Et devalueret demokrati

Kommentar i Weekendavisen den 6. november 2009.

Uro. Vi minder mere og mere om de regimer, vi ikke ønsker at ligne. Det bør give justitslømmel Brian Mikkelsen noget at tænke over.

Justitsminister Brian Mikkelsen skal sikre ro i gaden under klimatopmødet COP15 i København i december, og prisen er en svækkelse af borgernes retssikkerhed. Den såkaldte ’lømmelpakke’ giver bl.a. politiet mulighed for at foretage præventive anholdelser af folk, der ikke har gjort noget. Hvis politiet f.eks. mistænker en gruppe mennesker for at ville lave ikke nærmere defineret uro under en demonstration, kan de slet og ret anholde dem i 12 timer (eller som det hedder: foretage en administrativ frihedsberøvelse). Det rejser et ubehageligt spørgsmål: Hvad er det, man normalt kalder de samfund, hvor borgerne risikerer vilkårlige arrestationer? Ja, i hvert fald ikke demokratier.

De præventive anholdelser – normalt brugt overfor fulde fodboldhooligans ved såkaldt højrisikokampe – plejer at vare seks timer, men er nu fordoblet. Tanken er naturligvis, at hver eneste anholdelse skal bidrage til god ro og orden, men det kan blive en dyrekøbt ro, fordi hver eneste borger, der anholdes uden at have gjort noget ulovligt, bliver et symbol på et devalueret demokratiet. Det handler jo ikke blot om at passiviseret nogle fodboldfans, men om at forhindre borgere i at udtrykke en politisk holdning udfra en måske ubegrundet forventning om ballade. Politiet skal derfor anvende de præventive anholdelser med ekstrem varsomhed. Det er det åbne samfunds kvalitet, der står på spil.

I denne uge kunne medierne fortælle om de høringssvar, som Justitsministeriet har modtaget, og som politikerne vil ignorere. F.eks. skriver Landsforeningen af Forsvarsadvokater: ”Bemærkningerne i lovudkastet synes at være skrevet med anklagemyndighedens pen og i lyset af de erfaringer, man gjorde sig i forbindelse med urolighederne i forbindelse med rydning af Ungdomshuset, hvor en række personer med uret blev varetægtsfænglset, men heldigvis senere frifundet i to instanser af domstolene.”

Naturligvis skal regeringen og politiet forberede sig på mulige kriser under klimademonstrationterne, det siger sig selv. Men politiet har i forvejen en række brugbare magtmidler. Gennem de seneste ti år er der blevet indført en lang række regler, der dæmmer op for de potentielt voldelige aktioner, bl.a. visitationszoner, præventive anholdelser, maskeringsforbud og skræpede straffe for folk, der er en del af ulovlige opløb ved f.eks. uvarslede demonstrationer.

Men regeringen har ønsket at stramme yderligere for at sende et markant signal. Blandt aktivisterne bliver det imidlertid straks tolket som et udtryk for mistillid. Med Brian Mikkelsens udfordring til demonstranterne er der dermed opstået en situation, hvor mange klimabekymrede og fredelige borgere må overveje at holde sig væk fra demonstrationerne, fordi man nemt kan risikere at blive anholdt for at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Dette problem for borgernes retssikkerhed, spiller demonstrationerne i hænde på de mere hårdføre aktivister, og da ministeren tydeligvis forventer konfrontation, er risikoen for ballade øget betragteligt på forhånd. Det samme er sandsynlighed for at de præventive anholdelser m.m. bliver brugt, og vi er dermed dybt inde i en udvikling, der gør det vanskeligere at begå sig for NGO’erne og de folkelige initiativer.

Samtidig er græsrodsbevægelsernes planer om aktioner baseret på civil ulydighed under stærkest muligt pres. Når f.eks. aktivisterne i Climate Justice Action planlægger happenings, blokader, sit downs og indtrængningsforsøg, er det nu med stor risiko for at blive anholdt og få tildelt store bøder. Men som Mads Kissow, aktionens talsmand, siger: ”Vi fastholder vores planer. Vi aktionerer ikke-voldeligt med brug af civil ulydighed – fuldstændig ligesom kvindebevægelser, arbejderbevægelsen og borgerrettighedsbevægelser har gjort i tidligere tider.”

Det er en velplaceret pointe, som det er svært at modsige. Demokratiets tilblivelseshistorie viser jo, at de bevægelser, der har rykket samfund, aldrig har gjort det med de herskendes udelte velsignelser. Men ved COP15 bør der ikke være nogen konflikt mellem politikerne og forhandlerne på den ene side og demonstranterne på den anden side. Alle har et fælles mål, nemlig en ambitiøs klimaaftale, og aktivisterne bør derfor tilpasse deres metoder og afstå fra aktioner, der kan bringe selve topmødet ud af kurs. Det er f.eks. ikke nogen god idé, at forsøge at trænge ind i Bella Center, da myndighederne retfærdigvis må forhindre det med konsekvens. Opfordringen til demonstranterne må derfor være:
Demonstrér med stil og gør VKO’s forventninger til skamme. Brug fredelige midler, og kun fredelige midler. Lad være med at romantisere eller legalisere vold og hærværk ved at kalde det civil ulydighed.

Når det er sagt: Hvad er så egentlig den store forskel på den retorik, Brian Mikkelsen bruger nu, og den retorik som Irans præsident Ahmedinejad brugte, da han i sommer skulle forsvare at hans gardister slog hårdt ned på demonstranterne, der protesterede mod valgmanipulationerne? Beskæmmende nok er der ikke den store forskel. Begge taler om at sikre god ro og orden og forhindre ballademagere i at begå vold og hærværk, hvilket som bekendt ofte har været antidemokratiske lederes stærkeste omskrivning af blokeringer mod oppositionen.

Det samme har man traditionelt hørt fra kommunistiske diktaturer og andre regimer, der frygter og foragter oppositionens og folkets stemme. Og hver gang har vi i vesten kritiseret disse regimer for at spekulere i enhver anledning, hvor græsrodsbevægelserne har stukket snuden frem, til at stramme loven endnu mere for at beskytte statens sikkerhed.

Vi har bekymret konstateret, at de stramninger der indføres med demonstrantionerne som påskud, forbliver i myndighedernes værktøjskasse, også til hverdag. Nu er vi i nøjagtig den samme situation, hvor vi med henvisning til et muligt problem gennemfører betydelige stramninger – oven i købet med smallest mulige margin i folketinget – som vi sandsynligvis aldrig nogen sinde slipper af med igen. Med andre ord: Vi minder mere og mere om de regimer, vi ikke ønsker at ligne.

Justitsministeren taler jovialt og nysprogligt om, at politiet kan ”omdirigere” en bus med demonstranter, men i al sin enkelhed handler det jo om, at myndighederne kan forhindre borgerne i at nyde godt af den grundlovssikrede demonstrationsret uden først at skulle sandsynliggøre, at borgerne vil begå noget ulovligt. Derfor står meget mere end selve klimaet på spil ved klimatopmødet. Det bør give justitslømmel Brian Mikkelsen noget at tænke over.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *