Hverdagsintegration på folkebiblioteket

Indlæg på Statsbibliotekets konference INTEGRATION OG BIBLIOTEKER, Eigtveds Pakhus den 22. januar 2009

I.

Det er en triviel konstatering, at en af det danske samfunds primære opgaver i dag, er at få integrationen til at virke. Det er der enighed om, uanset fra hvilken side af det politiske spektrum, man nærmer sig emnet. Samtidig er der både politiske, økonomiske og sociale grunde, der alle peger i samme retning: Af hensyn til den politiske stabilitet, den økonomiske vækst og den sociale tryghed, skal forskellene udjævnes.

Men integration er ikke kun et spørgsmål om økonomisk politik og social politik – det er også et kulturpolitisk emne. Derfor vil jeg gerne begynde med at indkredse hvad kulturpolitik i det hele taget er. Senere kommer turen til integration.

Professor Jens Engberg fra Historisk Institut på Århus Universitet, udgav for nogle få år siden det store trebindsværk MAGTEN OG KULTUREN, som analyserer den danske kulturpolitik fra 1750 til 1900. Heri definerer han kulturpolitik på en måde, der nærmest gør én helt taknemmelig over, at heller ikke Barack Obama ser ud til at ville udnævne en amerikansk kulturminister. Vi har altid undret os over, at amerikanerne ikke har sådan én, men måske er der en utrolig god logik i, at de overlader den direkte kunststøtte til de private fonde. Men det er en helt anden snak, som jeg ikke skal folde ud her.

Jens Engberg ser kulturpolitik som et magtpolitisk styringsinstrument, som danske magthavere altid har brugt til at skabe og kontrollere befolkningens holdninger. Intet mindre. Først og fremmest definerer han med Hartvig Frisch kultur som et fællesskabs givne måde at se på tro, moral, samfund og kunst. Når han kombinerer det med politik, når han frem til at kulturpolitik helt overordnet handler om måden, hvorpå man ved at fremme en særlig kultur påvirker mennesker til at tænke på en kollektiv måde for at opnå magt, så samfundet kan føres i en given retning. Der opstilles, siger han, et system, som skal bruges til at give værdimønstre kontur og redskaber til opbygning af samfundsforståelse og national identitet.

Jens Engberg skriver: ”Ofte får kulturpolitikken en tydeligt missionerende karakter. Det er selvfølgelig for det første tilfældet, fordi kulturpolitikken som sagt har til formål at fremme en kollektiv tænkemåde. Kan man omvende folk til ens kultur, kan man også omvende dem til ens tænkemåde. Men for det andet kan kulturpolitikken blive missionerende, fordi kulturpolitikkens udøvere er overbeviste om deres kulturs overlegenhed og om de mange vidunderlige ting, der flyder af kendskabet til den. Det er dem derfor magtpåliggende, at også ikke-nyderne af deres kultur bringes til at sætte pris på dens velsignelser. Positivt kan man tale om en demokratisering af adgangen til kulturgoderne, negativt om, at folk skal påtvinges en bestemt kultur, selvom de måske ikke ønsker det.”

Og her skylder jeg at sige, at Jens Engberg skrev dette FØR Brian Mikkelsen lancerede sine kulturkanoner, der jo lever godt og vel 110 procent op til professorens definition på kulturpolitik som et forsøg på at påvirke holdninger. Brian Mikkelsen så jo de nationale kanoner som en slags gave til indvandrerne og som en danskhedspille, som vi selv skulle sluge som et værn mod globalisering og værdirelativisme.

Når man anskuer kulturpolitik på denne måde, bliver det pludselig til meget andet og mere end et spørgsmål om fordeling af støttekroner, ikke mindst i en tid, hvor det velkendte armslængdeprincip på mange måder forvaltes med kortere arme end tidligere.

Hvor bibliotekerne står midt i alt dette, vender jeg tilbage til.

II.

