Alt kan bortforklares

Anmeldelse i Weekendavisen den 3. april 2009.

Jan Kjærstad. Skynd dig lidt! Kom og se, hvad der sker i det forkælede land, der moraliserer over andre landes konflikter…

Jan Kjærstad: Jeg er brødrene Walker. På dansk ved Camilla Christensen. Roman 438 sider, 349 kr. Samlerens Forlag.

Der er tradition for at være næsegrus af beundring for Jan Kjærstads evne til at konstruere enorme romankorpuser, hvor personerne bevæger sig igennem handlingen og deres egne livsfaser på en arabeskagtig facon, garneret med meningsfulde digressioner, symbolspor og gennemtænkte betydningslag, som en eller anden lektor kan bruge et helt otium på at kortlægge. Og efter endt læsning af Jeg er brødrene Walker må man konstatere, at forfatteren stadig bygger sin tekst med en ekstrem forkærlighed for anstrengende neologismer og fortælletekniske stilforsøg, og som i den berømte Wergeland-trilogi og den momentvis rigtig gode Kongen af Europa, trækker det store veksler på læseren. For store, er jeg ked af at konstatere.

Jeg er brødrene Walker er en overambitiøs og overlæsset roman fra 80’ernes Oslo. Odd Marius Walker (hans rigtige efternavn er Walaker, men han ændrer det, bl.a. inspireret af tegneseriehelten Fantomets civile identitet) styrter en dag på sin cykel og slår hovedet, hvorved han får en sær evne til at gennemskue alt, se alt i perspektiv. Han skriver flittigt dagbog i stilehæfter, og det er den tekst, vi læser. Hans optegnelser handler om hans forelskelse i en utilnærmelig pige, hans erotiske fascination af en nabo, hans hemmelige job med at besvare breve i en kærlighedsbrevkasse, hans frygt for forældrenes kriseramte ægteskab, hans problematiske venskab med en sexbesat skolekammerat, hans forhold til skolens lærere og hans ønske om at opklare, hvem det er der lader små bogbomber detonere i Oslos boghandlere – og meget, meget mere.

Undervejs krydsklippes til sekvenser med den voksne Odd Marius Walaker, der er endt som statsminister. Han har samlet sine nærmeste rådgivere, fordi Norge er truet som aldrig før. Hvad truslen går ud på, står hen i det uvisse for læserne, vi må gætte. Men at det er spektakulært, er der ingen tvivl om: ”I tankerne så Odd Marius Walaker en stue for sig i, lad os sige, Colombo, på Sri Lanka, hvor en mand råbte til sin kone ude i køkkenet: Hallo, kom lige ind og se, hvad der sker i det forkælede hjørne af verden, nu har de omsider fået andet at tænke på end at moralisere over andre landes konflikter, og hallo, tag et par kager med! Skynd dig lidt! Det er utroligt!”

Forud for dette møde med den utrolige afstraffelse af det moraliserende land, går Odd Marius’ teenageoplevelser med bogbomberne i Oslo i 1984. Mens byen er i oprør, skriver en lektor, at bomberne ikke er terror, men kunst (ganske som Karlheinz Stockhausen om World Trade Center): ”Gerningsmanden maler ikke på lærreder eller former skulpturer, hans storstilede værk er en forbindelse mellem politiets teorier og ikke mindst alle de spaltemeter, aviserne skriver om eksplosionerne, alle indslagene i radio og fjernsyn, alle tolkningerne, kommentarerne, folks reaktioner etc. Dette er det 21. århundredes kunst.”

Unge Odd Marius noterer, at alt kan bortforklares. Selv ondskab. Selv terror. Han skriver: ”Noget, der set fra én vinkel er den rene djævelskab, bliver pludselig til sublim skønhed betragtet et andet sted fra.” Her bliver romanen til en slags kritisk samtidsanalyse, og det klæder den. Men selvom der er umiskendeligt håndelag, forfattermod og vilje til at gå nye veje med romangenren, forbliver Jeg er brødrene Walker lang, uforløst, anstrengende læsning.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.