Interview i Weekendavisen den 24. april 2009.
Vikinger-Vestindien-Viby J. Kultur- og journalistforsker Bolette Blaagaard fra universitetet i Utrecht efterlyser flere akademiske kulturstudier i journalistuddannelserne.
Netop i de dage, hvor Bolette Blaagaard på universitetet i Utrecht forsvarede sin ph.d.-afhandling, der analyserer de journalistiske praksisser, som de bl.a. kommer til udtryk i danskernes forhold til vores tid som slaveejerstat i Vestinden, skulle de sytten medlemmer i folketingets kulturudvalg folketingets kulturudvalg have været på studietur på De Vestindiske Øer, for at knyttet kontakter til lokale myndigheder og diskutere muligheder for at bringe genstande og arkivalier fra den danske slavestats koloniherredømme tilbage til øerne. Men så begyndte Ekstra Bladet at skrive om politikere på skatteyderbetalt badeferie – og pludselig var rejsen aflyst, officielt fordi kulturudvalgets rejsebudget ikke slog til efter et par dyre studieture til Rio og Venedig.
”De danske medier lagde stort set kun en økonomisk vinkel på sagen, hvilket resulterede i en komplet blindhed overfor hvorfor kulturudvalget skulle til øerne. Artiklerne handlede om relationen mellem skatteborgerne og politikerne – en meget snæver vinkel som udelukkede den globale og kulturhistoriske relation. Dansk kolonitid, slaveri og slavehandel var pinlig fraværende. Det kunne ellers have været journalistisk interessant at se på, hvorfor politiske bevægelser på øerne i snart ti år har forsøgt at få en dialog i gang med de danske myndigheder om den fælles kulturarv og det faktum at Danmark blev rigt på baggrund af det slaveri som foregik på Sankt Croix, Sankt Jan og Sankt Thomas da øerne var under dansk administration fra 1754 til 1917,” siger Bolette Blaagaard til Weekendavisen.
Hun kalder det tragikomisk, at en lille del af skatteborgernes penge fik al opmærksomheden, hvorimod de store menneskelige og økonomiske omkostninger, som efterkommere af slaverne på øerne i dag har måttet betale til oprettelsen af det der i dag er en dansk velfærdsstat, blev fuldkommen overset.
”Jeg kunne forestille mig at en langt mere kulturrelevant og kulturinteresseret vinkel ville have skabt interesse for de emner, kulturudvalget skulle have taget op på rejsen. Det ville have givet læserne mulighed for at tage stilling til det politiske formål med turen,” siger hun. Men i dansk journalistik – ligesom i meget anden vestlig journalistik – vinder kulturhistorien sjældent over pengevinklen. Og det er en skam, mener Bolette Blaagaard.
Rejsens samlede budget for sytten politikere og et par embedsmænd til New York og De Vestindiske Øer var 450.000 kr., men der manglede 100.000 kr. i kassen – blev til en sag i medierne. Rejsen blev aflyst, i øvrigt med omfattende omkostninger for de sene afbestillinger af flybilletter, hvilket betyder at aflysningen ikke har gavnet kulturudvalgets rejsekonto til en anden god gang.
Bolette Blaagaard bruger Danmarks forhold til De Vestindiske Øer til at illustrere, hvordan ’vi’ ser ’os selv’ i forhold til ’de andre’ i journalistiske produkter. Konstruktioner og ideer om hvem ’vi’ er, bliver tydelige i artikler og programmer, f.eks. om det, hun kalder ”en underrepræsenteret fortid med dybe spor i globale relationer, både i Danmark og på De Vestindiske Øer”, altså kulturhistoriske og kulturanalytiske fremstillinger i medierne af de tidligere kolonier. Men den selektive hukommelse om Danmarks verdenspolitiske rolle kan også ses i ideen om vikingerne og i sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, som også analyseres i afhandlingen.
Men hvad har vores vikingefortid, Danmarks tid som slavenation og Muhammed-karikaturerne til fælles? Jo, i alle tre tilfælde handler det om vores forhold til ”de andre”, og i alle tre eksempler er vores fælles kulturelle erindring bestemt af den måde begivenhederne beskrives i journalistik.