I 1995 satte daværende kulturminister Jytte Hilden gang i en større kulturpolitisk udredning med henblik på at vurdere de overordnede kulturpolitiske mål og redskaber. Det var som bekendt få år inde i Poul Nyrup Rasmussens regeringsepoke i halvfemserne, dengang kulturpolitik stadig blev brugt som en slags socialdemokratisk folkeopdragelse, men endnu ikke som den borgerligt-liberale værdipolitiske folkebefrielse med nationalkonservative grundtoner, som vi lærte at kende under Brian Mikkelsen, der sammen med statsministeren kaldte til veritabel kamp om værdierne og for alvor gjorde kulturministeriet til et værdiministerium.

Den gang i 1995 bestod den kulturpolitiske redegørelse af en lang række bøger, der satte fokus på kulturpolitikkens forskellige felter, og én af dem – nummer 16 – handlede om DET FLERKULTURELLE DANMARK. Den var skrevet af kultursociolog Charlotte Toft og journalist Ole Hammer, der var en af den danske integrationsdebat pionerer helt tilbage fra tiden lige efter den første arbejdskraftsindvandring i slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne.

De to forfattere gennemgik en lang række emner, der har med kultur, indvandring og integration at gøre, og de afså også en sides penge til biblioteksvæsenet. Jeg refererer hovedtrækkene:

Allerede i 1975 kom den første betænkning fra Bibliotekstilsynet om de udenlandske arbejdere og folkebibliotekerne. Det førte til oprettelsen af Folkebibliotekernes Indvandrerbibliotek, et servicebibliotek, hvor de enkelte biblioteker kunne låne bøger, aviser m.m. på indvandrernes sprog og få rådgivning om betjening af bibliotekskunder fra fremmede lande.

I 1993 viser en rundspørge fra Mellemfolkeligt Samvirkes nyhedsbrev, at folkebibliotekerne bruges flittigt som væresteder af indvandrere og flygtninge, særligt børnene, og mange biblioteker har derfor særlige arrangementer for børn.

Bibliotekarforbundet har – står der i redegørelsen – dannet en særlig faggruppe for medlemmer med interesse for indvandrere. Biblioteksskolen har holdt efteruddannelseskurser om kulturmøde – som også var emnet for Bibliotekets Dag i 1993.

Samlet må det konstateres, skriver Charlotte Toft og Ole Hammer, ”at biblioteksområdet er det område, der er kommet nærmest på det flerkulturelle samfund.”

Det er en interessant konklusion – at bibliotekerne er det kulturområde, der er kommet nærmest det flerkulturelle samfund – og naturligvis også en konklusion som man kunne anfægte dengang i midten af halvfemserne, og som man kan anfægte i dag.

Men først og fremmest kan man spørge, om det er et særligt mål for folkebibliotekerne, at komme nær det flerkulturelle samfund, og hvad det i så fald vil sige.

Som udgangspunkt kan vi konstatere, at bibliotekerne har en naturlig, logisk og vigtig rolle i det samlede samfunds fælles integrationsindsats. Det har de ene og alene fordi, bibliotekerne er til for borgerne, og fordi ikke alle borgere har de samme sproglige og kulturelle forudsætninger og behov.

III.

Men hvad er integration i det hele taget?

Det er jo nærmest et indarbejdet faktum i den politiske debat, at integrationen af udlændinge i Danmark er forfejlet. Det hører vi uafbrudt – og da regeringen ville sætte damp under kedlerne, fokuserede de meget logisk på arbejdsmarkedet. Til formålet opfandt man som bekendt den dybt omdiskuterede starthjælp, der jo stiller nye udenlandske borgere økonomisk ringere end andre på offentlig hjælp. Målet var så at sige at tvinge dem til at tage et job – de lave ydelser skulle være motivationsfremmende.

