord mere om den sag nu.

Man skal bemærke at romanen, som er skrevet i 1996-98, foregår i oktober 1989, og det er jo ikke nogen tilfældig tid i verdenshistorien. Netop dette efterår for tyve år siden, væltede de kommunistiske stater i Østeuopa som kegler på en bowlingbane, og gad vide om ikke Leonardo Padura på den måde har lagt sin egen systemkritiske hilsen til Fidel Castros regime ind i Havanna-kvartetten? I øvrigt er det temmelig paradoksalt, at romanens tropiske cyklon, der varsler opbrud og forandring, rejser sig d. 7. oktober 1989, som er den selvsamme dag som Ole Sohn – dengang ikke forlægger, men formand for Danmarks Kommunistiske Parti – deltog i en æresparade i Berlin i anledning af DDR’s 40 års fødselsdag. Der stod han på podiet sammen med Honecker, Ceaucescu, Jaruzelski, Gorbatjov m.fl. og bivånede marcherende soldater og rullende kampvogne. En måneds tid efter væltede Muren. Og senest har Ole Sohn altså indgået forsvarsforlig med de borgerlige. Verden er fantastisk.

Cubansk efterårslandskab er i den grad den bevægende historie om menneskelig elendighed som Mario Conde ønsker at skrive. Og det er en skildring af mennesket Mario, der har orkanen Felix som både fjende og forbundsfælle, som spejler sig selv i en hjemløs hund, som kniber en tåre over sandt venskab – og som heldigvis ser ud til at finde en vej til både at skrive og elske. Romanen er fuldkommen overlegent fortalt og oversat til et lydefrit dansk, der bevarer den inciterende stemning, som er Paduras varemærke, af Kirsten A. Nielsen (der har afløst Peer Sibast). Hvornår har De sidst læst en nordisk krimi som ikke bare underholdt Dem, men også gav en litterær tilfredsstillelse? Nej, vel? Leonardo Padura, siger jeg bare.

PS. I boghandelen koster bogen som udgangspunkt 269 kr. På forlagets hjemmeside kan den bestilles portofrit til 149 kr. Priskrigen hærger.

Leonardo Padura: Cubansk efterårslandskab. På dansk ved Kirsten A. Nielsen. 276 sider, 269,95 kr. Forlaget Sohn.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.