”Vi gentager og producerer vores fælles kulturelle erindring ved at vende tilbage til særlige forestillinger om hvor vi stammer fra. Det ser man ikke mindst i journalistikken – og det er en kulturel erindring, der er meget stærk. Når danskere omtales som ”vikinger” i udenlandske medier, bliver det altid refereret i danske medier, dels som en kuriøsitet, dels med en vis stolthed. Det skyldes naturligvis at vi tænke ri stereotyper om os selv og hinanden, og at det gør tingene mere tilgængelige, hvis vi taler om dem via symboler. Det interessante er, at vi reproducerer det ukritisk.”
Bolette Blaagaard tog i 2005 en kandidatgrad i journalistik og kulturstudier fra Syddansk Universitet, hvorefter hun rejste til Utrecht for at studere på universitetets kvinde- og kønsprogram. Da EU’s Marie Curie forskningsprogram udbød en række ph.d. stipendiater, søgte og fik hun stillingen ved universitetet i Utrecht.
”Jeg har undersøgt, hvordan journalistiske begreber som objektivitet og ytringsfrihed meget hurtigt kan ende med at blive en dansk indgangsvinkel og en dansk stemme. Casen med f.eks. De Vestindiske Øer handler derfor om det, vi ikke ønsker at huske, det vi er blinde overfor, og det vi udelukker i journalistiske produktioner, bl.a. ved at vinkle på en national kontekst og udelukke de implikationer og relationer som altid følger med. Journalistikken indtager en ’objektiv’ position som retfærdiggør, at vi udelukker nogle stemmer. Men dermed forenkles den journalistiske formidling og journalistikkens kulturelle potentiale. National vinkling forklædt som objektivitet hænger naturligvis sammen med journalistikkens historie, som er dybt forankret i opbygningen af nationalstaten. Men den stemmer meget dårligt overens med den verden, vi lever i i dag, og med de seneste års mange teknologiske udviklinger som også ligger til grund for den nutidige journalistik,” siger hun.
Den hvide kultur
Fra De Vestindiske Øer, bevæger Bolette Blaagaard sig tilbage til en fjernere Danmarkshistorie, og undersøger hvilken rolle vores forfædre, vikingerne, spiller i fremstillingen af danskerne i dag.
”Når vi taler om vores fjerne fortid som vikinger, følger der en genetiske branding af nordisk, hvid, maskulinitet med. Det ukritiske syn på denne branding skaber en indforståethed der ser danskhed som homogen, hvid kultur, og denne homogene, hvide kultur bliver gjort naturlig gennem ideer som sammensmelter forestillinger om videnskabelig genetik og kulturel forståelse af blodsbånd. Det er det, vi gerne husker om ”os selv” og vi brander vikingetiden ukritisk som ’universel’ danskhed og kulturarv.”
Bolette Blaagaard analyserer mediernes fremstilling af den danske vikingefortid, som det bl.a. kommer til udtryk i en artikel i New York Times og en BBC-dokumentarfilm om vikinger. I begge tilfælde refererer journalistikken til vikingerne som symboler på genetisk renhed.
”Ideerne om danskernes genetiske relation til vikingerne bliver brugt fuldkommen ukritisk på en måde, der ender med at fremstille skandinaviske folk som homogent hvide. BBC’s dokumentar, The Blood of the Vikings, forsøgte f.eks. at spore vikingeblod i nulevende britiske mænds årer. Det er en tendens til at maskulinisere den skandinaviske kultur og fortid ved at fremstille genetik som noget der flyder i årerne og i DNA’et på mænd, og altså udenom den kvindelige krop og DNA. Det er problematisk fordi det jo holder halvtreds procent af befolkningens betydning for kulturen og historien udenfor fremstillingen og fordi det understreger en maskulin fascination af spredning af sæd og gener,” siger Bolette Blaagaard.
Hun konstaterer, at disse fremstillinger og den fascination ikke er nye, men tværtimod er blevet brugt i kolonitiden, af nazistiske forskere af mangemillionæren Robert Graham, der lancerede en sædbank i 1980’erne.
”Det lykkedes ham at få en række Nobelprisvindere, alle hvide mænd, til at donere sæd, så den ’hvide race’ i USA kunne blive optimeret. Sædbanken blev nedlagt da Graham døde i 1999, men hans tanker ligger delvist til grund for ideen om privat genetisk udvælgelse af fostre i dag. Ideen om ’hvid overlegenhed’ og ’intelligens’ gennem genetisk manipulation er ikke ny og langtfra død, men hænger uløseligt sammen med ideen om hvidt overherredømme, koloniherredømme, raceadskillelse m.m.”