Nu så jeg så for nylig, at en ny analyse fra Rockwoolfonden rent faktisk viser, at det virker. Flere er kommet i job – lavtlønnede, ufaglærte jobs, men først og fremmest: jobs. Det er jo en god nyhed, som beskæftigelsesministeren og andre så kan varme sig ved.

Men – for naturligvis er der et men. Analysen viste også, at starthjælpen øger afstanden mellem indvandrerne og danskerne rent økonomisk. Det kan man så i bedste fald betragte som et overgangsfænomen. Men gruppen på starthjælp rummer ikke bare flere, der kommer i arbejde. Den rummer også flere der bliver kriminelle. Og her taler vi altså hverken om voldtægt, menneskesmugling, narkokriminalitet eller terrorplanlægning – vi taler om tyverier af mad, børnesko, flyverdragter og den slags. Det er der jo ikke lige råd til, når man er på starthjælp. På den måde kan prisen for større beskæftigelse jo have en ret tung omkostning.

Nogen synes at mene, at integration alene er et spørgsmål om, at indvandrere og flygtninge skal kunne forsørge sig selv og betale skat, så de ikke ligger samfundet til økonomisk byrde, men bidrager til fællesomkostningerne. Derudover kan de gøre som de vil.

Andre mener, at integration handler om at bygge bro over værdier, kultur og sprog, så kulturelle delmængder bliver til sociale fællesmængder. Her er målet at værne om samfundets såkaldte sammenhængskraft og modvirke parallelsamfund.

Man kan så spørge om en arbejdsløs indvandrer, der altså sådan rent objektivt ligger samfundet økonomisk til byrde, er ikke-integreret, selvom han måske bruger flere timer om ugen som frivillig lektiehjælper i en forening eller er fodboldtræner i den lokale klub?

Og hvad parallelsamfund angår: Er det nødvendigvis et problem at indvandrere så at sige passer sig selv i deres egne cirkler, hvis de dog samtidig bidrager til samfundet som ganske almindelige flittige, lovlydige borgere?

Er integration nødvendigvis et spørgsmål om, at vi skal gøre det samme og være sammen? Jeg tror det ikke.

Jeg opfatter integration på denne måde:

Enhver borger, dansk som indvandrer eller flygtning, har ret til at blande sig eller isolere sig efter eget valg og ønske. Det er samfundets pligt at skabe de formelle, strukturelle rammer og muligheder for integration og interaktion, sprogundervisning, uddannelse osv. og det er den enkeltes pligt at få det optimale ud af mulighederne. Men integration betyder ikke, at de nye medborgere skal overtage vores levemåde mere end de selv ønsker og magter.

Under alle omstændigheder er kulturel adoption en lang og gensidig proces, der altid vil strække sig over generationer. Selvom man i 80’erne brugte meget krudt på lokale arrangementer med mad, musik og mavedans, har vi vist ikke nærmet os hinanden nævneværdigt på de punkter.

Kulturel integration tager tid, se f.eks. bare hvor lang tid det tog for os fuldblodsdanskere at få integreret en amerikansk højtid som Halloween! Først for ca. ti år siden bed den sig fast – og vi mangler stadig at indarbejde Valentines Day for alvor. For ikke at tale om Thanksgiving…

Ja, jeg mener det naturligvis ironisk. Men jeg lover jer at antropologer og folkemindeforskere synes at det er en uhyre interessant tendens, vi oplever i disse år, hvor græskarbranchen boomer på grund af kulturel integration, eller rettere sagt kulturel import fra USA, ikke mindst med børnebibliotekerne som formidlere af uhyggen. Tænk hvis det var muslimernes folkefester, der stod lige så stærkt i billedet…

Ikke at jeg har specielt meget imod det, men det er jo et overset paradoksfaktum i debatten om danskhed og dansk kultur, at truslen mod vores sprog og kulturelle konception først og fremmest presset og påvirket af indflydelsen fra USA.

IV.

Men hvad er integration så i en bibliotekskontekst?

