Emily Brontë: Stomfulde højder

Anmeldelse i Weekendavisen den 31. juli 2009.

Klassisk hævn. “Stormfulde højder” er ikke bare unge hjerter, der ikke kan få hinanden. Det er had, hævn og vold.

Moralsk tandpine

Forlaget Rosinante er i fuld gang med at opbygge en interessant klassikerserie med lutter smukke og fantastiske bøger, der alle har det til fælles, at det intet har til fælles. Først kom Cervantes’ Don Quijote, George Eliots Middelmarch og Mikhail Bulgakovs Mesteren og Margerita og senest er udommet en samleudgave af Primo Levis Auschwitz-essays under den udmærkede titel Vidnesbyrd, Jack Kerouacs oprindelige manuskript til Vejene og Virginia Woolfs Til fyret – og tidligere i år kom Emily Brontës Stormfulde højder i en stemningsfuld og lydefri nyoversættelse til dansk ved Luise Hemmer Pihl.

Stormfulde højder er forbløffende læsning, og jeg må tilstå at der ikke var tale om genlæsning. Forbløffende fordi dens ry som verdenslitteraturens helt store kærlighedsklassiker på mange måder synes at have spoleret dens dobbeltidentitet – for det er jo ikke ”kun” en fortælling om umulig kærlighed, det er i særdeleshed en roman om altfortærende had og lidenskabelig hævn.

Heathcliff er forældreløs og af tvivlsom byrd. Han kommer i huset som plejebarn hos familien Earnshaw, hvor han og datteren Cathy bliver sjælevenner til broren Hindleys fortrydelse. Da faren dør, tager Hindley magten over Heathcliff, der til sidst må se sin elskede gifte sig til et mere passende parti. Den dragende og temperamentsfulde Heathcliff forsvinder fra egnen, og da han vender tilbage tre år senere, er han pludselig blevet rig (hvorfor ved vi ikke!), og nu indleder han et magtspil, der ikke så meget handler om at vinde den tabte kærlighed tilbage, som om at ramme, straffe og tage hævn over sin banemand og hans efterkommere.

Cathy og Heathcliff, der ikke kan få hinanden, er brugt og misbrugt i mange sammenhænge, og er som reference ofte en kliche. Men skønt henlagt til 1700-tallets slutning og skrevet af en ægte engelsk 1800-tals jomfru, er der ikke meget ”guvernanteroman” over den unge forfatterindes eneste fortælling. Emily, der levede sølle 30 år fra 1818-1848, havde – trods sit isolerede liv derude på Yorkshire-heden, hvor romanen foregår – en forbløffende indsigt i menneskelivets skyggesider, både de intrigerende og de voldelige. Ja, Stormfulde højder er netop fuld af både psykisk og fysisk vold, og hvis man forestiller sig romanen som engelsk elegance, må man justere sine ideer. Den er dyrisk, djævelsk, hævntørstig og mordlysten, hør bare hvordan Heathcliff taler: ”Jeg har ingen medynk, jeg har ingen medynk! Jo mere ormen vrider sig, desto mere længes jeg efter at knuse den! Den er som en moralsk tandpine, og jeg får større trang til at rokke ved den, efterhånden som smerten tager til.”

Med til førstegangslæserens milde forbløffelse hører også, at Stormfulde højder ikke byder sig til som en romantisk roman om unge, skilte hjerter. Den er derimod nøjagtig så stormfuld og uheldsvanger som dens fuldkommen ubetaleligt stemningsfulde titel egentlig også byder den at være, både i indhold og i den tålmodighedskrævende, uoverskuelige og rodede fortællekonstruktion, hvor unge Emily lægger lag på lag og person på person.
Desværre har forlaget klodset lidt i det og forsømt at få sat skribentnavn på bogens forord, men det fremgår af pressemeddelelsen, at det er forfatteren Connie Bork, der har skrevet introduktionen til Stormfulde højder. Og bemærk så lige, at alle titlerne i denne klassikerserie koster skallede 200 kr. Det er ikke bare klassisk, det er klasse.

Emily Brontë: Stomfulde højder. På dansk ved Luise Hemmer Pihl. 336 sider, 199 kr. Rosinante.

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.