Bolette Blaagaard peger på, at også den danske sædbank Cryos, der er verdens største af sin slags, har brugt ideen om vikinge-genetik i sin markedsføring overfor barnløse amerikanere.
”Jeg vil ikke argumentere for at kunstig befrugtning er forkert fordi det har rødder i en tvivlsom genetisk forskningstradition. Jeg mener heller ikke at vi skal skamme os over vores vikingefortid. Men jeg mener at vi – og især journalister, der har mulighed for at påvirke kultur, meninger og politik – bør problematisere vikingeikonografien og ideerne om hvidt vikingeblod, fordi det understøtter en ideologi og ide om ’hvid’ overlegenhed som hverken passede til datiden eller bør forekomme som ’en selvfølge’ i dansk samfunds- og kulturjournalistik. Journalistikkens magt er for stor til blot at trække på skuldrene af ’harmløse’ vendinger og ideer som giver ideen af renheden af Vikinge-blod etc., fordi den dybereliggende ideologi bag sådanne vendinger er diskriminerende og til tider direkte racistisk.”
Det etiske ansvar
Det tredje tema i Bolette Blaagaards ph.d. afhandling handler om det, som nogen kalder Muhammed-krisen, andre tegningekrisen og atter andre igen Jyllands-Posten-krisen.
”Muhammed-krisen viste det komplekse forhold Danmark har til Europa og til europæisering. Krisen var binær og gav en forsimplet fremstilling af ’dem’ og ’os’. ’De’ er religiøse, irrationelle og umoderne. ’Vi’ er sekulære, rationelle og moderne. På den ene side var ’vi’ indbegrebet af den europæiske oplysningstid, tilsat en lighed mellem kønnene og ’de’ var det modsatte. Lighed mellem kønnene handler, ligesom lighed mellem etniske grupper, dog nærmere om ’ligesomhed’ eller ensartethed, frem for egentlig ligeværdighed. På den anden side bortforklarede ’vi’ de racistiske undertoner i debatten med at Danmark ikke har en kolonial fortid at undskylde og derfor ikke bærer rundt på den samme racemæssige skyld og problemstillinger som Storbritannien og Frankrig for eksempel. ’Vi’ er altså moralsk ’renere’ end resten af Europa. Begge idealer om dansk forbindelse til Europa, europæisk historie og filosofi er selvfølgelig forenklede og for så vidt uinteressante – en langt mere interessant vinkel kunne have været at finde ud af de egentlige tråde som bringer Danmark sammen med Europa og sammen med kolonitiden.”
Bolette Blaagaard mener at Muhammed-debatten viste en blindhed overfor sekulær kristendom, ’hvidhed’ og racemæssige implikationer: ”Store dele af den europæiske sekulære tradition bygger på kristendommen og i særdeleshed på den protestantiske version af kristendommen. Denne sammenhæng var vi blinde overfor. Hvis vi havde set sammenhængen ville det have betydet at vi var lige så irrationelle som ’dem’, idet det ville have betydet at vi også baserede vores holdninger på en religiøs forestilling.”
Men spørgsmålet er naturligvis, om hvordan man ser disse sammenhænge – og om den enkelte journalist har forudsætningen for det?
”Hvis journalistikken kunne begynde at se ud over dig og mig og vores skattekroner, ville den blive mere interessant og relevant. Journalistik trænger til at blive udfordret af humanistiske fag og strømninger inden for filosofi, historie, kulturstudier, sociologi og politisk teori. Når det kommer til indhold, rolle og ansvar, kan journalisten ikke påtage sig en tredjepersons position og skrive artikler ud fra et neutralt standpunkt. Journalister står i relationer til resten af verdenen, og de relationer påkalder sig etiske ansvar for den journalistik og den rolle, som journalistikken spiller. Journalistisk etik handler i denne forbindelse ikke om at fortælle ’sandheden’ og om at være vagthund, men om at gøre sig sin version af sandheden klart og tage ansvar for de relationer, den skaber og bruger,” siger Bolette Blaagaard.
Med Muhammed-debatten som eksempel påpeger hun, at journalisters ”sandhed” ofte bliver fremstillet som Sandheden, fordi den påberåber sig et neutralt eller objektivt standpunkt, som måske er lig med flertallets holdning.