Hvad kan biblioteket bidrage med for at skabe bedre kontakt mellem det indforståede samfund og de udenforstående borgere? Indvandre, flygtninge og især asylansøgere uden stærke sprogkundskaber står svagt i det danske samfund, eller mere præcist: de er sårbare fordi de generelt har et efterslæb på det afgørende spørgsmål om uddannelse. Hvordan kan biblioteket blive en endnu bedre platform og et springbræt for dem?

Først og fremmest: Bibliotekerne spiller allerede en fantastisk rolle alene ved at findes. De tanker der oprindelig lå til grund for bibliotekerne som arnesteder for folkeoplysning, demokratisk dannelse osv. er lige så relevante i den moderne verden, som de var i den før-moderne, og nye borgere må være en kernemålgruppe.

Og bibliotekerne bliver brugt af indvandrerne, det ved vi. De bestiller deltager i bogstartsprogrammer, lektiecafeer m.m. litteratur, de læser aviser, de er på nettet osv. og da biblioteket er en af samfundets vigtigste institutioner, kan man udmærket sige, at enhver der bruger biblioteket rent faktisk ER integreret i demokratiet (idet jeg forudsætter at man ikke bruger computeren til at researche bombeopskrifter eller andet forbudt).

Her er jeg lige nødt til at springe tilbage til overvejelserne om hvad integration er og ikke er. Hvis en indvandrer uden arbejde bruger biblioteket flittigt – lad os f.eks. sige at han låner romaner på sit modersmål og orienterer sig i Ekstra Bladet på læsesalen – er han så mere eller mindre integreret end en dansker, der arbejder, men aldrig kommer på biblioteket og aldrig læser en roman? Og hvad hvis vi bytter om? Er en indvandrer i arbejde, der bruger biblioteket så bedre integreret end en arbejdsløs, indfødt dansker, der ikke bruger biblioteket?

Naturligvis er det et trickspørgsmål, for indfødte behøver slet ikke at bevise at de er integrerede. De har fået deres medborgerskab, statsborgerskab og nationale indfødsret i vuggegave. Integration er kun noget vi kræver af dem, der ikke er født her som etnisk oprindelige danskere. Men at der er mange danskere, der er inaktive og udeltagende i samfundet, ved vi jo godt. Er de dårligt integrerede?

Men altså: Bibliotekerne spiller en fantastisk vigtig rolle, alene ved at findes. I en kulturpolitisk kontekst er bibliotekerne fuldkommen vitale, fordi kulturpolitik jo netop går ud på at kompensere for markedskræfternes frie spil. Hvis kultur skulle betale sig for at kunne findes, ved vi jo godt, at det ville gå ud over kvaliteten – derfor er kulturpolitik lig med støttepolitik.

V.

I 1989 bidrog jeg til en antologi, som stærkt savnede Ejgil Søholm redigerede sammen med stadsbibliotekar i København, Børge Sørensen, i anledning af Bibliotekscentralens 50 års jubilæum – det er i en ny form den institution, der i dag hedder BiblioteksCenter A/S.

Her tyve år efter – hvor vi så nærmer os den 1. april og 70 året for oprettelsen af Folkebibliotekernes Bibliografiske Kontor, der var det første navn for Bibliotekscentralen (Det Kongelige Biblioteks hjemmeside rykker godt nok oprettelsen tilbage til 1929, men jeg tror mest på Ejgil Søholm), er det interessant at genlæse antologien om bibliotekernes rolle i nutid og fremtid.

Mit eget bidrag er velskrevet, velment – og naivt. Det samme er alle de andre bidrag. Naive i den forstand, at vores forudsætninger for at forudse fremtiden i en kulturpolitisk og biblioteksteknisk kontekst har vist sig at være temmelig ringe.

Dengang – som nu – frygtede man ”nye medier” og bibliotekernes forvandling til kulturcentre, hvor bogen kom under pres. Når min kollega på Weekendavisen, Arne Hardis, i december i fjor kunne skrive en artikel med bekymrede betragtninger over tilstedeværelsen af Lucia-optog og Play Station spillet Guitar Hero på bibliotekerne, ja så lyder han som et opdateret ekko af mine og andres bekymringer fra dengang i firserne. Ja, jeg var meget bekymret over, at man på et udmærket københavnsk bibliotek i anledning af Bibliotekets Dag havde opstillet en badgemaskine!

En badgemaskine! Hvor firser-retro-old-school-agtigt lyder det ikke i dag? Nej, mere relevant er det, at vi dengang for tyve år siden bekymrede os over, at videofilmene og edb-maskinerne, som vi sagde, var på vej ind. Jeg argumenterede for, at der skulle oprettes egentlige mediateker, hvor specialuddannet personale kunne hjælpe borgerne med at betjene de nye maskiner, sådan så bibliotekerne stadig kunne fremstå som ubesmittede bogsamlinger. Jeg var, som bogmenneske, utryg ved konkurrencen fra film og spil, fordi de nye medier presse indkøbskontoen, men ret beset havde jeg dengang ikke nogen egentlig forestilling om, hvad IT ville blive til. Og jeg var endda et ungt menneske.

Men min naivitet var ikke min alene. Vi anede jo ikke, at edb-maskinerne ville blive den største revolution og vej til viden siden bogtrykkerkunsten. Vi anede intet om kommunikationskvantespringet. Hvis nogen havde sagt at vi få år senere ville have mobile telefoner, hvorfra vi kunne gå på nettet og hente viden om ALT – det var endnu ubeskrevet science fiction. Jeg er overbevist om, at det vi for tyve år siden ikke kunne forudse om den teknologiske udvikling frem til i dag, sikkert svarer ganske udmærket til det, vi i dag ikke kan forudse om den teknologiske virkelighed tyve år uden i fremtiden.

Men internettet begyndte, uden hensyn til hvad vi vidste eller ej, for alvor at slå igennem cirka ti år senere, og i dag er det jo umuligt at tænke sig et formidlende biblioteksvæsen uden IT.

Men ikke nok med at vi var uvidende og uden af stand til at se den vigtigste revolution for bibliotekerne på mediesiden. Vi havde heller ikke blik for den udfordring og opgave, som indvandrerne udgjorde. Der er ganske vist et billede bag i bogen af en mand med turban, der læser i en bog, men ellers er den befolkningsudvikling, der for alvor begyndte at tage fart i de år, ikke rigtig faldet bogens bidragydere ind.

Hvis vi så kombinerer de to udeladelsessynder – IT og integration – har vi måske en udmærket formel for, hvad vej bibliotekerne bør udvikle sig i dag, hvor rollen som traditionel bogsamling er under voldsom forvandling.

Bibliotekerne skal være det sted, der samler, systematiserer og tilgængeliggør litteratur og viden, men bibliotekerne har også ansvar for at finde ud af, hvilket potentiale de sociale medier udgør for integrationen.

VI.

Jeg talte i begyndelsen om den kulturpolitiske redegørelse, der i midten af halvfemserne udnævnte biblioteksområdet er det område, der er kommet nærmest på det flerkulturelle samfund.

Siden dengang er der sket mange ting, bl.a. en udvidelse af det traditionelle biblioteksbegreb – ikke mindst i de områder, der er præget af mange indvandrere, de såkaldte ghettoer.

Sagen er nemlig, at et bibliotek må tage form efter det område, det er en del af. Ganske som Netto, der ikke har det samme sortiment i butikkerne Sydhavnen og i Hellerup. Spørg bare i biblioteket i Bragesgade på Nørrebro, det er det bibliotek der betjener Mjølnerparken, hvor koncentrationen af indvandrere er næsten 100 procent.