”Men at støtte flertallets holdninger er ikke det samme som at støtte alles ytringsfrihed. Ytringsfriheden i Muhammed-debatten blev fremstillet som flertallets frihed fordi tegningerne var en journalistisk opfindelse, som påberåbte sig objektivitet og dermed forestillede sig at tale for alle. Men det er netop faren ved journalistik – at journalister knytter objektivitet så tæt sammen med ytringsfrihed, at de to bliver svære at tænke adskilt og problematisere og stille spørgsmålstegn ved. Og hvis man ikke kan stille spørgsmålstegn ved ytringsfriheden og objektivitet, så er den demokratiske funktion gået af begreberne.”
Kosmopolitisk journalistik
Bolette Blaagaards eksempler – fra Vikingerne via Vestindien til Viby J har – på trods af deres forskellighed i tid og indhold – et fælles omdrejningspunkt. Omdrejningspunktet er nemlig relationen mellem et ’selv’ og en ’anden’ eller ’os’ og ’dem’ – eller ’danskerne’ og ’de fremmede’.
I ph.d. afhandlingen bruger Bolette Blaagaard teorier fra kvindestudier og studier i race, hvidhed og etnicitet til at undersøge, hvordan ’selvet’ bliver fremstillet i journalistik, og hun mener at de akademiske discipliner kan gavne journalistikken:
”Jeg mener at ’selvet’ og ’den anden’ er afhængige af hinanden, og at de altid indvirker på hinanden, også i journalistiske produkter. Det betyder, at kategorier som ’os’ og ’dem’ er langt mere ustabile, end man skulle tro, og dermed langt mere interessante, fordi de kalder på et etisk forhold, der strækker sig ud over Danmarks grænser. Det er tydeligt, at den kulturelle erindring om hvem ’vi’ er, er baseret på den etiske relation, eller mangel på samme, mellem ’os’ og ’dem’. Fordi journalistik i høj grad præger vores kulturelle erindring, ligger journalistiske begreber og diskurser inde med et voldsomt stort potentiale til at ændre verden gennem en ændring af hvordan ’vi’ oplever ’os’ selv og ’vores’ relationer til ’andre’. Jeg mener at der er brug for en journalistik baseret på kosmopolisme. Vi skal tænke journalistik med udgangspunkt i mellemmenneskelige etiske relationer og ikke som en universel moralsk værdi,” siger hun.
Bolette Blaagaard gør op med journalistiske forestillinger om dualisme og universalisme gennem ’objektivitet’ og ’ytringsfrihed’. Hun mener ikke, at journalister kan tilgodese alle lige:
”Det universelle begreb ’objektivitet’ betyder at journalisten antages at kunne træde udenfor sin egne relationer til kultur, køn og etnicitet og indtage en neutral synsvinkel, som gør det muligt at tale ligeligt for alle. Men objektivitet er ikke en mulighed for journalister. Uanset om vi er journalister, forskere, skolelærere eller gårdsangere er vi impliceret i den kulturelle, historiske, politiske, kønslige, etniske og sociale opdragelse, som vi har modtaget og hele tiden modtager. Vi er påvirket af indlæring og oplevelser, og i meget høj grad også af medierne og journalistikken. Det er derfor ekstremt vigtigt at journalister gør sig deres ikke-neutrale eller ikke-objektive relationer klar, så de ikke ender med at gøre nogle stemmer tavse til fordel for andre, som de tror taler for alle.”
Bolette Blaagaard efterlyser journalister, der nytænker deres journalistiske produktion, så den ikke handler om at rapportere om verden, men fra verden. Journalister står altid i relation til andre og producerer journalistik i samspil med andre – både mennesker, miljø og teknologi.
”Hvis journalister ser sig som en del af et voksende, kosmopolitisk og etisk netværk, vil det kunne ændre journalistikken og dermed verden – forhåbentligt til det bedre,” siger hun. Og hun peger på, hvordan sådan en ny form for journalistik kan udvikles:
”Det er utroligt at man i dag kan blive journalist uden at studere kulturfag. Man bør undervise journaliststuderende i kulturstudier, kvinde- og kønsstudier og race- og hvidhedsstudier. Man bør indbygge rejser af længere varighed og rapportering fra andre lande og kulturer i undervisning og praktikophold. Og så skal man udfordre det journalistiske format. Hvis man ændrer formen, ændrer indholdet og stemmerne sig også. Indholdet bestemmes delvist af udtrykket, og hvis man lader udtrykket være mere fleksibelt, får man også et mere rummeligt indhold. Journalistik er udvikklet side om side med nationalstaten, men den er ikke længere bundet til nationalstaten. Derfor er der brug for flere kulturstudier – eller begrænses journalistikken både i indhold og udbredelse.”