Her tænker man i en integrationstrekant der forener bibliotek-hjem-skole, og man har sat gang i sit helt eget bogstartsprogram, der bl.a. involverer hjemmebesøg med boggaver, invitationer til biblioteksbesøg, udflugter til Det Kongelige Teater, Zoologisk Have m.m. Medarbejderne i Bragesgade har tydeligvis udviklet og nyformuleret den traditionelle bibliotekarrolle og er i dag egentlige integrationsbibliotekarer – ligesom de har tilknyttet tosprogede medarbejdere med socialpolitisk baggrund, der vejleder, rådgiver og hjælper brugerne med samfundskontakten. Det er et biblioteksinitiativ, der kan danne skole for andre.

Styrelsen for Bibliotek og Medier har – som I sikkert ved – også lanceret et større bogstartsprogram i en række boligområder med mange indvandrere og andre bogsvage familier som et led i regeringens program ”Lige muligheder for alle”.

Projektet blev for nylig kritiseret i en artikel (som jeg skrev i Weekendavisen) for at have etnocentrisk slagside, idet en af de bøger der bliver uddelt, viser en typisk dansk familie, som målgruppen ikke har nogen chance for at identificere sig med.

Om det vil jeg blot sige, at bogstartsprojektet er en af de klogeste kulturpolitiske ambitioner rettet mod de etniske minoriteter, som jeg har hørt om længe – men at det med små midler kunne havde været tilrettelagt med større litterær klogskab. Men som styrelsen selv siger: De danske forlag udgiver så at sige ingen bøger, der retter sig mod de etniske minoriteter, og det er derfor svært at finde småbørnslitteratur, som målgruppens børn kan identificere sig med.

I Bragesgade nikker de genkendende til det problem, for selvom de uddeler neutrale bøger – hvilken etnisk oprindelse har Bamse og Kylling egentlig? – slipper de ikke helt for sammenstød mellem dansk og udenlandsk kultur. I Halfdans ABC sidder der f.eks. en splitternøgen pige på stranden, og det er ikke lige velset i alle muslimske familier, men med humor og forklaringsvilje, er det lykkedes bibliotekarerne at få mødrene til at acceptere bøgerne. Og kvinderne elsker at få besøg af ildsjælene fra Bragesgade. Jeg har indtryk af, at de hjælper sig selv og hinanden med at sætte sig ud over de problemer, der naturligvis må opstå – og jeg er glad for at få at vide, at bogstartsprogrammet nu knopskyder til andre biblioteker i andre københavnske boligområder med rigtig mange indvandrere.

Heldigvis er de brave folk fra Bragesgade ikke alene om at definere sig i forhold til det lokalmiljø, de er en del af. Jeg kan også nævne at Odense Centralbibliotek og Danmarks Biblioteksskole sammen står for Eksperimentarium for Integration, der netop tager medansvar for lokal integration, socialt og kulturelt, med udgangspunkt i virkeligheden udenfor bibliotekets egne vinduer. Jeg ved at biblioteket i Vollsmose også definerer sig selv som et Læringscenter, og at der her i det kommende forår skal holdes en række workshops om såkaldt dialogisk læring og nydanskernes mulighed for at få en stemme.

Styrelsen for Bibliotek og Medier har finansieret Odense-initiativet i tre år for at videreudvikle folkebibliotekernes tilbud til indvandrerne, og jeg ser projektet som en forlængelse af – eller en udmøntning af – den samarbejdsaftale, som styrelsen har med Rådet for Etniske Minoriteter, der er samlingen af de kommunale integrationsråd, som findes i halvdelen af de danske kommuner. Jeg er overbevist om, at erfaringerne fra Odense, Bragesgade og andre steder med fordel kan bruges i mange andre områder, hvor der er behov for bibliotekets bidrag til integrationen.

VII.

Man siger jo, at vi skal kende vores rødder, før vi kan møde alt det nye. Ud af den logik blev kulturkanonprojektet som bekendt født.

Det som Brian Mikkelsen endte med at kalde en gavmild gave fra ham til danskerne, lancerede han rent faktisk som et kulturværn mod fremmedgørelse og en demokratisk manifestation overfor muslimerne – og som sagt har næppe nogen kulturminister før ham haft et personligt identifikationsprojekt, der lever så præcist op til den kulturpolitiske definition som jeg citerede Jens Engberg for i min indledning: Kulturpolitik som et meningspåvirkende og meningsstyrende redskab.

Men altså: Vi skal som folk og nation kende os selv, før vi kan møde de fremmede.

Gælder det samme for folkebibliotekerne? Og hvor står de i en kulturpolitisk definition, som den jeg citerede Jens Engberg for?

Så vidt jeg kan se, er hele bibliotekskulturen i dag i vildrede med sig selv. Jeg har f.eks. læst at Bibliotekarforbundets ledelse for nylig ville omdøbe forbundet til Viden & Kultur, og det kan jeg sådan set godt forstå, fordi biblioteksmetieren netop handler om viden og kultur – men hvorfor dog ændre navn på noget så respektabelt som et forbund af bibliotekarer.

Hvis bibliotekerne er i en identitetskonflikt midt i en nedskæringstid, hvor filiallukninger og sammenlægninger afføder et større og større behov for formidling, markedsføring og imødekommelse af publikums behov – ja, så er løsningen næppe at ændre navn på et forbund.

Nej, så er løsningen snarere at skærpe den lokale biblioteksprofil. I Bragesgade nytter det desværre ikke meget at insistere på at Kaj Munk, Steen Steensen Blicher og Valdemar Rørdam skal stå fremme, når nu det lokale publikum har andre behov. På sådan et bibliotek er der bl.a. brug for opsøgende bogstartstilbud, der er rettet mod familierne – men også for hjælp til studier, jobsøgning og børneudflugter til Zoologisk Have og Det Kongelige Teater.

Bibliotekerne er naturligvis underlagt de politiske og økonomiske rammer, som kommer via kommunalreform og bevillingernes størrelse – men hvad materialeindkøb og lokal profil og aktiviteter angår, er bibliotekerne stadig fri for utidig overordnet indblanding fra ministeriet. Dermed kan bibliotekerne vælge at definere deres egen rolle ud fra de behov og muligheder, de ser i det lokale samfund – og dermed kan bibliotekerne nyde godt af de betydelige kulturpolitiske frihedsgrader, som jo heldigvis findes.

De danske folkebiblioteker er altså – økonomisk trængt eller ej – stadig i en nøglefunktion, og bibliotekarerne er det i særdeleshed som formidlere af litteratur, kultur og samfundskundskab. Brugernes behov er uhyre forskellige, derfor er bibliotekernes opgaver uhyre mangfoldige – og derfor udgør bibliotekerne og bibliotekarerne en hjørnesten i demokratiet.

Så lad mig samle op:

Bibliotekerne yder en stor indsats i integrationen, alene ved at findes og ved at blive brugt af de etniske minoriteter.

Bibliotekerne kan bringe bøger ud i bogfattige hjem og dermed hjælpe familiernes børn til at få en god skolestart og en bedre fornemmelse for samfundet.

Bibliotekerne kan yde folkeoplysning og hjælpe brugerne med at løse problemer på alle niveauer – fra fritidslæsning og lektielæsning til forberedelse til den ultimative test, den test, som mange politikere ikke ønsker at indvandrerne består: indfødsretsprøven. Ja, faktisk er det vel en kerneopgave for folkebibliotekerne at hjælpe den mest udenforstående del af befolkningen til – formelt set – at blive en del af det indforståede samfund. At hjælpe indvandrere til at blive statsborgere, er bedre biblioteksbetjening, end formidling af kulturkanonerne er.

Hvis man som bibliotekar kan forkorte den forståelseskløft der er mellem det indforståede samfund og de udenforstående borgere, har man i den grad levet op til det bedste og vigtigste, som metieren fordrer.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.